Narbonne SV

Det var Tiro's første dag på patrulje som nyuddannet politibetjent. Men intet kunne have forberedt ham på denne ilddåb. Heldigvis var han sammen med Georg, en gammel betjent nær pensionsalderen. Den skæggede mand havde oplevet et og andet i sin lange karriere, og Tiro priste sig lykkelige over at være i hans selskab netop nu, hvor helvede var brudt løs.
   Georg trådte på bremsen og slukkede for sirenen. Luftsirenen brølede videre og skar i ørerne. Trafikken mod sygehuset var gået helt i stå. Længere fremme, i et kryds, var der sket et harmonikasammenstød og et masseslagsmål var brudt ud. "Hertil og ikke længere." Han slukkede for motoren og så ud af ruden med et anstrengt udtryk. "Vi er nødt til at løbe resten af vejen til rigshospitalet."
   Tiro forsøgte at bevare sit stenansigt, en udtryksløs maske, han havde lært i ghettoen, dengang han tog stoffer og færdedes i de hårde miljøer. "Hvad med dem derude?" Han nikkede mod hoben af slagsbrødre længere fremme i krydset.
   Den gamle lavede en irriteret bevægelse med hovedet. "Vores ordre fra centralen var, at vi skulle rykke ud til rigshospitalet og undersøge et overfald." Georg så på ham, og han kunne se, at den ældre betjent ikke var i humør til at til at diskutere beslutningen. "Er du klar?"
   Lyden af knyttede næver, der slog mod hud, fik det til a gibbe i ham. Det rigtige ville være at standse masseslagsmålet inden det spredte sig, men en ordre var en ordre og skulle adlydes. Noget der havde taget lang tid at lære for en gadedreng.
   Tiro trak frisk luft ned i lungerne, og lagde den venstre hånd på pistolhylstret i bæltet. "Javel." Han åbnede døren samtidig med Georg, og de begyndte at løbe mod krydset. Klyngen af kæmpende mennesker tiltrak flere slagsbrødre fra sidegaderne, og Tiro måtte mønstre alt sin selvkontrol for ikke at kaste sig ind i kampen. Et frygteligt kvindeskrig et sted i massen af fægtende lemmer, fik Tiro stil at standse op og se sig omkring, men Georg rev fat i hans uniformskrave og førte ham ud af krydset.
   "Andre må tage sig af det," pustede Georg udmattet og gav ham et slag over nakken. "Vi standser ikke før vi er nået frem til Rigshospitalet. Jeg vil ikke gentage mig selv endnu engang." Bag dem kunne de høre kvindeskriget ændre sig til et råb om hjælp, hvorefter det blev kvalt.
   De to betjente fortsatte ned ad hovedvejen og passerede flere butikker, hvor grupper af hærgende bander løb ud med favnene fulde af tyvegods. Flere steder var der udbrudt brand i de nederste etager, og en askegrå tåge fyldte luften. En tænderskærende vrede fik Tiro til at vrænge ansigt. Hvordan kunne et simpelt terrorangreb skabe så megen ravage? Hvad var det som skete? Hvem sørgede for ro og orden? Hvor var politikerne, når der var brug for dem?
   Lidt senere dukkede Rigshospitalet frem bag et sving og nybyggede højhuse. Det tredive etager høje centralkompleks var den eneste bygning i området, hvor lyset stadig brændte, takket være en nødgenerator. Den slanke bygning lyste op som et fyrtårn i mørket, og det så ud til at tilføre Georg fornyet energi det sidste stykke, for det lykkedes ham at øge farten.
   En ranglet vagtmand, kun bevæbnet med en strømpistol, tog imod dem ved indgangen. "Hvem er I?"
   Det var et dumt spørgsmål, tænkte Tiro, manden kunne vel se deres uniformer og hatte?
   "Der er blevet indrapporteret et overfald," snappede den gamle forpustet, fremviste sit skilt og lænede sig forover et par sekunder for at få vejret tilbage.
   Den ranglede vagt så betuttet på dem. "Overfaldsalarmen er gået. Der er noget galt i karantæneafdelingen."
   Georgs stemme knækkede over af anstrengelse, da han spurgte: "Hvor er din overordnede?"
   "I karantæneafdelingen på femte etage, hvor ofrene fra lufthavnen bliver holdt under observation. Vagtmesteren gik op for at tilbageholde overfaldsmanden, og vi har ikke hørt fra ham siden, eller nogen andre i afdelingen for den sags skyld. Han tog hele vagtkorpset med sig, undtagen mig, jeg blev sendt ud for at modtage jer."
   Georg rettede ryggen og tog sig til siden. "Vis os vej, så skal vi nok tage over herfra."
   Tiro fulgte bagefter vagten og Georg. Stemningen i hospitalets foyer var underlig anspændt. Ansatte i hvide kitler stod fordybet i alvorlige samtaler. Det var en dæmpet, alvorstung summen af dystre stemmer. Tiro kunne ikke høre hvad de talte om, og han mærkede en indre uro røre i sig. Knuden i maven mindede ham om dengang han havde lavet sit første indbrud i en butik som sekstenårig. Dengang havde han haft en forudanelse om, at det ville gå galt. Og det gjorde det. Han kom til at udløse apotekets alarm og var blevet blændet af en gaskanon, så han ikke kunne finde udvejen. Bagefter røg han i ungdomsfængslet til han blev atten år. Nu var han femogtyve, og dette var hans første rigtige opgave som betjent. Hvem skulle have troet, at han nogensinde fik en uddannelse? Så sandelig ikke hans forældre, der sikkert lå i en hashrus et eller andet sted i slummen. Han var stolt af det blanke politiskilt på sin venstre brystlomme. Ingen havde nogensinde haft forhåbninger til ham, undtagen Georg. Hvis ikke Georg havde besøgt ham i ungdomsfængslet og taget ham i fosterpleje, var han sikkert endt på en skiden madras ved siden af sine forældre.
   Vagten førte dem hen til en seperat elevator, og indførte en nøgle i kontrolpanelet. Døren gik op med et ring. "Den vil føre jer direkte op til karantæneafdeling." Den ranglede mand flakkede undvigende med øjnene. "Jeg kan ikke følge med jer derop, nogen skal holde vagt ved indgangen."
   Det var ikke den egentlige grund, kunne Tiro se. Efter et langt liv på gaden, havde han lært hvordan man aflæste folks tanker og udtryk. Han gættede på, at manden var bange og ikke turde gå med resten af vejen. Kryster!
   Georg trak på skulderen uden at kommentere det, og gik ind i elevatoren sammen med Tiro. Inden døren lukkede i, nåede vagten at komme med en vigtig indskydelse: "Husk at trække i de hvide kitler og ansigtsmasker, som hænger ved slusen."