Gik forbi dig i dag
igen.
Du sad på bænken
skrev en sms.
Min sko snittede din
og mit åndedrag
stoppede.
Som de tre andre gange.
Men du bemærkede mig
ikke.
Jeg gik stille som jeg
havde lovet dig.
Fanget af en mail der
i sig selv var en
fælde.
Som jeg så med det samme.
Spekulerede på hvad han ville tænke
hvis han så hvad du skrev til mig om ham.
Den sidste gang vi var sammen.
Om du stadig føler dig under total kontrol.
Om du overhovedet mere ved hvem du er
og du kan kende forskel på løgne og sandhed.
Om du stadig er dig selv, har tabt dig selv
virkelig tror på det
eller du bare er blevet det billede
han maler af dig.
Jeg havde lyst til at bøje
mig.
Give dig et blødt knus
som jeg plejede.
Ville have hvisket i dit øre
"synes du, at du havde fortjent det,
synes du selv - jeg havde fortjent det"
Men jeg gjorde det ikke
jeg ved hvad du fortalte mig om
hvordan du havde det, men hvordan
du sagde du var fortabt.
At du elskede mig var ikke nok
til du ville eller kunne kæmpe imod
lade mig kæmpe.
Så jeg gik endnu engang videre
som de andre gange.
For jeg elsker dig, og jeg ønsker ikke
at såre dig.
Men følelsen af at jeg måske alligevel
svigter dig.
Hænger ved