Jeg sad længe på den stenbelagte trappe i mit italienske paradis og kiggede ud over vandet. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde lavet utallige lister med fordele og ulemper ved hvert valg, men det førte overhovedet ikke til en afklaring. Valget stod mellem at gå hjem til den mand jeg elsker og leve det liv, som jeg altid havde stræbt efter. Det trygge, forudsigelige liv med kortspil hver tirsdag og sex hver fredag presset ind mellem madpakker, lege-aftaler og forældremøder. Mit liv var pragtfuldt, jeg forgudede mine børn og holdt uendeligt meget af min mand.
   Men samtidig var der også noget, der trak. En næsten konstant lyst til forandring. Til noget mere og noget andet. Noget vovet og uforudsigeligt. Noget forbudt, som bragte spænding og passion ind i mit liv. Noget, som fik mig til at føle mig vågen, levende. Begæret.
   Den længsel blev først vækket, da jeg mødte Simon.
   Han var kommet ind i mit liv ganske kort tid før vi rejste af sted. Han var virksomhedens nyeste ansatte og havde vakt en del opsigt med hans lyse hår og de smukke, knaldblå øjne. Han havde fået mange kvinder til at vende hovedet efter ham på gangen. Derfor var det endnu mere uvirkeligt, at han havde valgt mig. Han kunne have fået enhver kvinde på kontoret. Jeg var langt fra den kønneste og heller ikke den mest oplagte. Jeg var bare en kedelig husmor med rande under øjnene og uglet hår. Det var mange år siden jeg var holdt op med at gøre mere ud af mig selv end en børste gennem håret og lidt mascara på øjenvipperne. Hvorfor skulle jeg? Jesper bemærkede det jo ikke længere. Hvis jeg bare sørgede for middagsmaden og for at lægge krop til fredag aften, var hans lykke gjort.
   I det samme mærkede jeg et stik af dårlig samvittighed. Det var jo ikke helt rigtigt. Jesper var en kærlig og omsorgsfuld mand, som gerne ville gøre mig glad. Og når det gik galt, var det ligeså meget min skyld, fordi jeg ikke gjorde mere.
   Der skal to til tango - og når den ene kommer ud af rytme, følger den anden med.
   Så kunne det godt være, at jeg ikke lå og snakkede med Jesper hele natten og at romantikken var gledet lidt i baggrunden efter vi fik børnene, men vi havde trods alt tolv gode år sammen. Var jeg villig til at smide det væk for en sommerflirt?
   Hvis det altså var hvad det var. En flirt. Kunne jeg være sikker på, at der ikke var grundlag for mere? Simon var kun fem yngre end mig, så alderen betød ikke så meget. Men var han klar til at binde sig? Og hvis nej, var jeg så interesseret i at være elskerinde og være til rådighed midlertidigt? Ville jeg smide mit liv på gulvet for noget så usikkert?
   Jeg vidste, hvad jeg havde, men ikke hvad jeg ville få. Og det helt store spørgsmål var, om græsset virkelig var grønnere på den anden side? Kunne græsset ikke blive ligeså grønt på min side af hegnet, hvis jeg bare huskede at vande det?
   Tankerne kværnede rundt i mit hoved og gjorde mig bare endnu mere forvirret. Jeg besluttede mig for at gå en tur ned til stranden og lade det ligge lidt, da min 4-årige søn trådte ud på trappen og kaldte på mig med sin spinkle, let forsovede barnestemme. Jesper stod bag ham.
   "Ja, han ville altså kun have hans mor." Han smilede det smil, som altid gjorde mig blød i knæene, da jeg var yngre, men som nu kun var et fjernt minde og jeg kiggede på dem, som de stod der og tog endelig en beslutning.
   Jeg hev mobiltelefonen op af lommen og trodsede alle vores regler om ikke at sende sms-beskeder til Danmark.
   "Simon, vi er nødt til at tale sammen."