Ind imellem
fanger jeg stilheden,
stilhedens melodi.
Uventet, uforudset
upraktisk, uhjælpeligt.
Skønheden i melodien,
stilhedens symfoni
kakafonien af ingenting
og alting i uendelighed
vælter Verden,
standser Verden.
Jeg får et klarsyn,
jeg brændende ønsker
du skal dele med mig.
Væggene bliver nøgne,
rummet udvider sig
usigelige fornemmelser
af frihed, forståelse,
sammenhæng.
Nu ved jeg,
hvordan Verden
hænger sammen,
jeg ser lyset som lyd,
jeg ser lyden som lys.
Jeg forstår det hele,
jeg ved alting,
fordi jeg intet ved.
Melodien dør ud
så uventet, som den kom,
jeg sidder alene tilbage,
i uvidenhed.