Laila kiggede op fra sin stol, hvor hun var i færd med at skrive noget ned på en blok, der sikkert omhandlede vores samtale. Og som hun sad der med det brune, glatte hår hængende ned over skuldrene på sin hvide skjorte, og et lille smil på munden, så hun faktisk rigtig smuk ud. Hvilket fik mig til at fortryde, at jeg var trådt ind i rummet igen. Jeg kom nemlig i tanke om min uvished til mit eget ydre, som jeg bogstavelig talt ikke anede hvordan så ud for tiden. Da min læge kort tid før jeg blev udskrevet fra hospitalet, fortalte mig om de angsttilfælde, der kunne opstå i forbindelse med en ulykke, havde jeg aldrig forestillet mig at angst for spejle kunne være en af dem, men det havde jeg altså udviklet. Det var sådan set ikke så meget spejlene i sig selv, jeg var bange for, mere deres funktion. Jeg frygtede for den dag, jeg skulle stå ansigt til ansigt med mig selv, bange for at hvis jeg så mig selv direkte ind i øjnene, så den smerte jeg bar på, ville jeg gøre ting ved mig selv, jeg ville komme til at fortryde.

Laila tog forsigtigt billedet ned fra væggen, kiggede lidt på det, gik så hen mod mig og rakte det frem, så jeg kunne tage imod det.
   "Kig på bagsiden" sagde hun stille.
   Jeg vendte forsigtigt billedet om, og nederst på bagsiden stod der med sirlig håndskrift, Jennie Lassen 2009. Jeg mærkede et stik af dårlig samvittighed brede sig i min krop. Hvilket i sig selv var en mærkelig fornemmelse, da jeg ikke troede, jeg stadig kunne føle den slags for andre. Et åndsvagt billede burde ikke give mig dårlig samvittighed, ikke efter hvad verden havde tilbudt mig af smerte.
   "Det er din søster ikke?"
   Hun gned sine hænder sammen og stod et øjeblik bare og kiggede på mig.
   "Det var min søster...min tvillingsøster"
   "Åhh... det vil sige, hun er død"
   Hun nikkede forsigtigt.
   "Hvordan?"
   Laila smilede sit vante, jeg vil dig det bedste, smil, tog et par skridt rundt om sin stol, hvorefter hun stoppede op, placerede hænderne på stoleryggen og kiggede mig direkte ind i øjnene.
   "Alma, vi to er nok ikke så forskellige, som du tror, så jeg synes, vi skal lave en aftale, hvis jeg fortæller dig om min søster, så fortæller du mig om ulykken" sagde hun bestemt.
   "Det kan jeg ikke"
   "Jo du kan, ikke for min skyld, men for din egen"
   "Du forstår det ikke"
   "Det tror jeg ren faktisk at jeg gør" sagde hun stille, mens hendes øjne stadig fastbandt mine.
   Og for første gang siden ulykken, følte jeg, at det det blev sagt ikke var en løgn, at jeg stod over for en, der rent faktisk forstod mig, at hun ikke ville dømme mig. Og jeg fandt mig selv sige ja til aftalen.

Lidt efter sad vi over for hinanden, på hver sin stol, og Laila begyndte at tale stille men klart, som talte hun om en god bog, hun lige havde læst og ikke var i gang med at fortælle om sin afdøde søster. Min søster døde i en trafikulykke startede hun, det var mig, der kørte bilen. Hun holde en lille pause, så fortsatte hun. Den bil der ramte os kom fra højre side, den havde ingen lys på, og det var rigtig mørk den dag. Bilen kørte over for rødt. Laila kiggede et øjeblik ned på sine hænder, som overvejede hun sine næste ord med omhu. Hele ulykken var i bund og grund ikke min skyld fortsatte hun lidt efter, men det betyder ikke, at jeg ikke følte mig skyldig, over min søsters død, det gjorde jeg hver dag efter det skete, og gør det stadig. Men jeg har bare lært med tiden, at jeg ikke kunne have gjort noget for at ændre det. Men det tager tid, rigtig lang tid Alma, og det ved jeg godt. Hun smilede forsigtig og kiggede på mig.

