Jeg retter blikket mod horisonten, stadig ingen by i sigte. Vi har vandret i et par timer, vil jeg tro. Det er ikke så koldt, men det blæser en smule. Markernes løse jord klæber til vores såler, og gør det ikke just nemmere at kæmpe sig over markernes puklede landskab. De strækker sig så langt øjet rækker, og udfordrer vores tålmodighed. Men der er jo ingen anden vej end fremad.
   Det var sværrest, da vi langsomt forlod byen. Husene blev færre, lygtepælene forsvandt, hække blev til små hegn, som til sidst blev helt væk i krattet langs markerne. De levende hegn var for mig hvile og, bortset fra de små landeveje som af og til afbrød markernes mudder og knolde, det eneste tegn på civilisation. For Malene var de sikkert ubetydelige. Hun forstod det ikke. Hun vidste det endda ikke. Hun troede bare vi skulle på ferie, vandreferie vel at mærke.
   Vi havde forladt vores hus om morgenen, taget så meget tøj på som muligt, og pakket vores vigtigste ejendele i en rygsæk til os hver. Folk må kunne have set det på os, uden tvivl, men de sagde ikke noget. De sendte os kun triste, medfølende blikke, og vendte sig væk. Hans tog af sted i morges. Før solen stod op. De skulle hente nogen andre, sagde han.
   "Vi kommer og henter jer i morgen." Havde han sagt til mig, mens Malene stadig sov.
   "I skal gå til det røde hus på Sotersvej." Han havde kigget mig i øjnene, kysset mig og var gået kort efter. Da jeg hørte bilen komme og hente ham, vidste jeg at det nu var Malene og jeg. Nu var det op til mig, at sørge for at hun kom i sikkerhed.
   Det havde ikke været nemt at overskue. Hans havde givet mig et kompas, og forklaret mig hvordan jeg skulle gå efter det. Han havde drejet på kompasskiven, og fortalt at jeg skulle holde kompasset ud fra mit bryst med pilen rettet den vej jeg gik, og sørge for at kompasnålen hele tiden lå inden i kompasskivens pil.
   Det havde ikke været svært i starten. Husene i byen tillod ikke pasager i fugleflugt, så jeg skulle først gå efter kompasset, når vi nåede markerne. Som vi gik ud på markerne, blev husene langsomt færre og færre og afstanden mellem dem større og større. Til sidst var træerne og voldene vores eneste landmærker. Fuglene fulgte os, og mindede os om at vi ikke var alene, selvom det nemt kunne føles sådan.

Nu har vi efterhånden vandret længe. Solen har passeret himlen, og det varer ikke mere end et par timer, før den lader sig synke ned i horisonten. Der er så småt begyndt at dukke huse op. Jeg kan se to gårde. De er langt væk, men de er der. Det er beroligende og skræmmende på samme tid. Hvad nu hvis de ved, hvad vi laver? Hvis de ved, hvem vi er? Eller hvad nu hvis de kommer efter os? Jeg retter blikket mod kompasset, og tjekker at vi stadig går i den rigtige retning. Den lille by dukker langsomt op forude. Den ser ikke ud til at have mere end 10 huse, men det er også helt fint, for jeg skal kun bruge et.
   Det er tidligt på aftenen, da vi ankommer til byen. Jeg ville under normale omstændigheder ikke kalde det en by, tværtimod. Men lige nu efter timers endeløs vandren over marker med små og få bygninger er dette i al dens enkelthed en by. Det er en by komplet med huse, lygtepæle, ja endda en telefonboks midt i det hele. Her er intet lys i husene, de er tydeligvis blevet forladt for længe siden, men lygtepælene fungerer stadigvæk, i hvert fald størstedelen af dem. Men telefonboksens gule lys overskygger dem. Det flyder ud på gaden, og giver byen et uhyggeligt, overnaturligt skær.
