"Skal vi leve for evigt?" spørger 3-19.
   "Ja," svarer jeg og kigger ud på uendeligheden. Det virker meget tomt lige nu, Universet, her mellem stjernerne. Her i det dybe Rum, hvor alle er små og ubetydelige og sand intelligens er et smukt tilfælde.
   Mit spæde laboratoriehjerte banker og svulmer idet jeg presser panden mod ruden; vi er næsten halvvejs. Skibets computer annoncerede det for kort tid siden.
   "Snart bliver vi vægtløse," siger 3-19. Jeg kigger på ham; hans nøgne isse og hvide hud, hans lille næse og smalle læber, og jeg nikker. Snart stopper skibet med at accelerere og begynder at bremse i stedet.
   "Det varer kun et par dage," forsøger jeg, men ved, at ordet 'dag' ikke har nogen rigtig betydning for ham. Det unge, unge stjernebarn. "Omkring én cyklus."
   "Skal jeg sove imens?"
   "Hvis du vil."
   Drengens blik glider væk fra mig og hen på vinduet igen, hvor det bliver fjernt, hvis ikke tomt.
   Han sidder i et kørende tog, underholder sig selv ved at følge regndråbers kapløb tværs ned ad glasset.
   Nej, tænker jeg, for han er et stjernebarn med lange knogler for svage til Jordens tyngdekraft og store øjne der ikke kan kigge på solen uden at smerte.
   Nej, tænker jeg, for 3-19 kender hverken til regn eller toge eller dag og nat.
   Næsten alle af de 10 millioner mennesker om bord Columbus er blevet nedfrosset.
   De ligger i bunden af skibet, arrangeret efter nationalitet, efternavn og CPR-nummer; endeløse rækker af Cryo-pods skubbet ind i væggene og beskyttet bag Intelliglas.
   Det er svært ikke at sammenligne synet med en bikage, men endnu sværere at forstå at de mange slumrende bevidstheder er ligeså unge som de var for næsten tre århundreder siden.

Jeg går, som jeg så ofte har gjort før, mellem disse bevidstheder og finder både selskab og ensomhed i deres knappe tilstedeværelse. Her er koldt og farveløst; gulvet under mig er en form for blankt metal, blåt af det matte lys bag glas-lugerne, og loftet så højt at det kunne være himlen. En blank himmel med regelmæssigt placerede stjerner.
   Jeg er i Europa-sektionen og nærmer mig en tilfældig luge. Intelliglasset opfanger min kropsvarme og viser straks navn, land, CPR-nummer og, under alt det, den nedfrosne persons livstegn. Plättner, Moritz. Tyskland. Glasset spørger derefter om personen skal vækkes, men ville kræve en kode hvis jeg svarede ja.
   For omkring hundrede år siden forsøgte jeg at gætte en af koderne. Jeg sad og trykkede forgæves indtil en robot kom rullende og bad mig om at stoppe, tilbød et lift tilbage til skibets living quarters og argumenterede, at det ville tage mig en halv dag at komme hjem på gåben.
   Måske ses vi når rejsen er slut, Moritz Plättner fra Tyskland, tænker jeg, men det er selvbedrageri; om et årti eller to har jeg glemt hans navn igen.

"Har du overhovedet lyst til at leve for evigt?" spørger 3-19. Nej, han er ikke 3-19 længere, nu er han 3-27. De otte år synes presset sammen til et halvt når jeg tænker tilbage. Vi slentrer gennem Columbus' kæmpe regnskov, der forsyner hele skibet med ilt, frugter og urter, og her dufter af Jorden. "For evigt er meget lang tid," svarer jeg.
   Den unge mands utålmodighed viser sig straks i et enkelt tilbageholdt åndedræt, men han er overbevist om at jeg ikke lagde mærke til noget. Jeg lader som om han har ret. "Men," siger han så. "Har du?"
   "Lyst til at leve for evigt?"
   "Ja."
   Jeg lytter efter skovens stemme, men her er hverken fugle eller insekter eller tilfældige vindpust. En lille robot ruller tværs over stien foran os og forsvinder ind i buskadset igen. "I hvert fald længe nok til at se rigtig natur en sidste gang."
   3-27 trækker opgivende på skuldrene; han forstår ikke forskellen mellem denne iltfabrik og Jordens vilde regnskove. Vi går lidt i stilhed. Somme tider møder vi SmartCarts der bremser op for at tilbyde et lift, men vi takker nej hver gang.
   "Vi er ikke skabt til at leve for evigt, er vi?" 3-27 stopper hænderne i lommerne på sin jumpsuit.
   "Det tror jeg ikke," svarer jeg. "Tre hundrede år føles allerede som lang tid."
   Drengen skæver ned til mig; han er lidt over to meter høj og hans ene pupil skinner metallisk på grund af et nyt implantat. Dækker han sit andet øje til kan han zoome som et kamera.

Normalt kan jeg ikke lide spejle. Jeg kan ikke lide at se på et hårløst, tre hundrede år gammelt pattedyr med laboratoriehjerte og glat hud og vide at det er mig.
   Jeg kan ikke lide at tænke på min mor, der var mørk med krusede lokker, eller min far med sølvhår og rynker og et tandløst smil.
   Jeg kan ikke lide at blive mindet om at jeg ikke længere er et rigtigt menneske, men en underlig plastic-ting der kan leve for evigt hvis den vil, men ikke uden at blive syg i det stadig alt for primitive sind.
   Jeg kan ikke lide at lede efter min søns ansigtstræk i mine egne, for så at huske at jeg glemte dem for længe, længe siden.
   Jeg hader at skimte den lille pige, jeg engang var, og de minder, der følger med.
   Minder om venner jeg engang elskede, men hvis navne er gået tabt.
   Minder om min første kærlighed, mit første kys; spændende og forbudt i barnets verden.

Har jeg lyst til at leve?