Jeg fandt engang det ultimative billede.

Uanset hvor mange billeder jeg får tegnet eller taget i mit liv er der et billede jeg aldrig får taget , et billede der i min verden overgår alle billeder.

Det fantastiske ved netop det billede er, at selvom det ikke er dårligt, bestemt ikke, det er nærmest ret godt, så er det teknisk ikke fremragende, men det har noget, indeholder noget, som ingen andre billeder jeg før har set.

Det var et magisk billede.

Jeg fandt det engang for år tilbage i en skuffe hjemme hos mine forældre.

Det var kort tid efter min fars død. Dagen efter vi havde ført ham til graven.
Jeg var i gang med at rode en af de der skuffer igennem, som så mange mennesker har med blandede foto.
Den her skuffe var bare lidt anderledes end dem man normalt ser.

Det var billeder som min far havde taget dengang han var i start tyverne. Billeder taget af en mand der lige var startet for alvor som fotograf.
Reklamefotograf.

I blandt sort hvide billeder af utallige, for lang tid siden glemte og udgåede produkter, dukker der et billede frem af en meget ung og utrolig smuk nøgen kvinde, liggende mageligt på et tæppe, kiggende op på fotografen.

Aldrig havde jeg set et så intenst udtryk i øjnene på en kvinde før. Det brændte nærmest igennem billedet. Nær været var helt fantastisk og tog næsten pusten fra mig.

Det har helt utroligt brændende.

Jeg tog det til side og gik til min mor og spurgte hende : "Kvinden på det her billede hvem er hun ?"

Jeg kunne se hende kigge på billedet og lige der, igennem alle de tårer hun havde grædt, kunne jeg se et lille glimt af skønhed og et lille smil kom frem på hendes læber.

Hun svarede : "Jamen det er da mig. Det er det første billede din far tog af mig, dengang jeg var model for Estee Lauder. Det var den dag jeg så din far for den første gang, det var den dag jeg var klar over at DET her var manden i mit liv."
Jeg kan huske at jeg tænkte, at jeg burde være blevet ubekvem ved, at få at vide, at det var et billede af min egen mor nøgen, jeg havde været så fascineret af.

Men i stedet føltes øjeblikket så intens og billedet endnu mere smukt end nogensinde, at jeg slet ikke havde det på den måde. Tværtimod gik der en strøm igennem mig. Bevidstheden om at det her var noget helt specielt.
Det her var simpelthen et foto af det øjeblik det opstår .
Øjeblikket over alle øjeblikke.

Jeg gav min mor et knus og lagde forsigtigt billedet tilbage i bunken og opgav at gøre mere ved sorteringen.

Jeg har aldrig set det siden, har heller ikke spurgt efter det .

Men mindet om det har aldrig forladt mig. Jeg har siden hen aldrig set et billede der bare kom i nærheden af det. For mig var det det mest ultimative billede der nogensinde er taget.

Jeg kan kun håbe jeg en dag står i samme situation, at kunne tage et billede af en kvinde , lige det øjeblik det går op for hende, at jeg er mandens i hendes liv.
Det ville være det ene billede der ville kunne være større.
Men hvis dette ikke sker.

Vil jeg ,når min mor en dag forlader denne jord , finde billedet frem igen.
Ramme det ind, hænge det på væggen og jeg ville være i besiddelse af verdens smukkeste foto.

Et foto af den ægte uforfalskede kærlighed, i det sekund den opstår.

Men inden da, skal jeg lige have taget nogle billeder af en rockgruppe.

Det er nu heller ikke det værste i livet.