   Det er ikke svært at finde huset. Det ligger lige midt i det hele, ikke til at overse, men stadig så godt gemt at man ikke finder det med mindre man ved at det er det man leder efter. Døren er ikke låst, og huset er koldt og mørkt. Det er nemmere at tælle de hele ruder end de knuste, og størstedelen af gulvet er vådt og klamt. Men her er ly for blæsten, og huset er bedre end ingenting. Det føles trods alt en smule hjemligt.
   I hjørnet står en kiste, den ser ikke ud til at have stået her særlig længe. Jeg har fået fortalt at her skulle være nogle tæpper, man har jo vidst vi ville komme her i nat. Jeg finder tæpperne frem af kisten, de er slidte, men fungerer fint som underlag til en ubehagelig nats søvn.
   Jeg ligger mig ned ved siden af Malene som knuger sin bamse i sine arme. Hun virker så rolig, udmattet. Jeg er også træt.
   Jeg holder om hende, mærker hende slappe af. Jeg ville så gerne sove. Det er svært. Væggene står ubehageligt omkring os, bærer vakkelvornt det mugne tag. De synes at kunne styrte sammen hvert øjeblik det skulle være. Det drypper af og til ned fra loftet. Jeg trækker det slidte tæppe op over hovedet, det hjælper i det mindste lidt.
   Nu kan jeg heller ikke se ud af de manglende vinduer. Det er så mørkt. Jeg kan ikke mærke om mine øjne er lukkede eller ej. Jeg kan høre Malene hviske. Jeg tror ikke hun hvisker ikke til mig.
   "Er du sulten?" Spørger hun. "Jeg ved ikke hvor køkkenet er." Sukker hun. Det gør jeg heller ikke. Og hvis der så havde været et køkken, kunne det sikkert ikke bruges. Vi har ikke mere mad. Men det behøver vi heller ikke. De kommer jo og henter os i morgen. Håber jeg.
   "Hvorfor tror du vi er her?" Spørger hun nu. "Jeg tror ikke vi skal på ferie, for så ville far have været her. Måske vil de bare af med os? Ligesom med onkel. Alt sammen på grund af stjernen." Hun lyder trist. Det er forfærdeligt. Jeg ved jo godt hvad der sker, hvorfor vi gør det. At gå under jorden var aldrig en mulighed, ikke med den lille der er på vej. Sveriges frie land var den eneste udvej, den eneste flugtvej. Det er bare så hårdt at høre sandheden fra sin egen datter. En tåre forlader min øjekrog og løber langsomt ned over min næse.
   "Jeg skal nok holde op med at snakke. Sover du?" Hun lyder træt. Jeg ville ønske hun snart faldt i søvn, hun har brug for søvn. "De henter os sikkert i morgen. Så kommer vi hjem, tror jeg." Det varer ikke længe før hun sover.

Jeg ville ønske, jeg kunne sove, jeg er så træt. Natten her er så lang og mørk, stjernerne ubehageligt og uhyggeligt klare. Her er det kun de små uregelmæssige vanddråber, der afbryder den dræbende stilhed. Jeg længes hjem. Længes efter vores bløde, varme, ubekymrede seng. Længes efter vores rolige hverdag, med arbejde, fritid og afslapning.
   Inderst inde er jeg bange. Jeg er trist, skræmt, ubehaget og ulykkelig, jeg føler mig som et lille barn. Men jeg kan ikke vise det. Ikke nu, ikke foran Malene. Nu er det min tur til at være den stærke, selvsikre og ubekymrede. En rollemodel. Men det er svært.
   Jeg ved ikke hvad klokken er, men det begynder så småt at lysne udenfor. Fuglene synger ikke her, hvis der da overhovedet er nogen fugle. Jeg mærker for første gang trætheden overmande mig. Mine øjne lukker sig taknemmeligt i. Min krop slapper mere og mere af for hvert åndedrag. Jeg slapper af. Jeg begynder at drømme, endda før jeg sover. Et smukt gult træhus i Sverige. En sommerdag. Vi sidder alle fire på altanen og spiser is. Det er rart. Det er trygt. Jeg mærker for første gang, siden vi forlod vores hus i går, at jeg smiler.
   Lige før jeg falder helt hen, vækkes jeg af lyden af dæk mod asfalt uden for husets mure.