Jeg vidste jo godt at det var forkert. At jeg aldrig skulle have gjort det. Jeg skulle have været blevet væk. Tilbragt dagen trygt og godt derhjemme, uden risiko for at ødelægge mig selv. Mit liv.
   De tog os ind efter tur, en efter en. Vi skulle ikke have mulighed for at hjælpe hinanden, forsvare hinanden. Nej, her var vi alene. Nøje udspurgte de os, forhørte os. De andre tog det ikke så tungt, ja nogle kom endda ud smilende. De vidste det. Jeg vidste det. De var uskyldige. Perfekte kom de ud, smilende og glade, omfavnede hinanden i ekstase og grinte lettede da de en efter en forlod institutionen. Og det er med god grund. De havde intet gjort forkert. Det er kun mig. Jeg er synderen.
   Jeg vidste det allerede inden de kaldte mig ind første gang. Nu var det min tur. Min tur til at blive pint og plaget, mentalt flået fra hinanden af deres spidse ord. Mit indre skreg. Mit ydre tiede. Stille sad jeg på stolen og kiggede på dem. De forsøgte ihærdigt at stjæle mine ord, få mig til at bryde grædende sammen og tilstå det hele. Men jeg ville ikke. Jeg kunne ikke. Den lille håbefulde stemme der, inderst inde, fortalte mig, at alt nok skulle gå, blev banket synder og sammen af fornuften og selvbevidstheden, ligesom jeg blev banket synder og sammen af djævelen og hans advokat.
   Det føltes som timer før de endelig lukkede mig ud. Forslået og bange kravlede jeg ud af løvens hule, på en og samme tid lettet og forfærdet. De kunne se det på mig, de andre. De ventede uden for døren, men jeg så dem ikke, gjort blind af de gentagende lussinger og slag. Nogen mumlede at nu var det overstået, at jeg var sluppet fri, og endelig kunne slappe af. Men jeg vidste bedre. Jeg var ikke færdig. De var ikke færdige med mig. Jeg skulle derind igen.
   Rystende, og med sveden løbende ned ad min forkrummede ryg, fører de mig ind. Det dunkle lune lokale kvæler mig langsomt, mens jeg bliver bedt om at sætte mig ned, ansigt til ansigt med fjenden. De tomme tallerkner og kopper vidner om en lang dag, og i et kort øjeblik er det som om, at jeg ænser et glimt af træthed, svaghed, i deres øjne. Den ene griber en kuglepen, og skriver noget ned, på det tisgule papir der ligger foran ham. Spidsen slipper papiret, og en rytmisk langsom kuglepenssymfoni begynder. For hver tone falder loftet et par centimeter, og det er kun et spørgsmål om tid, før det ramler ned over vores hoveder. Mine øjne flakker panisk rundt, forsøger at finde en udvej i det hårde lokale. Op. Ned. Højre. Venstre. Intet. Jeg er dømt til at dø herinde.
   Deres munde åbner sig, men lyden når mig ikke. Mine fingre har krøllet sig sammen som overkogt spaghetti i mit skød. Umuligt at udrede. Jeg forsøger ihærdigt, men lige meget hjælper det. Deres munde danner fortsat lyde, ord, ja endda sætninger der alle rammer glasruden, der adskiller os. Mens loftet nærmer sig, og jeg forbereder mig på at give op, bryder en lille lyd gennem larmen. Den sniger sig langsomt ind på mig, og går fra lydløs til øredøvende i løbet af få minutter. Glasruden splintres, loftet vælter ned over mit hoved og mine hænder flyver til mine ører.
   "Peter"
   Jeg bliver pludselig opmærksom på ordene, og retter mig en smule op. De kigger på mig, borer deres sylespidse øjne så dybt i min hud, at jeg bider mig i læben for ikke at skrige af smerte.
   "Peter"
   De sidder begge lænet ind over bordet, øjensynligt upåvirkede af glasskårene der ligger som et tykt snedække på bordets overflade.
   "Peter"
   Stemmen trænger klart igennem nu.
   "Du har fået 7"