Det var en sommer for små 10 år siden.

En af disse dejlige lune sommeraftener, hvor verden bare er smukkere og folk venligere.

Jeg havde afleveret mine børn hos deres mor og nød en stille slentre tur igennem Frederiksberg tilbage mod Nørrebro.

Havde haft nogle gode dage med børnene og for en gangs skyld var afleveringen forløbet smertefrit. Så humøret var i top.

På vejen kom jeg forbi en af de små bodegaer der stadig dengang kunne findes i sidegaderne i det ellers nu så mondæne Frederiksberg.

Ude foran den omtalte bodega, der ihærdigt omend ikke særligt effektfuldt forsøgte at bevare en vis form for klasse, havde man, formodentlig af selv samme årsag stillet 2 enorme lerkrukker. Oprindeligt, forbeholdt nogle enorme planter, men nu var de vist forlængst bukket under for mest trængende gæsters efterladenskaber.

Denne aften var det dog hverken rester af planter, cigaretskod eller urin der var at finde, ihvertilfælde i den ene af lerkrukkerne (om den anden skal jeg ikke kunne udtale mig , stiftede aldrig bekendtskab med den, den aften og har aldrig siden haft fornøjelsen).

Derimod sad der en cirka tresårig dame klemt fast nede i den med røven bar.

Hun havde tilsyneladende fået den ide, som så mange andre før hende, at nu var krukken der og hun skulle tisse, så hvorfor ikke ????.

Desværre havde krukken vist sig at være lige et nummer for stor eller omvendt hun et nummer for lille og hun var derfor gledet i og sad nu ubehjælpelig fast.

"For helvedet" tænkte jeg - "hvorfor fanden er det altid mig der oplever den slags ting" - jeg har tilsyneladende en medfødt evne til, at rode mig ud i den slags skæve situationer.

Lynhurtigt tog jeg en cigaret frem og begyndte at tænde den med bøjet hoved imens jeg hurtigt forsøgte at skynde mig forbi.

Forbi kom jeg også og nåede lige at tage den første indånding af cigaretten, løfte hovedet op og i lettelse puste røgen op imod den smukke sommerhimmel, da en sløret men meget skinger stemme bag ved mig råbte : "unge mand, du ser stærk ud, kan du ikke lige hjælpe en lille dame i nød".

Jeg kan stadig huske hårene rejse sig fra nakken og hele vejen ned og følelsen af indædt irritation. Et kort splitsekund overvejede jeg bare at ignorere det hele og fortsætte.

Men det ville stemmen bag mig overhovedet ikke høre tale om, så den fortsatte : "Ja dig unge mand, hjælp mig lige".

Naturligvis vendte jeg mig om og tog et nærmere kig på den lille gamle dame, der sad med bar røv og sprællende ben og råbte af mig og tænkte "nå ja, har sgu da prøvet værre ting i livet end at trække gamle damer op af lerkrukker, bar røv eller ej."
Så jeg besluttede at hive hende op.

Som sagt så gjort. Og det var faktisk ikke så nemt som det lyder, da damen udover at sidde fast og have røven bar, også var hønefuld og derfor IKKE til nogensom helst hjælp. Men op kom hun og hurtigt, omend IKKE særligt elegant, fik hun da også hevet trusserne op.

Desværre var denne gymnastiske øvelse en kende for svær i hendes tilstand og resulterede i, at hun væltede direkte fremad, derefter nedad og til sidst landede, med hænderne stadig fastlåst til trussekanten oppe ved hoften, på næsen ned i fortovet.

"For helvedet" tænkte jeg atter og hjalp hende på højkant igen.

Nu troede jeg jo at jeg havde gjort en god gerning og derfor fredeligt kunne fortsætte min tur tilbage til Nørrebro.

Deri var den gamle dame åbenbart ikke enig, for hun hagede sig fast til min ene arm og med sløret stemme hviskede hun i mit øre noget der mindede om "kunne du ikke være en skat lige at følge mig hjem, jeg er vist lidt fuld og jeg tror ikke jeg kan klare den alene" ,: "jeg bor lige ovre på den anden side, det tager kun 2 minutter".

Jeg forsøgte at forklare hende at det havde jeg simpelthen IKKE tid til, ikke helt i overensstemmelse med sandheden, men det var det bedste jeg lige kunne finde på.

Forsøgte såmænd også at gå, men det resulterede bare i at hun hægtede jeg endnu mere fast og jeg kunne godt se at hvis jeg gennemførte den plan, ville jeg have en lille gammel dame slæbende efter mig langs fortovet hele vejen til Nørrebro og udover at det ikke virkede som et særligt behageligt scenarie, var jeg heller ikke sikker på at lokal politiet ude på Nørrebro ville se på det med milde øjne.

Så derfor besluttede jeg mig til at følge hende hjem.

Ganske som hun havde påstået, boede hun rent faktisk lige ovre på den anden side af gaden.

Men det forandrede dog ikke det faktum at det tog det meste af en halv time at få hende halvt tumlet halvt skubbet derover og op på 3 sal. Det lykkedes mig rent faktisk også at få fisket hendes nøgler op af hendes lomme og os låst ind i hendes lejlighed.

Husker stadig den søde blomstrede jasminagtige duft i hendes lejlighed og helvedet af porcelænfigurer. gamle sort/hvide fotos af formodentligt forlængst afdøde slægtninge, børn og børnebørn og et stort bornholmerur. Hun havde gjort min egen bedstemor ære med den indretning.

Jeg placerede damen på siden af hendes seng og gjorde mig hastigt klar til at gå, da hun sagde : "kan du ikke lige vente 2 minutter, mens jeg går på toilettet, jeg er så bange for at falde - OG så må du også gerne gå".

Hvorfor jeg også sagde ja til dette kan jeg ikke forklare, men jeg har formodentligt tænkt : "hvad pokker, nu er det overstået, lad hende nu tisse og så er det afsted".

De 2 minutter blev hurtigt til 10 minutter og jeg begyndte at blive lidt urolig. Jeg kunne godt nok høre vand løbe ude på toilettet, men ellers hørte jeg intet.

Lige inden jeg besluttede mig til, nu i meget dårligt humør, lige at checke om alt er i orden,kommer damen , med hængebryster, hængehud, åreknuder og MEGET behåret nedre regioner,splitternøgen ud fra toilettet.

Hun duftede nu af bad og parfume og havde et nyt mere muntert udtryk i øjet, mens hun sagde : "NU har jeg det MEGET bedre" hvorefter hun væltede sig ned på sengen, lagde hovedet ned i puden og bagpartiet stikkende op i luften og sagde :
"Tak for hjælpen skat, du MÅ gerne, hvis du skynder dig lidt, kan du nå det før Erling kommer hjem".

Lige der rejste jeg mig op, gik ud af døren, lukkede den efter mig, styrtede ned af trapperne som jeg aldrig har styrtet før og ude på gaden var det første jeg foretog mig at ryge en smøg, hvorefter jeg tog en Taxi direkte hjem.

Når jeg indimellem tænker tilbage på episoden, kan jeg ikke lade være med at tænke på om damen var faldet i søvn og at Erling senere var kommet hjem og fundet hende i denne charmerende stilling.

I det mindste kan det da så være at HAN har fået lidt ud af det