Det forår Kálmán fyldte 6, ankom familien på 5 til Szengai fra Komárom, hvor uroen var taget til. Ad usle jordveje skrumplede de sig frem til bosættelsen uden for byen og fandt en plet i udkanten, hvor de kunne slå lejr.
   Kálmáns forældre gik i gang med at forankre den gamle bulede campingvogn - faderen slog støttebenene ud, mens moderen indrettede pladsen foran døren til vaske- og køkkenplads. Bedstemor tog Kálmán i hånden og Szandra på armen og gik på besøg hos de nærmeste naboer for at hilse på og spørge nyt om fælles bekendte sådan, som skik og brug bød det.
   Sommeren stod senere for Kálmán i en varmedis af glæde, leg og samvær med resten af bosættelsen. På skift lavede kvinderne mad, og på skift brød familierne op, når lyset forsvandt over bjergkammen for at samles om de fælles måltider. Mens børnene legede barfodede i store flokke, talte mændene om rygter, som kom til dem fra forskellige egne af landet om uro, afbrændinger, forfølgelser.
   Når mørket sænkede sig over beboelsesvognene, tog hans forældre ham og Szandra på armen og gik tilbage til deres.

Ved vintertide blev det sværere. For at holde varmen var de nødt til at fyre med, hvad de havde for hånden, i store tomme tønder mellem vognene. Nogle gange lugtede det godt, andre gange stod røgen sort op ad tønderne, og alle sørgede for at gå i vindsiden for ikke at få den svidende røg i øjne og hals.

I begyndelsen af februar gik det galt. En sen aften kom de kørende i ladbiler og traktorer. Uden for lejren standsede de, på ladene stod mænd, kvinder og børn, og som om romaerne ikke kunne høre, brølede de, at bosættelsen var illegal, og at dens indbyggere var uønskede på deres jorder.
   Inden de kørte igen, satte de et stort skilt: "Sigøjnere, skrub hjem til Indien!" ved indgangen til lejren.

I næste dags svage morgenlys mødtes rådets mænd. Foran skiltet besluttede de at fjerne det. Kálmáns far og med ham 3 andre blev valgt til arbejdet. Da de trak det op, eksploderede rørbomben, som var sat fast på bagsiden.

På skolen uden for Mórahalom blev Kálmán og Szandra indlogeret i samme hus. Med status af faderløse fik de tilladelse til at sove i samme seng. På værelset stod 4 køjesenge med irgrønne stolper og lyserøde tæpper over de hulede madrasser.
   Blandt kammeraterne i familiehuset var flere halte og skævøjede og tænkte ikke klart.
   Til morgen- og aftensmad samledes de 17 børn fra huset med de kvindelige assistenter. Resten af dagen var Szandra beskæftiget i skolens frokostkøkken, mens Kálmán var i sin klasse.

Skønt han ikke altid forstod kammeraterne, var Kálmán glad for klassen. Og for læreren, Karoly.
   Karoly prøvede ofte at bryde skoledagens monotoni med sang, dans og praktisk arbejde i drivhusene, som forsynede landsbyen med frugt og grønt.
   På skolens gange lyste det grønt fra de mange potteplanter. Fra glashuset var der vid udsigt over markerne til de fjerne bjerge.

Kálmán kunne mærke, at læreren interesserede sig for ham. Karoly prøvede ham ofte, gav ham ansvaret for klassens planter, bad ham løbe ærinder til skolens kontor. I sine alt for store plastiksandaler og sine slidte joggingbukser så man ham tit de særeste steder på skolens område.
   Kálmán løste altid de opgaver, man stillede ham, til alles tilfredshed.

Da han havde været der i 2 år, stod han for at rykke til de store elevers familiehuse i udkanten af landsbyen.
   På et møde blandt lærere og leder over frokostbordets slidte voksdug drøftede man hans overflytning. Ingen talte om Szandra - det var uden for al tvivl, at hun skulle blive i de små børns hus tæt på skolen.

I familiehuset lige inden for byskiltet var køjesengene udskiftet med almindelige senge, og der var kun 2 beboere i rummet. De 4 bungalows lå side om side, hver rummede 4 værelser, et fælles bad, et rum til vagten og et fælleskøkken i midten.

På væggen hængte Kálmán krøllede udklip fra gamle magasiner op. I dagens sidste lys gemte han sig under dynen og læste i de bøger, Karoly stak ham fra tid til anden.

Han drømte om livet på den anden side af hegnet og skiltet, om at starte sin egen gadeforretning med frugt og grønt.
   Karoly talte hans sag i regionens skolekommission, hvor alle afgørelser om overflytning af romabørn fra de særlige skoler for udviklingshæmmede blev afgjort.
   Da ingen af mændene i de forgyldte armstole ved det store blanke bord kendte til drengen, blev anmodningen afslået.

I en alder af 20 udfyldte Kálmán sine irgrønne plastiksandaler, og han arbejdede nu fuldtids som gartnerimedhjælper og skraldemand ved skolen. Sin seng havde han i skuret, hvor haveredskaberne stod. Med ryggen mod
   skurets splintrede træ læste han Karolys hæfter. Szandra skammede sig over ham og hilste aldrig, når hun gik til eller fra skole.

De fandt ham en vintermorgen i skuret, hængende fra loftsbjælken.