Lad det tælle. Hver enkelt dag. Hver eneste.

Hun kommer træt hjem hver eneste dag. Træt uden egentlig at have udrettet noget. Siddet stille flere timer med let, forudsigeligt arbejde. Og alligevel er hun træt. Og hun føler sig ynkelig. Og hun føler sig svag. Og hun sidder foran tv'et og lader det synke.
   Maden er salat, og det smager vel egentlig godt nok. Køkkenet er lyst - holdt i sort og hvidt, enkelt, så det kan passe til enhver. Sådan kan man sige om lejligheden i al almindelighed. Og det slår hende tit, at det er det hun er. Enhver.
   Når hun trækker regnfrakken på og vader gennem Københavns gader til lyden af regnen, der vælter ned og de mange dyttende biler, så tænker hun tit på at forsvinde. Forsvinde i mængden, falde i et med de spejlblanke gader og de røde lygter, i mylderet mellem mennesker, der aldrig har sagt hende noget. Hvor ironisk det er, at det indre København ville være det bedste sted at blive væk; at man mellem så mange mennesker, kan føle sig så ensom; at man mellem så meget liv, kan føle sig så fortabt.

Helene hedder hun. Men hun kunne ligeså godt have heddet Josephine eller Sif eller Annastasia - det er for den sags skyld lige meget. Hun har det ikke dårligt, det vil hun ikke sige. En ganske normal opvækst i en lille forstadsfamilie. En hyggelig skole, en af dem uden for mange problemer, hvor ikke så mange elever røg, og hun er vist aldrig blevet tilbudt stoffer. Hun klarede sig igennem med en udmærket afgangseksamen og var så klar på livet, som man er, når man kun er 17 og livet først skal til at begynde.
   Men det begyndte aldrig. Livet altså.
   Efter folkeskolen tog hun tre år på det almene gymnasium. Og jo, der kom da flere lektier, men rytmen var den samme som førhen. Hun fik et job som sekretær for et revisorfirma i midtbyen, en 20-30 ansatte og godt med kunder, en ejer ved navn Lars, der er høj og ranglet, og et varmt kontor med grønne planter, der af og til skal vandes. Og det var vel egentlig hvad man kunne have forventet. Kærester har hun haft, ikke overordentligt mange, men hun har da kendt et par mænd gennem tiden. Børn er det dog aldrig blevet til, men med sine 34 år mener hun, at det godt kan nås endnu. Thilde hvis det bliver en pige, Alexander hvis det bliver en dreng. Eller måske både en Thilde og en Alexander, men så heller ikke flere.

Nu sidder hun så her og falder i søvn foran fjernsynet. Det startede med 'Kender du typen?' på DR1, nu er det vist en romantisk komedie - amerikansk naturligvis - på kanal 4. Men hun sover, så det kan være lige meget.
   Hun vækkes af telefonen, der kimer højt og længe. Egentlig har hun besluttet, at hun ikke gider tage den, det er sikkert ikke vigtigt, bare en veninde, der ringer for at sludre. Men den bliver ved. Og lyden er høj, det føles som om hendes hoved vil eksplodere, så hun må rejse sig og tage den.

Løfter langsomt røret og siger "Hallo?" med sin søvndrukne stemme.

"Træffer jeg Helene Jørgensen?" Stemmen er dyb.

Hun nikker, men kommer så i tanke om, at manden i telefonen ikke kan se hende, og mumler et næsten uhørligt "Ja."

"Der er sket en ulykke. En sammenkørsel på hjørnet af Absalonsgade, Odense. Deres søster er død, hun blev dræbt med det samme." Hun overvejer om det er en joke, men der er alvor i stemmen. Masser af alvor.

"Men... men jeg har ingen søster. Hvem drejer det sig om?"

Og nu lyder han forvirret, manden i telefonen, hun hører ham snakke med nogen i baggrunden, og derefter er der stille i lang tid. Så taler han igen, roligt og dybt. "Det beklager jeg. Der er tale om en kvinde, 34 år, fra Københavns-området. Regitze Jørgensen hed hun. Sekretær så vidt jeg ved, ingen mand eller børn. I registrene kan vi se, at hun havde en søster ved navn Helene, men det er jo et ganske almindeligt navn, så der er nok tale om et telefonnummer, der står forkert..."

Hun lægger røret på. Manden når aldrig at tale færdig, men hun har på fornemmelsen, at det ikke gør noget. Måske fordi det hele føles som en drøm. Mørket uden for vinduet, den dybe stemme i telefonen, den ukendte kvinde. Den ukendte kvinde, der mindede så meget om hende selv.
   Hun går ikke i seng, Helene. Hun står i lang tid og kigger ud i natten. På taxaerne, der drøner forbi vinduet, lysreklamerne og de sorte huse. Og hun mærker angsten komme snigende, først ganske forsigtigt som et lille prik med en nål, så stærkere og stærkere, og til sidst kan hun ikke trække vejret. Hun gisper og griber fast om vindueskarmen, mens hun mærker maven trække sig sammen, og hun har lyst til at skrige.
   Hvad hvis livet ikke er mere end lige nu?
   En lejlighed, der passer til enhver, et kontor med planter, der skal vandes, en Thilde og en Alexander måske, men så heller ikke flere børn.
   Hun tager regnfrakken på, også selvom det ikke regner. Hun pakker en kuffert med det mest nødvendige - pung, lidt tøj, tandbørste. Telefonen lader hun blive.

Så træder hun ud på gaden, hvor bilerne kører, skiltene blinker, dækkene hviner. Hun går ned ad gaden, over vejen, bliver væk i mængden. Hun løber også af og til, og da hun får ondt i fødderne, stiger hun på en bus. 631, men hun ved ikke, hvor den kører hen.