Da jeg var 8 år gammel blev grundstenen til en mand skabt.

Jeg husker at det var sommer.

Det var varmt.

En aften sad jeg i vores stue, min far havde følt sig lidt træt et stykke tid. Så han havde taget sig en lur på sofaen. Jeg sad på gulvet og legede med min lillebror.

Jeg kigger op og ser mine fars fødder og opdager at undersiden af dem ser meget mærkelige ud, sprækkede og blå.

Instinktivt ved jeg at tingene ikke er som de skal være og vækker ham.

To dage efter sidder jeg med min far hos lægen.

Lægen fortæller ham at de nok bliver nødt til at tage nogle prøver, at noget nok er helt galt.

Min far smiler til mig på vejen hjem, jeg holder ham i hånden, den store mand han var, han fortæller mig jeg er en stærk lille dreng, at han elsker mig og han nok skal tage sig af mig.

Men jeg ser en skygge i hans øjne jeg aldrig glemmer. Han køber mig en is.

Tror aldrig jeg har elsket min far højere end lige det øjeblik.

3 uger efter sidder jeg ved siden af min far ved en hospitalsseng på Finsens instituttet i København.

Han ligger på en stuen sammen med en ung mand. Ved siden af den unge mands seng står en ung kvinde , holder hans hånd og græder.

Jeg græder ikke.

Min far skal dø og jeg ved det. Lægerne har konstateret en sjælden uhelbredelig blodkræft sygdom.

Med et er det gået op for mig at livet IKKE er uendeligt.

Min far har forsigtigt og blidt lagt sin store hånd om min nakke, kysset mig blidt på panden og sagt til mig : "Søn du ved jeg elsker dig, din bror og din mor mere end noget andet på jorden og jeg lover dig at hvis du hjælper mig så skal jeg gøre ALT for at det her ikke er slut."

Det sekund forstod jeg vigtigheden af et løfte, af at det skal menes og styrken i at mene det.

Den unge mand der lå ved siden af min far, havde samme sygdom . Han opgav og 3 uger senere var han død.

Min far fik selv max 3 måneder.

2 uger efter sidder vi hjemme alle sammen , vi spiser middagsmad.

Min far er begyndt på sine behandlinger. Kemo, piller, blodprøver og marvprøver i det uendelige.

Jeg er med næsten hver gang .

Jeg insisterer på at være med. Jeg har opdaget sygdommen og jeg vil være der med sygdommen.

Min far siger til os ved bordet : "Jeg har taget en beslutning og intet i denne verden kan forandre den. Jeg nægter at dø nu og derfor lægger jeg mit liv om."

Fra det øjeblik hørte jeg aldrig min far pive, han var konstant positiv igennem alle sine smerter, alle sine behandlinger , alle opkastningerne, de svundne kræfter.

Han startede med at lægge sin kost om, sin livsholdning,. Han tog os ud at rejse, han arbejdede videre med sin virksomhed og han fortalte så ofte han kunne at han elskede os. . Aldrig har min mor og ham haft det bedre sammen.

Han viste det og havde modet til det mange ikke har ...at tro på at kærligheden gjorde en forskel.

Han opfordrede os knægte til at gå ud i verden med den kærlighed , aldrig at være bange for vores egen eller andres skygge, at man kan hvad man vil.

Kæmpe for det man troede på

Min far fik en dom på 3 måneder at leve i .

Han levede i 18 år mere.