Drømmene flyver forbi mit vindue
som skyer der fordamper, forsvinder i solens skarpe lys
brænder håbet bort som dråberne
der aldrig når at falde
Men enkelte håb når at samle sig, om et enkelt støvkorn
samle sig til en hel dråbe, der er tung nok til at falde,
falde til jorden, for at give liv, få drømmene til at spire
grønne og saftige
Men ak, vejen ned fra den salige himmel er lang, endog farlig
Dråberne rammer et tag, bliver splintret, spaltet til tåge
tilintetgjort er håbet
Andre glimtende dråber, lander på en kind
Som tårer af guld, der triller ned, og bliver tørret bort
Den som hører mine bønner
Gør mig til gartner for de spirende drømme
Lad mig passe og pleje dem, gøde dem med håb
Vande dem med kærlighed
Lad mig vente med tålmodighed på at de blomstrer
Gror sig større og stærkere, til de selv kan overleve
Lad mig frydes, når rødderne borer sig dybt ned i min sjæl
Ned til sindets grundvold
Jeg vil skærme dem mod uvejrets komme
Mod torden og lynild og hadets ætsende øjne
Jeg vil holde fast når jordskælvet ryster min tro
Når vulkanen vil smelte min vilje
Drømmende flyver forbi mit vindue
Lad mit hjerte være drømmefangeren