Jeg forventede, at hun ville fortsætte, men det gjorde hun ikke. Og jeg mærkede en pludselig vrede stige op i mig, og en overordentlig lyst til at slå hende midt i hendes perfekte ansigt brede sig i mine knugede hænder. At hun talte så upersonligt om en ulykke, der burde være det værste, der var sket for hende, var en ting. Men at hun forventede ting af mig, hun ikke selv formåede at give, gjorde mig rasende.
   "Var det det"
   Hun kiggede undrende på mig
   "Hvad vil du have, jeg skal fortælle mere" sagde hun
   "Hvad følte du? Du må da for katten fortælle hvad du følte, er det måske ikke det, du har brugt de sidste mange gange på at få mig til at fortælle, og så kan du ikke engang selv"
   Jeg vil rejse mig op for at gå, da hun standsede mig ved at bøje sig frem og lægge en hånd på mit ben.
   "Du har ret Alma"
   Der gik et stykke tid i tavshed, der føltes som en evighed. Så åndede hun pludselig ud tog forsigtig fat i kanten af sit skjorteærme, knappede den guld knap op som fastbandt de to ender og træk ærmet lidt op ad armen. Et hvidt tydeligt ar kom til syne henover håndleddet.
   Vreden forsvandt pludselig fra min krop, og jeg kunne i stedet mærke tårerne trænge sig på.
   "D...du prøvede at begå selvmord" udbrød jeg
   "Håber det fortæller dig nok om hvad jeg følte"
   "Men det vigtigste er, at jeg havde nogle venner, der hjalp mig igennem det, og det er jeg super taknemlig for, for uden dem, vil jeg ikke havde det liv, jeg har i dag"
   "Er du da glad for det liv du har?"
   Hun bed læberne sammen, og hendes øjne begyndte pludselig at fyldes med tårer.
   "Jeg har en søn", sagde hun efter et stykke tid og smilede forsigtigt.

Jeg kiggede længe på hende, uden ord, uden tanke, alt var helt tomt inde i mig. Jeg havde troet, jeg kunne fortælle hende det, fortælle hende det hele, om den smerte der voksede inde i mit bryst, som kun blev stærkere for hver dag der gik. Om den utaknemmelighed jeg havde til verden, så meget at jeg nogen gange ville ønske, jeg blev taget væk fra den. Men pludselig kunne jeg ikke, måske handlede det om at hun havde en søn, at hendes liv i bund og grund ikke var det helvede, jeg et kort øjeblik troede, det var. At hun alligevel aldrig ville kunne komme til at forstå mig.
   "Undskyld, jeg kan ikke" sagde jeg efter et stykke tid i tavshed.
   Hun skulle til at sige noget, men jeg skynde mig at gribe min taske og styrte hen mod døren.
   "Du har en fremtid, Alma"
   Jeg ville gribe om håndtaget på døren, men pludselig ville mine hænder ikke lystre mig. I stedet begyndte tårerne at løbe ned over mine kinder. Og jeg kunne ikke gøre noget for at stoppe dem. Jeg lagde hoved ind mod døren, lukkede øjnene og prøvede at høre min mors stemme for mig, prøvede at forstå hvad hun ville havde gjort, men det eneste jeg kunne høre var mit eget hjerte, der slog i brystet på mig, som ville det minder mig en ekstra gang om, at jeg stadig var i live.
   "Det kan godt være at du har fået et godt liv, men sådan vil det aldrig blive for mig, du ved ikke hvor mange gange om dagen, jeg tænker at livet havde været meget lettere hvis to havde været tre" græd jeg.
   "Men du holder dig stadig i live Alma, det betyder du er stærk, stærkere end jeg var" sagde hun blidt, rejste sig op og gav min skulder et klem.
   "Jeg er ikke stærk, jeg er forfærdelig og svag"
   Jeg vendte mig om og kiggede hende lige ind i øjnene.
   "Jeg dræbte min søster"