Har så tit været andres lille beskidte hemmelighed,
deres dårlige samvittighed.
Som et slags kreditkort oprettet i det skjulte,
man nyder glæderne af i synd
en fiktiv eksisterende, nærværende ,empatisk
drømme mager
Ufattelig de tør,
at jeg ikke er hævngerrig
ikke bliver gal
egentlig godt forstår dem
kan lide dem.
Ikke ønsker dem ondt.
Er jo mere held end forstand
fra deres side.
Med alle de hemmeligheder,
fortalt mig i mørket , i ekstase
i tillid til, at jeg holder dem
de mørke sider jeg har set
det jeg regner ud
Kunne regningen jo blive dyr
den dag de forsvinder
den dag de vågner og mister troen
på sig selv.
Vender tilbage til omgivelsernes forventninger
om rigtighed, småborgerlighed og illusionen
om dydighed, der aldrig rigtig har været der.
Den dag de tager masker på igen.
Den dag de visker det hele ud.
Selvom jeg ved de oftest visker det ud for sig selv
for at kunne se sig i spejlet på en måde,
de tror,
andre forventer af dem.
For at passe ind i fiktive drømme scenarier
om villa, Volvo og vovhund.
om en fiktiv lykke , et forventet resultat.
For at overleve.
En illusion om normalitet.
Skal jeg stadig kunne kigge mig spejlet
respektere den jeg er
derfor bliver den tillid aldrig brudt .
Men netop lige præcis derfor
undres jeg.