I nat skulle jorden gå under. Alle vidste det og talte om det. Nyhederne behandlede emnet med en nærmest klinisk faglighed, der fik det til at synes fjernt og uvirkeligt. Men om man kunne lide mediet eller ej, var det et uomgængeligt faktum, at alt hvad vi kendte ved daggry ville være erstattet af intethed.

Folk tog det med en nærmest stoisk ro. Der udbrød ikke spontan panik på gaderne i min lille by. Der opstod ikke de anarkistiske tilstande, man ser i film, hvor folk raserer butikker og sætter ild til biler, for at få afløb for deres frustration. I stedet herskede der en stiltiende accept. Folk havde altid vidst, at denne dag ville komme - det havde blot været et spørgsmål om tid. En tid, der nu var rendt ud. Midt i denne nærmest sælsomme og fredelige stemning stod jeg, midt på en åben plads og græd.

Imens alle andre havde forberedt sig på denne dag, havde jeg aldrig vidst, at den skulle komme. Da nyheden nåede mig, ramte den mig med orkanstyrke. Jeg skulle dø. Alle mine elskede skulle dø. Og jeg kunne intet gøre. Jeg havde end ikke tid til at tage ordentlig afsked med dem alle. Til at få afsluttet alle mine sager, få ryddet op i fortidens mange henlagte glæder og sorger.

Imens jeg stod der på pladsen og langsomt men sikkert gik i opløsning i en blanding af kaotiske følelser og lydløse tårer, kom min kæreste gående imod mig. Han havde ledt efter mig. Han havde fundet en lille restaurant, der serverede et ret med frikadeller, der var internationalt anerkendt som den bedste af sin slags. Der ville han have mig med hen til vores sidste måltid.

Da vi ankom til restauranten så jeg til min store forbløffelse, at tjeneren på stedet var min gode veninde og kollega. Hun satte sig ved bordet, lagde sin hånd på min og så mig i øjnene, inden hun spurgte mig, hvad jeg ønskede mig allermest af alt. Jeg svarede hende, at jeg gerne ville bede om en masse frikadeller, men at jeg allermest af alt gerne ville vide, hvordan hun kunne bruge sin sidste aften på at servere på en restaurant, når hun havde en forlovet, der sad derhjemme og med sikkerhed savnede hende. Hun svarede med et lille smil, at hvis hun skulle tage én ting med sig fra denne verden, skulle det være mindet om, hvordan hun havde hjulpet andre med at få en helt speciel og lykkelig sidste aften. Jo flere gode stunder hun kunne nå at skabe rammerne for inden hun skulle afsted, desto mere grund havde der været til at hun overhovedet havde været her.

Vores mad blev aldrig serveret. Aftenen og natten forsvandt i stedet i et væld af ordvekslinger og lange minutter med eftertænksom stilhed. Vi tænkte over de liv, der var gået, og talte om det, der skulle komme. Gættede og fandt på, ligesom vi altid har gjort, min kæreste og jeg, når vi i fællesskab drømte om det hus vi en dag skulle bygge og den familie, vi skulle fylde det med. I løbet af timerne forsvandt frygten og sorgen. Den blev i stedet til forventning, og da vi rejste os for at gå fra restauranten forstod jeg pludselig den ro, jeg tidligere havde undret mig over.

Om verden gik under ved daggry ved jeg ikke - jeg nåede at forlade drømmen inden da.