Stationens visere drejer langsomt rundt. Passerer det ene tal efter det andet, forfra og forfra i al uendelighed. En kvinde står på perronen og venter. Sådan har hun stået i snart en halv time. Hun har lyst, næsten hvidt hår og røde kinder. Hendes frakke er sort, halvlang og alt for tynd, når man tænker på, at det er november måned. Men måske havde hun ikke regnet med at skulle stå der så længe?
Brynene er rynkede, munden er stram. Hun skutter sig, går lidt og står så igen. Hun har ingen bagage med på nær en håndtaske, som hun knuger ind til sig. Vinden tager gang på gang håret, og kaster det i ansigtet på hende, men hun gør intet forsøg på at stoppe det.
Perronen er grå og forladt. Alle lodrette overflader er præget af grafitti, men på en måde virker selv grafittien grå i det lys, der endnu ikke er kommet.
Et gammelt ægtepar kommer langsomt gående. Stille og roligt, som om de har alverdens tid og nok i sig selv. De sætter sig på en af de kolde bænke og deler en kop kaffe fra en grøn termokande. Kvinden kigger ikke; hendes ansigt er vendt mod toget, der ikke kommer, men måske bemærker hun dem alligevel?
To drenge kommer løbende op ad trappen i hælene på hinanden. De skriger vildt og bryder stationens uendelige stilhed. Efter dem kommer en midaldrende mand. Enkelte hår er langsomt begyndt at blive grå, men han har intet problem med at holde trit med drengene, som han griber - en i hver arm - inden de når skinnerne. Lavmælt skælder han på dem, men de lytter ikke. Deres ansigter er vendt mod den modsatte perron, hvor et fragttog passerer.
En telefon ringer med den anonyme nokia-tone, der kunne tilhøre hvem som helst, men ingen reagerer. Et par minutter går, før kvinden griber i sin lomme og kigger på telefonens display.
Som toget med høje hvin brager gennem intetheden og melder sin ankomst, knækker hun sammen og bryder i gråd. Solen er svagt synlig i øst, og dørene åbnes. Luften er fuld af lyde, der ikke skåner nogen. Ægteparret, manden med børnene, alle stiger de på.
Toget kører igen, og hun står alene tilbage.