Jeg vågner ved et skrig udefra. Min mor er her ikke. Min far er her ikke. Mine brødre og søstre er her ikke. Jeg er den eneste i huset. Mine muskler er stive, men jeg får kæmpet mig op fra det kolde gulv, som vi sover på hver nat, kun adskilt af et tyndt tæppe. Jeg ryster søvnen ud af kroppen, og skimter ud gennem hullet i væggen. De er allerede i fuld gang derude. Folk slår med sten, bjælker og alt hvad der ellers er at slå med, og støvet fyger op overalt. De dræber hinanden på stedet, de fjolser. Helt uden at tøve. Eller ikke særlig længe ad gangen, i hvert fald. Hvorfor er det, at de gør det? Hvad er meningen med det hele?
   "Vi gør det, fordi de andre er imod Guds vilje" siger far altid.
   "Men hvad er Guds vilje? Er det ikke også imod Guds vilje at slå hinanden ihjel på den her måde?" svarer jeg så.
   "Du forstår det ikke" er så det eneste han svarer, før han vender ryggen til mig og går.
   Med mine 10 år er jeg den yngste i min familie. Jeg tror da i hvert fald nok at jeg er 10. Krigen har altid været her, helt siden før jeg blev født. De siger alle sammen, at jeg ikke forstår det, da jeg bare er en lille dreng. At jeg aldrig vil komme til at forstå det. Hvad de ikke forstår er, at jeg forstår det. Jeg forstår det hele. Eller, jeg forstår Guds vilje. Og det er i hvert fald ikke det her. Det er ikke krig og død. Det er dem, der ikke forstår. Hvis bare Gud kunne sende en engel herned, så der kan komme orden i det hele. Så folk kan lære at forstå. Ligesom dengang med Jesus. Min mor har lært mig en masse om engle. Hvordan de er de smukkeste væsener nogle sinde. Hun har også lært mig om Jesus. Om hvordan han frelste og elskede verden. Hvordan han elskede os, hans diciple, og døde for os.
   Jeg sukker, sætter mig op ad muren og åbner min slidte bibel i hænderne, som jeg fik af en præst der engang passerede igennem byen. Bladrer igennem den. Jeg får en varm fornemmelse i brystet, når jeg bladrer gennem Jesu ord. De farer gennem mit hovede, og jeg glemmer alt om larmen udenfor. Præstens ord giver genlyd i mit baghovede: "Du skal bare blive ved med at tro!" havde han sagt. Jeg var kun 3 år dengang, men mindet har sat aftryk i mine tanker lige siden. Præsten havde haft en slidt jakke på, gråsorte bukser, en plettet hvid skjorte, et gyldent kors om halsen, og så havde han altid en kæmpe bibel under armen. Hans smil var varmt og kærligt, og han tog sig af os her i byen. Hvis bare han var blevet. Gud havde kaldt ham videre, netop som krigen blev rigtig slem. Han kyssede mit kors, og begav sig hastigt ud af den krakelerende by. Hvis bare han var blevet. Så kunne han have vist dem, hvordan det skulle gøres. Uden vold og krig. Siden han gik, har jeg altid ønsket at være præst, så jeg kan bringe Guds budskab ud til folket. Jeg bladrer videre i min bibel, og skimter kort ordende. Moses. Jesus Kristus. Vend den anden kind til! Små citater kører gennem mit hoved. Egentlig læser jeg ikke særlig godt, men min mor har læst den for mig så mange gange, at jeg kan det hele udenad.
   Før jeg ved af det, smækker jeg bogen i og rejser mig op. Mine fødder slæber sig gennem det tykke lag aske. Mit blik fanger igen revnen i væggen. Hvor er det dog forfærdeligt alt sammen. Jeg virker måske lidt for lille til at spekulere over den slags, men jeg ved mere end de tror. Jeg ved, at noget må gøres ved det her helvede. Snart.
   Da er det, at jeg beslutter mig. Når ingen andre vil gøre noget, må jeg selv gøre det. Jeg bliver nødt til at overbevise disse voldelige individer om, at det er forkert, det de gør. Jeg bliver nødt til at være byens præst.
   Byens frelser. Jeg ligger beslutsomt min bibel på gulvet, og skubber døren op. Støvet ryger op i mit ansigt i samme sekund. Jeg lukker roligt øjnene og træder et skridt ud i helvede. For det må vel være det, som det her er. Præsten beskrev helvede som fyldt med flammer, skrig og omvandrende skabninger uden sjæl. Det passer perfekt med dette. Jeg er havnet midt i helvede.
   Sekundet efter begynder jeg at gå. Helt roligt, og uden at tænke videre over omgivelserne, begiver jeg mig ind i mængden. Jeg må nå til et højt punkt, hvor alle kan se og høre mig. Så alle kan blive talt til fornuft. Jeg hægter op i min slidte t-shirt og tører en dråbe sved af panden. Lukker øjnene og begynder at messe for mig selv. "Vi forsager djævlen... og alle hans gerninger... og al hans væsen" jeg stønner sagte og ser ned. Mit ben bløder, men jeg kan ikke mærke noget. Det får mig til at føle mig guddommelig. Som om jeg er en udvalgt. Et smil breder sig over mine læber, og jeg sætter farten op i min uendelige rejse gennem liv og død. En kampesten fanger mit blik, og jeg skifter retning. Jeg har et mål.
   "Fader vor, du som er i himlene..." begynder jeg med øjnene klemt i. En støder ind i mig, og jeg mister balancen. Før jeg ved af det ligger jeg på ryggen. Men jeg må ikke give op. Ikke nu. Jeg har en mission. Hurtigt er jeg på benene igen, og jeg relokaliserer mit mål.
   "... Hellige vorde dit navn... komme dit rige..." jeg sveder, og blod løber ned over mine øjne, men jeg kan ikke mærke noget. Mine pupiller begynder at lyse, og rusen breder sig. Jeg er høj på adrenalinen og løber så hurtigt jeg kan.
   "... Ske din vilje i himlen... således også... på jorden" Målet nærmer sig. Det er som om, at jeg begynder at flyve. Hurtigt skimter jeg en sulten dreng og hans søster ude i vejkanten og begynder igen at messe.
   "... Giv os idag vort daglige brød... og forlad os vores skyld, som også vi forlader vores skyldnere..."
   Mine fødder bløder, men jeg fortsætter.
   "... Og led os ikke i fristelse... men fri os for det onde!" Mine hænder bløder. Et sår på hver hånd. Som om jeg er blevet korsfæstet. Panisk forsøger jeg at stoppe, men jeg kan ikke. Så jeg fortsætter.
   "... Thi dit er riget..."Jeg nærmer mig målet "... Og magten..." min stemme stiger langsomt "... og æren..."noget rammer mig i hovedet "... I AL EVIGHED!"

Jeg falder. Amen.