Forleden skrev én af mine læsere til mig: Hør Hosbo, hvorfor skriver du aldrig om de nære ting? Det er altid enten noget abstrakt, noget ude rummet, eller noget fra fortiden, du skriver om.
Jeg kunne godt indse, at han havde ret. Men KUNNE jeg skrive om de nære ting. Var de ikke noget, der var fjernt for mig. Det tænkte jeg mens jeg sad og spiste sovs og kartofler til aftensmad. Men de nære ting må være dem, man omgås med i sin hverdag. Men hvad er mere dagligdags end sovs og kartofler? Jo den tallerken de var på. Alle mennesker her i Danmark er stor set hver dag i berøring med en tallerken.
Af tallerkener kendes i vor tid tre hovedtyper: Den dybe tallerken, den flade tallerken og desserttallerkenen. Hvem der har opfundet den dybe tallerken og hvor gammel den er vides ikke med bestemthed. Men mange er gennem årerne blevet beskyldt for IKKE at have opfundet den. - Den såkaldte underkop er vel også en tallerken, vel nærmest en miniudgave af den dybe. Den kalder derfor blandt fagfolk 'Den 4. tallerken'.
Det er naturligvis praktisk at have tallerkener af forskellige typer, idet det er forskellige mængder og konsistensformer af mad der skal øses op. Grød og suppe egner naturligvis bedst til dybe tallerkener, idet disses konsstistens er meget flydende. Hvis man skal spise med kniv og gaffel skal tallerkenen helst være flad for at man kan komme til at findele kødet.
Hvornår er en tallerken en tallerken? Der er jo en glidende overgang fra tallerken til skål. Hvornår det hedder det ene eller det anden er vel et spørgsmål om temperament. Nogle foretrækker at sige "tallerken", men jeg foretrækker nu at sige "skål" - hvis I ellers har noget at skåle med.
Hvordan rengør man så sin tallerken. Nogle foretrækker at slikke den ren - ligesom i SNEHVIDE OG DE SYV SMÅ DVÆRGE. Men det er naturligvis uhygiejenisk. Tallerkner skal helst vaskes op i mindst 55 grader varmt vand med en desinficeret opvaskebørste. Eller også skal tallkerkenen i opvaskemaskinen. Dette er dog ikke nok, for opvaskemaskinen skal også påføres sæbe og afspændingsmiddel, og derefter startes. Ellers hjælper det jo ingenting. Det er klart, vil I måske hævde. Nej - selv den geniale middelalderdigter Petraca tændte således aldrig for sin opvaskemaskin.
Mange synes det er forfærdelig kedeligt at vaske tallerkener - jo flere des værre. Men der er faktisk mange tallerkenvaskere, der er blevet berømte senere hen, så det med med at bevæbne sig med en tålmodig opvaskebørste. Således havde den berygtede fuglemorder Jack the Pipper i sin tidlige ungdom været tallerkenvasker restaurant Koøjet i Butcher Street i London. Det var under dronning Viktoria - hende, der døde i 1901.
En anden senere kendt tallerkenvasker - fra restaurant Søpølsen i Skagen - var tvistkongen Tjobby Tjekker, som oprindelig kom fra Prag. Han sang tidens slagere mens han arbejdede med børsten. En sommerdag i 1960 kom den berømte impresario Dario Krampe Lotto ind i restauranten. Da køkkendøren stod åben kunne han ikke undgå at høre Tjobbys sprøde sangstemme. Dario havde en sang som egentlig var tiltænkt Otto Klampenborg, men han så mulighederne i Tjobby Tjekkers stemme. Sangen havde den besynderlige titel: "Kom lad os tviste igen, som vi gjorde det sidste sommer!" Den gjorde Tjobby verdensberømt, og siden havde han kun sjældent en opvaskebørste i hænderne. Stillingen som tallerkenvasker blev overtaget af forhenværende konfirmand Sofus Stålle. Han blev dog kun i 3 år, hvorefter han blev afløst af italieneren Zanussi. Sidstnævnte blev også meget berømt, men ikke af at synge.
