William trak kluden godt op om munden. Det havde stormet hele dagen og det så ikke ud til at stoppe lige foreløbigt. Han kunne mærke sandet alle vejne. De sad ti uden det stive stof, som beskyttede dem mod det flyvende sand fra sandstormen. William havde ikke svært ved at sidde stille, og slappe mest muligt af, han var vokset op i ørkenen og sandstorme var en uundgåelig del af livet der. I ørkenen var hver dag en kamp for livet, og de som ikke ville overholde det livs regler, endte uden tvivl med at død. Sammen med William under til grove stof, sad alle der var mellem tretten og seksten år. Lige bag William sad hans to venner Samuel og Dennis.
   De var vokset op sammen og havde altid været gode venner, som så efter hinanden, når de voksende ikke havde tid. Dennis var den yngste, han var lige fyldt fjorten for to uger siden. Samuel var femten, og William selv, var den ældste med sine seksten år. En af grundene til at de stadig kunne være sammen var, at Dennis, som var høvdingens barnebarn, havde valgt Samuel og William som sine livvagter. Alle medlemmerne af Dennis' familie havde ret til at vælge mellem to og syv vagter, alt efter hvor de befandt sig i forhold til høvdingen. Samuels familie bestod af krigere, så det var naturligt, at han allerede i en alder af elleve, var i stand til at fungere som vagt. William viste ikke noget om hvem hans forældre var, og derfor havde han kæmpet for sin overlevelse, så længe han kunne huske. Det var de evner der fik ham valgt, eller nærmere godkendt, som Dennis' anden vagt. Dennis havde valgt dem, da han blev ti, så det var lidt over fire år siden nu.
   Stormen var endelig ved at løje af. De havde også siddet indeklemt i godt to dage, med intet andet end deres stormrationer at spise. Stormrationerne var en lille lædersæk med mad, som hver enkel, i hvert fald hvis de ønskede at leve, altid havde på sig. Alle havde også deres vandsæk på sig, så det var kun et problem, hvis man løb tør. Et råb blev hørt fra et sted lidt til højre for dem. Det var signalet til, at der var fri bane. William træk stoffet væk og tog en dyb indånding af den friske luft. Han strakte sig, og begyndte at råbe navnene op, på dem han skulle holde styr på op. Der var heldigvis ingen der var døde. En enkelt var meget syg, men det var også alt i hans gruppe. Stormen havde alt i alt kostet fem livet, og gjort ti syge. Det havde også været en af de slæmme storme, så William syntes, de var sluppet billigt. Alle havde fået det værste af sandet af sig. De syge fik et lift og de døde blev begravet. Det var normalt bare at begrave folk efter en storm, for det var for besværligt at tage ligene med, til et bestemt sted vær gang. De ventede kun kort tid på familie og venner der sagde farvel til de døde, inden karavanen fortsatte.

Det var en uge siden de havde været fanget i stormen, og stemningen var kun så småt begyndt at blive bedre. "Vil i ikke med ud og se hvad vi kan finde at spise?" spurgte Dennis. De var nået til deres destination i går morges og alle havde fået stillet op, og var faldet til i deres nye lejr. "Er du sikker på det er en god ide, Dennis?" Samuel sukkede ved Williams ord. "Dødbider! Du er så kedelig, at det er mere dødligt en den storm," sagde Samuel og tilføjede, "Jeg synes vi skal se at komme af sted." William forsøgte igen at tale dem fra det, men de lyttede ikke. I stedet bestemte William sig for, at hente nye stormrationer til dem alle tre, og så indhente dem bagefter. "Tre brød og ni stykker tørret kød, tak." Købmanden så op fra sit regnskab. "Ahh er det ikke William? Så de har fået dig til at købe ind for sig igen? Det skulle du altså ikke finde dig i! Tag og sig til dem, at de selv skal gøre det næste gang." William smilede til Hash, købmanden, det var en gammel joke mellem dem. Dengang, da William næsten lige havde mødt Dennis og Samuel, havde de lokket ham til at købe mad til dem alle tre, og siden den dag var William blevet ved med at købe mad til dem. Så derfor var købmanden forsat med at spørge, vær gang han kom for at købe mad, om de nu igen havde fået ham til det. "Nej, i dag kom jeg af eget initiativ." De lo sammen og fik ordet handelen. "Ha' en fortsat god dag Hash." Hash nikkede og William satte kurs mod udkanten af lejren, hvor han regnede med at Dennis og Samuel havde forladt lejren.
