Jeg vandrede alene gennem den døde by om aftenen, forbi endeløse rækker af sære højhuse hvis spir skrabede himlen og gennemborede skyerne.
   De mange motorveje var bygget højt på tykke stolper, hævet over en jord kvalt af slyngplanter såvel som smuldrende ruiner.
   Jeg kunne gå hen til kanten af vejen, læne mig frem og kigge ned i alt det grønne, hvilket jeg gjorde ofte, specielt når luften blev for tom; en hjerneløs form for liv er trods alt stadig liv.
   Det blev nat, men ikke mørkt. Verden var fyldt til bristepunktet med stjerner, der hældte deres kolde lys ned mod mig, og det var smukt og de sang om enden på Universet.
   Sangen hang ved, da jeg vågnede. Den rungede lige bag ørerne og kildede mit baghoved.
   Den døde by rejste sig når jeg lukkede øjnene, men ville ikke lade mig komme tilbage.
   Efterhånden som jeg kom mere og mere til mig selv, svandt højhusene ind til utydelige skikkelser; grå bjerge med tusind mørklagte glasplader.
   Så stod jeg op.
   Ved daggry fandt jeg en stige og kravlede ned til det tætte buskads under motorvejene, for det føltes forkert at befinde sig deroppe helt alene, omringet af farveløst beton.
   Slyngplanterne nåede mig først med deres udstrakte arme og krammede mig hele vejen til jorden, der var meget længere nede, end jeg havde regnet med.
   Alt var nu smaragdgrønt og dunkelt; en evig, paradisduftende skumring. Her var ingen stier, kun tykke rødder at træde på, og hængende lianer at holde i.
   Jeg tænkte på, om der mon boede mennesker hernede; om de mon var flygtet tilbage til der hvor vores forfædre engang lærte at gå oprejst. Vi er trods alt ikke skabt til beton og cement.
   Jeg nåede en flod. Den var bred og brusende, dens strøm rolig, men den gjorde mig utryg. Jeg var bange for at falde i og drukne. Men jeg var nødt til at krydse den.
   Mit voldsomt bankende hjerte vækkede mig. Udenfor var det endnu nat, og drømmens tunge panik sværmede i form af adrenalin rundt i min krop.
   Jeg var taknemmelig for at have vågnet, da jeg gjorde. Tænk, hvis jeg havde været nødt til at gå ud i den væmmelige flod.
   Jeg stod op.
   Buskadset var ikke så tæt længere; måske var jeg tæt på udkanten af byen. Glæde og spænding tog min hånd og ledte mig frem gennem forfædrenes krybbe, hvor planterne modtog mig som en gammel ven og roste mig for vores succes. "Hvad mener I?" spurgte jeg. "Vi ødelagde jo det hele."
   Men ingen lyttede, og jeg var helt alene.
   Jeg landede på kanten af et urhav. Vandet var grønt og tykt af primitivt liv, men jeg elskede det som man elsker sin mor.
   Denne gang tog det lang tid at vågne ordentligt. Jeg ville ikke væk fra havet; jeg havde jo fundet mit eneste rigtige hjem, og det føltes så forkert at ligge under gåsefjer og over metal bøjet til fjedre.
   En overvældende følelse af ensomhed kom rullende.
   Jeg stod op.
   Fisken med de fire ben stod og kiggede på mig.
   "Vi ødelagde det hele," fortalte jeg den. "Alt hvad I arbejdede for, vi ødelagde det."
   Man giver ikke børn en have og forventer at de kan varetage den.
   "Vi var ikke klar," sagde jeg.
   Det kunne have sket på tusind måder.
   "Det skete på den forkerte måde."
   Ingen havde noget valg.
   Urhavet svulmede og bølgede og omsluttede mig. Små, spæde organismer kyssede min hud og smagte mit potentiale, og de sang som stjernerne havde gjort det.
   Jeg brød mig ikke om havbunden, for man kunne knap se en hånd for sig, og sandbankerne syntes så ujævne. I det mindste duftede her ganske nyt.
   Jeg er der næsten.
   Så jeg stod op.
   Himlen var fyldt med stjerner. De kaldte og kaldte.
   "Vi kan ikke. Vi har slået os selv ihjel," råbte jeg til dem.
   De græd med mig, og de græd for os. Mellem dem hvirvlede en milliard galakser, hver og én sprudlende af liv, med lysende arme i evig dans om deres sorte huller.
   Ikke evig, sagde de til mig. En dag skal vi alle dø.
   Og jeg vågnede.