Køen til håndvasken vokser men der er intet at vaske af
de sorte pletter som sindet i mennesket forsøger at fjerne
bliver som solpletter og smil i øjnene i vores medmenneskelighed
omdannet til gåpåmod og glæde imod andre, imod verden.
Derfor giver det ingen mening at sige sin mening
fordi der er ikke en eviggyldig sandhed for alle
da vi hver især ser verden, og de "andre" som enten en byrde eller et gode
Det der gør forskellen er hvordan vi handler,
nogen vil vælge den lette løsning og blive ved med at søge håndvasken,
mens andre igen, forsøger at gøre alt det "gode" som førnævnt ikke kan lade sig gøre.
Ergo kan vi kun gøre en ting
og det er at omdanne surhed til glæde
ímod andre, imod verden.