   Han havde gennemsøgt alle de mest sandsynlige steder, men havde endnu ikke fundet Dennis og Samuel. Det begyndte efterhånden at bekymre ham lidt, for der var ikke ret lang tid til aftensmad, og så ville familien helt sikkert finde ud af at de havde forladt lejren, og alt det ville bare give en ufattelig masse ballade. William sukkede, og skulle til at vende om, for at gå tilbage og se om han havde overset dem, da et skrig, et sted længere ude i ørkenen, fange hans opmærksomhed. Han satte kurs mod det sted, hvorfra han mente, at skriget var kommet fra. Et nyt skrig finpudsede hans retning lidt til venstre. William kom op over en temmelig stor sandbanke og der, i dalen på den anden siden, så han Samuel, der forsøgte at holde trit med en mindst to en halv, hvis ikke tre eller fire meter høj skorpion. William tænkte ikke særlig meget. Han hoppede ned på ryggen af skorpionen, og nåede lige med nød og næppe at flytte sig, før brodden på dens hale hamrede ned i dens ryg. William hoppede ned af dens ryg, før den væltede omkuld. Den var virkelig ikke særlig klog, når den sådan tog livet af sig selv. En anden dukkede op bag Dennis, der lå på sandet, og fik ham til at udstøde endnu et skrig. William slå den så hårdt han kunne i hovedet med sin stav. Han havde altid staven med sig. Heldigvis knækkede staven ikke, men selv en idiot kunne se, at det kun havde gjort skorpion endnu mere sur, end den var været før.
   "Er du blevet vandvittig!" Råbte Samuel et sted bag William. William reagerede ikke. Hele hans fokus var, på de nu tre skorpioner, der stod omkring dem. Han slog den foran ham i hovedet igen, og i det den løftede hovedet, løb William i under den, stak sin stav med påmonteret kniv op i skorpionen, og løb derefter ud for ikke at blive mast under dens vægt. Den tog et sidste par usikre skridt, mens den udstødte sit forfærdelige dødskald, før den faldt om. De to andre gav sig også til at skrige, men det var af had lige så meget som sørg. William havde allerede stillet sig mellem Dennis, Samuel og skorpionerne. Den ene svingede med sin klog og i det William undvig, hamrede den anden sin hale mod ham, som havde de lige givet bolden op til et boldt spil. William blev slynget tilbage over den sandbanke han var kommet fra.
   Han landede på benene i sandet, og brugte højdeforskellen, mellem sandbanken og skorpionens ryg, til sin fordel. Han tog tilløb og sprag ud over kanten. Han lagde al sin faldkraft bag sin stav, og gennemborede panseret på den skorpions ryg, han landede på. Den døde på stedet, men det kostede Williams stav den ene spids. William hoppede ned fra ryggen af skorpionen, og tog Samuels sværd. I løbet af en hektisk nærkamp mod den sidste skorpion, lykkedes det William at slå den ihjel, ved at udmatte og forvirre den, før han gennemborede dens hoved nedefra og op. Da han var sikker på der ikke var flere skorpioner i nærheden, sank William sammen og gjorde sit bedste, for ikke at besvime af blodmangle. For ligesom han fik givet skorpionen nogle sår slap han heller ikke selv for sår. Der var også lige det at hans sår måske nok ikke var så mange, men til gengæld var de ret dybe.
   "Du burde jo være død!" Udbrød Samuel. "Så tag lige at for de sår forbundet, i sted for at stå der og glo." Det tog næsten alle William sidste kræfter, at for det sagt. Heldigvis var det nok til, at Samuel tog sig sammen og blev alvorlig. Snart efter var alle sårene forbundne. Hvis der var nogen der kunne forbinde sår godt, så var det Samuel. Godt nok jokkede Samuel næsten altid rundt, men, når først han tog noget alvorligt, var der intet der kunne hindre ham i at gøre det rigtig godt, ja faktisk bedre end nogen anden.
   Samuel og Dennis sad på vær sin side af William. Ingen af dem sagde noget, det var ikke nødvendigt at sige noget, for de viste alle tre, hvorfor det var endt sådan. Det var ikke første gang Samuel og Dennis var kommet i problem, forbi de var gået alene, men konsekvenserne var de største nogensinde. William havde aldrig været så godt gennembanket før, og de viste alle tre, at det ikke ville gå ubemærket hen denne gang. Så man kan vel sige, at de sad og forberedte sig på den skideballe, de ville få, når de kom tilbage.

De var nået oversandbankerne, og efter den de gik på nu, ville lejren komme til syne i dalen på den anden side. Det William, Dennis og Samuel så da de kom over banken, tog vejret fra dem. De var tydeligt mindre, selv de største gik kun de kæmpende heste halvvejs op. Til gengæld var der tre gange så mange af dem. Skrig og råb, hylende babyer og små børn, telte og hest, såvel som mennesker var antændte. Først forsvandt alle følelser fra William og efterlod et tomrum, der hurtigere og hurtigere blev fyldt med had. Der gik ikke mange sekunder, før hadet havde overtaget William, og fik hans krop til at bevæge sig. Uden videre at tænke over det, løb William, forblændet af hadet til disse væsener, ind i lejren og slog alle skorpionerne på hans vej ihjel, på den ene eller anden mådes.