Hver morgen blev de vækket ved, at solen faldt ind gennem åbningerne i væggene på deres sammenbyltede ejendele for så at vandre over deres nattekolde kinder med sit varme kærtegn. Kvinderne var først på benene, stak i klipklapperne, foldede den sorte nederdel og den broderede bluse sirligt sammen, lagde dem på hovedet, satte plastikdunken ovenpå og gik i en tavs, morgendrukken gruppe mod vandposten - områdets eneste, der stod midt i Elendighedens Bælte, som snoede sig uden om byens murede huse. Fra alle sider strømmede kvinderne til i deres jaskede, slidte natteklæder. Med dunken fuld af førstegangsaftapningen trak de sig lidt tilbage, stillede den på skrå mod et par sten og hulede hænderne under den spinkle stråle. Så kastede de vand over deres brune runde arme, deres nøgne fødder i plastiksandalerne og deres ansigter for til sidst at føre de våde hænder over det sorte hår, fra midterskilningen og ud mod fletningerne. Mens varmen brød frem, skiftede de klædeham fra nat til dag, altid med blikket rettet mod egne ejendele, aldrig skævende til siderne.
   Tilbage i køen talte de lavmælt sammen, mens de ventede på at få fyldt dunken helt op igen. Så satte de den på hovedet oven på deres sammenfoldede natteklæder og vandrede tilbage til skurene, idet de omhyggeligt balancerede mellem deres eget lave tyngdepunkt og vanddunkens mange kilo på hovedet.
   Mens familiens ældste tog for sig af vandet, bandt kvinderne de yngste børn ind i tørklæderne og svang dem om på ryggen. Udenfor stod den tomme trækvogn med sine liner og reb, parat til at blive lastet med alt, hvad et turisthjerte kunne begære af håndværk og væverier. Med vognen pakket til bristepunktet løftede de de større børn op på toppen for at holde på varebylterne. Så forsvandt de ind mod byen med hver sin trækvogn, lastet med dagens drømme om overlevelse, mens de ældre spændte vævebælterne på og forankrede vævens anden ende i husstolperne.
   Under de sorte nederdele fødte de små nye børn uden det store ståhej. Lidt blod, lidt vand, lidt ondt, endnu en mund. Så gik de tilbage til markedspladsen fra parkeringspladsens toilet.
   Når mørket brød frem, tændte de karbidlamperne i håbet om at få dagens sidste salg, før de under den kolde stjernehimmel atter drog tilbage til Elendighedens Bælte.
   Dér stillede de trækvognen uden for skuret, løftede de sovende småbørn ud af tørklæderne, bar de øvrige bylter ind og lagde sig til rette på dem for natten.