Tallerkener og kunst har vi ikke talt om endnu. Derfor synes jeg også at det er på tide. Jeg tænker her ikke på den kunst at transportere en tallerkenfuld suppe fra køkkenet til den modsatte ende af en overfyldt restaurant. Derimod på bemaling af servicet med diverse mønstre og kunstneriske motiver. Alle kender det berømte Flora Danica-stel med illustrationer fra vor danske blomsterverden - undtagen lige Bent Fransen fra Suldrup som aldrig har hørt om stellet. Det er da også oftest naturmotiverne der går igen i de fleste tallkerkenillustrationer. Der er ikke noget så dejligt som en ræv med unger under wienerschnitzelen - eller en romantisk skovsø på bunden af en suppetallerken. På en sidetallerken kan der ofte være malet gæslinger, da der ikke er plads nok til de voksne fugle.
Også vi almindelige såkaldte mennesker kan lære kunsten at illustrere vores service. Her skal man bare melde sig til et kursus i porcelænsmaling. Min gode veninde Yrsa Snaphøne fra Mou brugte således Piscassomotiver til at illustrerer sit spisestel fra Superkram - bl.a dét hvor en brunstig tyr bestiger en priorinde fra Barcelona. Herved var Yrsa lige ved at ombringe sin fine og skikkelige faster Tora Dameskjold fra Samsø, som fik svinekoteletten i den gale hals da hun opdagede motivet.
En anden ulempe ved illustrerede tallerkener er at folk spiser for hurtigt - og måske oven i købet slikker tallerkenen - for atter at kunne beskue det smukke motiv. Dette er jo ikke tilrådelig adfærd ved middagsbordet. I hvert fald skal man undlade at illustrere bagsiden af tallerkenen, selvom der måske skulle vær god plads. Det kan nemlig være at nogle af gæsterne i åndsfraværelse kommer til at hælde maden ud på dugen, for se tallerkenens såkaldte B-side.
Jeg har ikke være inde på den såkaldte flyvende tallerken - og jeg kender heller ikke nogen, der har. Men mange mener, at de virkelig eksisterer, og at de er besøgende rumskibe andre solsystemer. Nu vender disse tallerkener på hovedet, så man kan nok ikke vente sig at blive bespist fra den kant. Den flyvende tallerken også officielt UFO, uidentificeret flyvende objekt. Jeg blev faktisk engang ramt af sådan ét til en byfest i Års i 1973. Det mindende om en flaske. Men jeg var ikke klar over om det var en HOF eller en Tuborg. Så måtte det altså være et UFO, da jeg ikke kun identificere objektet.
Jeg troede engang på flyvende tallerkener, bl.a. fordi jeg i sommerferien 1966 læste en bog hos min tante og onkel om troværdige rapporteringer fra ædruelige landmænd om kontakt med besøgende fra rummet. Således skulle i 1894 et rumskib angiveligt være landet på bondemanden Hugo Hubbards mark i Wyoming i USA Rummændene, som lignede kinesere på havevandring, spillede først venlige og delte flødekarameller ud. Men pludselig blev der kastet et lasso, og inden nogen kunne nå at tælle til otte var Hugo Hubbards bedste ko indfanget og på vej ind i rumfartøjet. Nogle af de tilstedeværende gik til angreb på rumskibet med deres rifler. Men kuglerne slog bare smut på chassiset. - Om rumfolkene havde til hensigt at omdanne koen til nogle ordentlige bøffer, melder historien ingenting om. Men efter sigende skulle det samme rumskib nogen tiden senere have ryddet en kartoffelmark i nærheden. De har sikkert også fået skaffet sig rødbeder, løg og agurker, ellers ville der jo ikke være være noget ved det.
Men historien betog mig dybt. Og egentlig håber jeg at koen kun skulle bruges til malkning og avlsarbejde på rumfolkenes hjemplanet. Og måske går dens efterkommere rundt og gumler på en kløvermark et sted i Mælkevejen.
Nu kom jeg alligevel væk fra de nære ting. Det må I undskylde. Næste gang forsøger jeg at skrive om ørepinden. Det går nok bedre. Såvidt jeg ved har vi endnu ikke haft besøg af flyvende ørepinde.