Pressemeddelelse:
Den anonyme forfatter til de verdensberømte bøger: "Da håbet slog ihjel" og "Tåre af glas", står endelig frem, for første gang. Der er flere bøger på vej, er der en lille fugl, der har sunget om. Titler som: "Et hjertes efterklang" og "Min tid i Sverige"
Der er mange mennesker verden over, der oprigtigt er usikker på, om bøgernes skriver, er af han- eller hunkøn. Dette slør vil blive løftet fredag den 5. september 2014 kl. 17:30 (dansk tid).
Der står forfatteren nemlig frem for første gang og holder et foredrag om sig selv og hvad "denne" har måttet gå igennem i de sidste 15 år. Foredraget bliver holdt på Theatre Royal Haymarket i London, efter forfatterens eget ønske.
...
Blodet bruser voldsom i mine åre, og det svimler lidt for mig, i det jeg går ud på scenen. "Det ene ben foran det andet," mumler jeg for mig selv. Nede fra salens publikum, bliver der stille, for derefter at bryde ud i et voldsomt bifald, blandet med tilråb og piftet. Jeg stopper op og vender hovedet i den retning hvor jeg var kommet fra. Den person der stod der, var en høj tynd mand, med blå øjne, hvidt hår og skæg. Han opfordret mig lydløs til at gå vider. Det gjorde han ved hjælp af sine arme, og de lydløse ord han sagde; "Go One." Jeg sender ham et nervøs smil. Sir. Ian havde været mig en kanon støtte og nu ville jeg ikke svigte ham.
Jeg tog nogle skridt mere, før jeg stoppede op igen. Jeg sendte også et lille nervøs smil ned til mit publikum, mens jeg forsøgte at gøre et lille buk i mod dem. Jeg viste at det så lige så kejtet ud, som jeg følte at det var. Jeg lukkede mine øjne i, for derefter at tælle langsom til 10. Jeg åbnede mine øjne og så ud over mit publikum, og spekuleret for 1000 gang over, hvorfor jeg havde gjort det her? Altså sat det her i gang. Men nu stå jeg her og skal for første gang i 15 år snakke til andre. Fortælle med mine egene ord og stemme, om det der hændt for 15 år siden og grunden til, at jeg begyndte at skrive i så tidlig en alder.
Der var blevet helt stille nu. Alles øjne var rettet i mod mig. Luften omkring mig og i hele teatersalen var spændt til bristepunktet. Jeg tog et stort åndedrag og pustede det stile ud. Derefter åbnede jeg min mund og forsøgte at snakke via den hoved mikrofon jeg var udstyret med. Der kom ikke en lyd. Der lød en svag latter nede fra publikum. Jeg hostede stille, for at vinde tid og få stemmen til at funger, i mens jeg igen så nervøs over i mod Sir. Ian. Han nikkede og smilte igen opmuntrende til mig. Jeg vendte igen hovedet om i mod publikum og sagde med en svag og hæs stemme; "Ja grin I bare, men I er jo også vandt til at tale." Selvom jeg fokuseret på deres ansigter og hvem de var, så, så jeg kun vandtro og undrende i deres ansigter.
Jeg ved godt, at jeg snakker dansk foran et engelsk/amerikansk publikum, men det var ikke derfor, at de måbede. Storeskærmen bagved mig oversatte det jeg sagde. "Jeg har ikke sagt noget til nogle i 15 år, ikke før nu." Her fra hvor jeg stå, lød der hvisken, det kom nede fra salen af, som et sus i mod mig. Jeg tænkte ved mig selv; 'Der blev de godt nok overrasket, og godt for det. Det gøre det mere spændende, og det det skal det jo også være.' Jeg smilede ned til dem. "At jeg så i de sidste to år, har øvet mig i at snakke igen, tæller så ikke, for det var kun for mine egne øre. "Den gang da jeg sendte en meddelelse ud, at jeg gerne ville holde et foredrag mundtlig, blev stort set alle, rigtig forbavset. Selv min familie, og nærmeste venner, havde aldrig drømt om, at jeg ville stille mig sådan frem og slet ikke på den måde her." Jeg så forlegen ned og forsatte, "Der er nemlig en god grund til det. Det er der jo altid, ikke? Og jeg valgte det her smukke teater, i denne her by, fordi jeg simpelthen elsker London, selvom..." Jeg ser op og går i stå. Ser ud over et hav af mennesker, men ser dem ikke rigtig
Sir. Ian kommer ud til mig. Han siger noget, men jeg hører det ikke. En anden kommer med en stol, og de to hjælper mig ned og sidde i den. En flaskevand bliver presset lidt inde i min hånd. Jeg ser ned på og smiler. Jeg ser op på de to mænd, smiler stadig og siger, "Tak, det havde jeg brug for." De smiler begge to til mig. Både Sir. Ian og den anden mand bukkede og forlod scenen.
Jeg så efter dem og ønskede faktisk, at jeg kunne gå efter dem og glemme alt det her. Igen, så jeg ud over menneskehavet. "Det må I meget undskylde, men det er stadig så underlig for mig. I ved... Nej, det gør I måske ikke? Men, at stå her og snakke. Jeg ved godt, at nogle af jer er, vandt til det, men det er jeg altså ikke. Jeg har altid beundret jer, der kunne stå på sådan en scene her, eller foran et kamera. Jeg har næsten altid været menneske sky, og det er der også en rigtig god grund til. Og her kommer så min historie: