"Tid", tænker han,
"Tid til at tænke,
til at se,
til at reflektere."
Han vender sig om,
ser kortet, træet over sit liv.
Han ser alle forgreningerne,
valgene,
mulighederne.
Træet ligger øde hen.
Intet liv at spore så langt tilbage, han kan se.
Eksistens, ja, liv, nej.
Træet er stort.
Han står i toppen af et kæmpe egetræ,
for enden af en lang gren.
Grenen er oldgammel, vissen, uden blade, uden liv,
holdes kun i live af det lidt,
den kan suge fra de andre træer omkring sig,
træer, som har taget andre valg,
som indeholder andre veje.
Træet er døende.
Ikke i dag, ikke i morgen,
men livet er væk,
livet er trukket ud af de tomme veje, træet indeholder.
Han ser sig selv,
en voksmannequin,
blank, kunstig, livløs,
døde øjne,
stirrende tomt frem for sig.
Livet, vil han livet?
Han vender sig rundt,
ser fremad.
Vejen er sort, lukket.
Den stopper kort foran ham.
Han kan svagt skimte endnu en korsvej,
endnu et valg.
Langsomt.
Igen ser han sig selv udefra,
stadig en voksmannequin.
Reflektion.
Hvordan kan nogen elske en mannequin?
Hvem vil bruge tid, kræfter, kærlighed på at se mennesket bag mannequinen, modellen, originaltrykket, støbeformen?
Igen ser han fremad. Korsvejen er tættere på.
Vejene ud fra den er stadig sorte, stadig lukkede.
Tættere på.
Langsomt.
Han ser et blad.