Det er anden gang, at Amalie og Morten er på audiologisk afdeling med deres lille Maria. Maria er deres første barn, og hun er kun 3 måneder gammel. Hun gik ikke i gennem den neonatale hørescreening, heller ikke re-screeningen og heller ikke den første audiologiske undersøgelse kaldet hjerneaudiometri. Så nu skal Maria have lavet den igen, og de gruer for resultatet.
   Maria pludrer glad i liften. Hun skal sove under undersøgelsen, og de har holdt hende vågen hele morgenen. Nu ligger hun med kæmpe glimtende øjne og virker overstimuleret. Gid de kunne slippe for undersøgelsen, men de tør ikke sige nej. Tænk hvis Maria er døv, og de bare lader stå til, fordi de syntes, undersøgelsen er belastende.
   Amalie tager Maria op og vugger hende blidt. Maria kigger på hende med store blå øjne og ligner ikke en, der har tænkt sig at sove. Maria ser så perfekt ud. Hvorfor skulle hun ikke kunne høre, tænker Amalie og kigger forelsket på den lille Maria. Det virker så meningsløst, men testene siger noget andet. Igen og igen har de fået at vide, at selv døve børn pludrer i starten. Maria siger nogle lyde, Amalie ikke kan tolke, men de virker ikke trætte eller som kommende fra en døv.
   Endelig bliver de kaldt ind til lægen. Morten løsriver sig fra sin kalender, som minder ham om hvor bag ud han af at være her i stedet for på arbejde. Amalie havde insisteret på, at han skulle med. Hun havde givet ham et blik, der sagde, at han var dødsens, hvis ikke han tog med. Lægen kiggede Maria i ørerne og sender dem videres hen til damen, som skal lave undersøgelsen. Både lægen og damen er venlige men hele situationen er trykkende både for Amalie og Morten. De havde regnet med, de skulle nyde deres første barn alene og ikke rande på Hospitalet i tide og utide. De 14 dage Morten havde barsel var blevet brugt på undersøgelser og utryghed om hvorvidt at Maria var normal.
   Maria får elektroder på, det ødelægger hendes perfekte ydre. Amalie holde en tåre tilbage, mens hun tysser på Maria. Morten ser på hende, og de tænker samme tanke, mens deres øjne møder hinanden. Så nu skal de bare have Maria til at sove. Damen smiler og sender dem ud på trilletur med Maria. Hun virker overfrisk og smilende i modsætning til den tryggende stemning der er mellem Morten og Amalie. Maria ligger i liften med store øjne og alt på hende dirrer. Hendes ben og arme kører rundt. Godt de huskede at tage barnevognen med. Det ville have været umuligt at få hende til at sove uden vognen. Morten og Amalie begiver sig op og ned af hospitaltsgangene med barnevognen. Det var ikke den slags ture, Amalie havde drømt om at køre, da hun gik med Maria i maven.
   Heldigvis falder Maria i søvn. Deres anstrengelser med at holde hende vågen havde virket. Målingen går i gang men selvfølgelig vågner Maria, inden den er færdig. Hun bliver ammet, skiftet og trillet igen. Både Amalie og Morten er anspændte, de vil bare gerne hjem og glæde sig over deres dejlige lille pige. De vil ikke være på dette triste anonyme Hospital. De drømte om at trille afsted med deres perfekte lille baby hjemme i kvarteret og møde naboerne der kiggede i vognen og roste deres smukke baby.
   Igen sover Maria og målingen går i gang igen. Det ene øre bliver målt færdigt, inden hun vågner igen. Amalie ville ønske, at de kunne sige stop nu og tage hjem igen, men hun kan ikke leve med uvisheden. Så de fortsætter og kæmper sammen om at få Maria til at sove igen. Amalie glæder sig over, at hun insisterede på at Morten skulle med.
   Endelig lige inden hospitalspersonalet ville sende dem hjem med en ny tid lykkedes målingen. Morten og Amalie ånder lettet op men frygter svaret på målingen. Damen siger ingenting, hun giver alt videre til lægen.
   De bliver kaldt ind til lægen. Lægen siger, "Vi fik ikke noget svar på højre øre og et meget dårligt svar på venstre øre. Så vi er i tvivl om Maria kan høre". Begge sagde samtidig, "Hvad betyder det?", inden lægen nåede at uddybe sin forklaring. Lægen fortsatte og fortalte, at de ville blive tilbudt at blive henvist til en anden afdeling for yderligere undersøgelser, som skulle be- eller afkrafte om Maria var døv. Hvis hun er døv er der mange muligheder for behandling informerede lægen. Lægen sluttede af med at konkludere at Maria og famiien var i gode hænder på det anden Hospital. Både Morten og Amalie sad bare og stirrede på lægen. Ordet døv kørte rundt i deres tanker. Lægen rodede ved sine papirer og lod dem synke oplysningen.
   Amalie brød tavsheden og sagde, "jeg kan ikke forestille mig, at Maria er døv, vi har ingen døve i familien". Lægen forsatte sin talestrøm og fortalte dem, at de fleste døve blev født af hørende forældre, og at det derfor var godt, at der var mulighed for cochleaimplantering. Morten kiggede intenst på lægen og spurgte, "cochleaimplant hvad for noget". Lægen forklarede omhyggeligt hvad cochlea-implant var for noget. Morten forstod at dette kunne give Maria hørelse, så hun ikke skulle lære tegnsprog og gå på en speciel skole senere.
   Amalie og Morten så stadig ikke lettede ud, alt hvad lægen sagde lammende dem bare. Deres lille perfekte pige var pludselig ikke perfekt længere. Det gjorde ondt på dem, og de var overvældede. Lægen blev bare ved med at informere dem om alt den fine teknik der fandtes til døve og hørehæmmede i dag. Begge forældre sad lukkede inde i dem selv med deres sorg over tabet af det perfekte barn, de havde ønsket sig. Ordet handicappet kørte rundt i hovedet på dem begge. Mens lægen talte begyndte tårene pludselig at trille ned af Amalies kinder. Da de først var startet, ville de ikke stoppe. De lægen så det, begyndte hun at fortælle om hvor mange børn med høretab, der klarede sig helt normalt. Hendes ord gav ingen mening for Amalie. Amalie var kun fokuseret på tabet at det perfekte barn.