"Jeg er simpelthen så glad for Jørgen," kvidrede hun, mens hendes veninde smilte overbærende til hende.
   "Laila, pas nu på. Det er trods alt kun to år siden Torben døde."
   "Ja, og jeg savner ham hver dag. Men mit liv kan altså ikke gå i stå. Jeg er 45 år og har mødt en fantastisk mand. Han er ikke Torben, og Torben bliver ikke glemt. Men jeg kan ikke bruge resten af mit liv på at sørge." Laila fik sagt det lidt hårdere end det var ment, men hun var simpelthen så træt af formaningerne - velmenene eller ej. Hun forstod ikke, hvorfor hendes venner ikke bare kunne glæde sig på hendes vegne og havde slet ikke lyst til at sidde på cafeen med Jane mere.
   "Det er da ikke sådan ment, Laila. Jeg har bare ikke lyst til at se dig blive såret. Måske går det her en anelse for stærkt og..."
   Laila rejste sig hurtigt op og satte begge hænder på bordpladen.
   "Så vil det da glæde dig at høre, at jeg skal møde hans familie i aften!" Laila trak frakken tæt omkring sig og trådte ud i regnvejret. Hun gik med vrede skridt hjem mod hendes lille, gule hus i udkanten af byen. Hvad bildte Jane sig dog ind at betvivle hendes dømmekraft? Laila havde selvfølgelig hørt om de forhold, hvor den ene blev totalt blind overfor den andens fejl, men sådan var det slet ikke her. Hun kendte Jørgen på godt og ondt. Hun vidste godt, at han var lidt for eftergivende overfor hans eks-kone, konfliktsky måske endda, hun vidste godt, at han ikke var den mest huslige og sjældent hjalp til og hun vidste godt, at hans lejlighed var fyldt med alt muligt ragelse, fordi han samlede og sjældent smed noget ud.
   Men hun vidste også, at han var intelligent, omsorgsfuld og fuld af kærlighed til sine nærmeste. Tre kvaliteter, som hun personligt satte stor pris på! Hun så ham for den han var og selvom han ikke var hendes livs kærlighed, var han et rigtig fint menneske. Og det var det hun havde brug for lige nu. Et menneske, hvis selskab hun kunne nyde og som hun kunne foretage sig ting sammen med. Hun havde ingen forventning om en stormende forelskelse - det var hun vist blevet for gammel til - men et trygt, godt forhold med gensidig respekt for hinanden, hvor hun kunne være sig selv og have noget at se frem til gjorde hende godt. Og det skulle hendes veninder ikke forsøge at tage fra hende!

Hendes vrede skridt havde bragt hende hjem hurtigere end hun havde regnet med og hun mærkede en stribe sved løbe fra nakken ned langs rygraden. Regnen var stoppet og solen kiggede forsigtigt ud bagved et par mørke skyer. Hun tog sig et øjeblik til at kigge ned i hendes skønne have. Det var som om alt spirede på ny efter det kraftige regnskyl. Hun smilte for sig selv og gik ind for at blive klar til aftens middag.
   Hun kunne godt mærke sommerfuglene begynde at spire. Det var vigtigt for hende, at hans børn kunne lide hende. Hun håbede, at de ville komme til at tilbringe en del tid sammen. Selvfølgelig havde de stadig deres egen mor og den plads ville hun aldrig forsøge at erstatte. Hun ville ikke engang blive deres stedmor, for de var voksne alle tre. Hvordan var det nu? Der var den ældste datter på 25, Trine. Så Mads på 22 og Kristine på 19. Hun havde kun set et billede af Trine, så hun var meget spændt på at se de to andre.

Laila ankom præcis til tiden, og alligevel kom hun fem minutter for sent. Hun havde stået for toppen af trappen og havde forsøgt at overbevise sig selv om, at hun skulle gå ind. Sommerfuglene i maven havde vokset sig store og mægtige og de mente bestemt, at hun skulle vende om og tage hjem til hendes egen hyggelige stue, hvor hun ikke skulle bedømmes som et stykke kvæg. I næste åndedrag skændte hun på sig selv for at opføre sig som sådan en tåbelig teenager. Hun tog et skridt hen mod døren, da den gik op i det samme.
   "Hej Jørgen!" Hun kunne godt selv høre, at hendes stemme var lidt skinger og rømmede sig. Jørgen tog hendes hånd, hviskede at det nok skulle gå og fik et taknemmeligt smil til tak. De gik sammen ned langs den lange entre, der førte ned til stuen og Laila nåede kun lige at træde ind i stuen, da hun opdagede ham. Hun mærkede alt farve forsvinde fra hendes ansigt og måtte støtte sig til dørkarmen. Hun var ét stort virvar af følelser og kunne slet ikke skelne dem fra hinanden. Vrede, sorg og smerte hvirvlede rundt inde i hende i en stor pærevælling. De fyldte hende op, så hun næsten ikke kunne få vejret. Hun havde forestillet sig mange forfærdelige ting, der kunne ske på denne aften, men det her havde hun aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig. Hun kiggede ham lige i øjnene og kunne se, at han også havde genkendt hende.
   "Jørgen, jeg kan ikke det her."
   Med de ord styrtede hun ud af døren og forsøgte at lade være med at lade sig mærke af hans bedrøvende, undrende øjne.