En filosofisk fortælling om Mennesket i krise

Jeg vandrer her i skyggernes dal, det er tåget
disen hænger lavt over jorden, forvildet søger jeg vejen ud
bortkommet i mit indre jeg, fortvivlet der kæmpes
alle døre er åbne i sindet - alle - Ja selv dæmonerne
render ind og ud - sanseløs bedøvet, tumler jeg rundt
hvad,hvor er vejen - fantasien- indbildte forestillinger -alt
Ja alt, blandes, sindet formørkes - klares for, atter at formørkes
Er der ingen ende på dette - jeg skriger - men intet høres
ikke en lyd - for det var sindets skrig i desperation
før sjælen bukker under og den sidste rest af fornuft forlader en
giv mig styrke - til at modstå - mig selv !
Hvor finder jeg denne styrke - kan jeg finde vejen ?
sjælens sammenbrud er nær - jeg træder SÅ forsigtigt
Forsvarsværkerne SKAL holde - til dæmonernes pres
jeg føler, at jeg svæver- kunne jeg blot svæve ud herfra

Da, så jeg vejen - thi denne, havde hele tiden været der
Men - mine egne dæmoner fastholdt mig, forblændede mig
nu sindet klares - selverkendelsens belastning er dog stor
her står jeg - mennesket- blottet - nøgen og sårbar
kun Viljen bærer mig frem - menneskets selvopholdelsesdrift

Viljen, denne fantastiske menneskelige faktor, skubber os,
driver os ubønhørligt frem - for at overleve, vedblive
Her kommer morale på prøve - egen overlevelse
kan blive andres død, således kastes man atter i dybet
hvorfra atter op man klatrer - med flossede nerver
hvad skete der, er jeg "morder" ?
Eller reddede jeg blot-mig selv

Jeg Priser denne selvopholdelsesdrift
kaster mig på knæ i ærbødighed !
FOR! - ellers ville mennesket ikke overleve !