Narbonne, hovedstrøget, Forum

Frederik ilede ned ad det eksklusive hovedstrøg så hurtigt han kunne, siksakkede mellem rige handlende og var ved at falde over et par små hunde iklædt modetøj. Politiet var ikke langt bagefter; han kunne høre deres tunge fodtrin og raslende håndjern. Længere fremme var der en smal gyde mellem to af bygningerne. Han så sig over skulderen, politiet var ved at indhente ham. Deres hvide hatte hoppede op og ned over de andres hoveder og var let genkendelige i gadebelysningen. Med gispende åndedrag sprang Frederik til højre og ind i gydens mørke, lukkede lågen efter sig og slog slåen til side. I samme sekund kunne han høre forfølgerne løbe forbi; deres tunge fodtrin og den metalliske raslen afslørede dem. For en sikkerheds skyld blev han i gyden, i det tilfælde at betjentene vendte om. Adrenalinen pumpede i Frederiks årer, og han havde svært ved at stå stille, men han tvang sig selv til at blive stående. For at henlede tankerne på noget andet, fremdrog han tyvegodset, gemt i sine underbukser. Det var den største diamant han nogensinde havde set, grøn og fejlfri. Kæden var af titanium, ciseleret med guldtråd. Han kunne stadigvæk ikke tro sit eget held. Men ekspedienten i juvelerforretningen havde stolet på ham og ladet ham holde det uvurderlige smykke. Utroligt hvor meget tillid et simpelt jakkesæt kunne skabe hos folk.
   I lang tid stod han og beundrede det kostelige rov, men blev revet ud af sine tanker, da luftalarmen pludselig begyndte at hyle over ham. Et kor af stemmer, skrig og bekymrede råb rejste sig fra hovedstrøget på den anden side af døren. Sirener fra patruljebiler kunne også høres. Frederik proppede diamantkæden tilbage i underbukserne, slog slåen fra og lindede døren på klem. Et menneskehav af forvildede handlende løb rundt på hovedstrøget i en kaotisk masse for at komme i sikkerhed.
   Måske har der været et nyt, kemisk terrorangreb? tænkte Frederik bekymret og trådte ud af gemmestedet. Han vidste ikke så meget om angrebet, for han havde kun set et lille glimt af nyhedskanalens direkte transmission fra lufthavnen i juvelerforretningen, hvor det blev fremvist på en storskærm. Ekspedienten var uopmærksom, fordi hun havde en bekendt der arbejdede i terminalbygningen, og Frederik havde udnyttet en unik mulighed til at stikke af med den diamant han netop havde fået udleveret til fremvisning.
   Mens han stod og spekulerede over hvorfor luftalarmen hylede, så han de to betjente løbe imod ham med fremtrukne pistoler. Han rakte hænderne i vejret, velvidende at han ikke kunne nå at slippe væk denne gang. Men ordensmagten løb direkte forbi ham, tilsyneladende uden at ænse hans tilstedeværelse. Hvad er vigtigere for politiet, end at fange en tyv? tænkte Frederik med stigende bekymring og trådte længere ud i menneskemylderet. Han havde knap nok tænkt tanken til ende, da strømmen forsvandt og mørket lagde sig på den hektiske gade. Skrigene tog til, idet luftalarmens advarselssignal døde ud. Han lagde mærke til, at de som talte i mobilentelefoner, så ud til at blive afbrudt. Frederik tog sin egen, ridsede mobiltelefon frem af venstre bukselomme, men heller ikke han havde noget signal. Besynderligt! Hovedstaden havde ellers et af verdens bedste netværk.
   En fedladen kvinde stormede ind i Frederik, og væltede ham omkuld. Han tabte mobilen og så den blive trampet i stykker af de mange fødder, der løb forbi. Kvinden undskyldte ikke sin uforsigtighed, og fortsatte ud i det tiltagende kaos.
   "Hvad er der sket?" råbte han ud i luften. Men ingen svarede. Han kunne se frygten i folks ansigter, mens de susede forbi. Alle var på vej i sikkerhed. Frederik fornemmede også at angsten begyndte at påvirke ham, skønt han ikke let lod sig skræmme. Gad vide, hvor omfattende strømafbrydelsen er? Tænkte han for sig selv og løb ned ad strøget. Han holdt sig hele tiden langs murene af de dyre butikker, hvor det var nemmest at komme til, og inden længe nåede han frem til den brede paradeallé, der ledte op til kejserpaladset ved havnefronten. Det enorme palads var mørklagt, og en hær af politibiler havde dannet en mur langs paladsområdet; deres blå og hvide blink var det eneste lys i den stjerneløse nat. Det så ud til, at hele hovedstaden var mørklagt.
   Biler susede frem og tilbage i rasende fart på paradealléen, men inden længe stødte de første køretøjer sammen i højlydte brag ved lysreguleringerne. Gule søjler af ild steg mod himlen og luftalarmens hylen blev erstattet af tudende bilhorn. Trafikken gik i stå og folk fra de omkringliggende gader fyldte vejnettet. Brand- og politibiler blev lukket inde i den massive trafikprop.
   Et øredøvende skrald bag ham fik Frederik til at vende sig omkring. Tyvebander var allerede i gang med at plyndre de eksklusive butikker, fordi alarmerne var sat ud af drift. I disse få, kostbare minutter, var der ingen lov og orden. Et øjeblik vurderede Frederik situationen. Det rigtige ville være at søge sikkerhed i de omkringliggende bunkers, ligesom alle de fleste andre gjorde. Men det forbedrede ikke hans økonomiske situation. Dette var chancen til at berige sig selv, og hvis ikke han ragede til sig nu, gjorde en anden det. Han kradsede sig på halsen, noget han altid gjorde, når tvivlen nagede ham. Mens han stod og tænkte, blev han opmærksom på følelsen af det kolde titanium og diamantens skarpe kanter mod sit lem. Visheden om hvad han allerede havde fået og hvad der ventede, hvis han greb lejligheden, gjorde ham grådig. Det er nu eller aldrig! sagde han til sig selv og satte i løb, mod strømmen af mennesker.