Himmelen kaster store, tunge dråbe fra sig. Bader gaden i et tågeskær af damp fra varm asfalt.
   Der går lang tid før solen går ned og alligevel strækker horisonten sig i skumringskær.

"Kom", siger han.

Jeg sidder stadig tavs med benene trukket op under hagen, mens en smøg langsomt ryger sig selv i askebægeret.
   Jeg kigger ud gennem ruden og ser vinden rive i de tynde grene. Forestillingen om vind og regn, der danser tæt og intenst strejfer mig med varme.
   Så ser jeg op. På ham.

Kulden tager fat igen. Suger på min smøg. Ubehageligt. For gråden sidder stadig på tværs i halsen og jeg har ikke luft nok til både at inhalere og puste røg på samme tid.

Jeg forstår ikke, hvordan vi er havnet her.
   Hvordan vi endte med at danse den forkerte dans, ud ad mørke, snørklede stier, der altid fører os tilbage til udgangspunktet.
   Han smiler ikke.
   Jeg savner den tid, hvor han kastede med smil. Nu kaster vi bare. Med vaser, puder, ord.

"Lad os skylle det af os". Han rejser sig.
   Jeg bliver siddende. Tror ikke længere på noget. I hvert fald ikke på vind og regn. Og slet ikke på sol efter storm.

Han klæder sig af. Sokker først, så bluse og bukser ind til han til sidst står nøgen i vores stue. Jeg føler, jeg stirrer lige igennem ham.
   Prøver desperat at fremmane nøgne minder. Fællesminder. Under solen. Hud mod hud.
   Han er stadig den smukkeste mand, jeg har set. Håret, der altid falder tilfældigt ned i panden, halvt skjuler azurblå øjne, fyldige læber, på den perfekte måde. Det ligner, de er malet på.


Så står han der.
   Nøgen.
   Bizart sårbar og stærk på samme tid.
   Tænker på om han stadig ser kvinden, der plejede at danse i stedet for at gå. Hende, der ler i månelyset og hellere vil kneppe i stedet for at elske.

En fornægtende erkendelse strømmer i mit blod.
   Det er tabt. Tabt på gulvet sammen med glas, blod og ord, vi ikke mente.
   Græder.

"Kom". Han tvinger mig op. Med lette hænder. Strejfer min hals med fingerspidserne. Ru.
   Husker stunder i skrædderstilling med guitar i skødet, sang uden filter og joints.
   Fucking hippier.
   Ru.

Han løfter min kjole over hovedet, åbner bh'en med een hånd, som altid, som ingen anden har gjort det før. Lægger sig på knæ og trækker trusserne af. Jeg kigger ned og fanger hans blik.
   Det siger alt, så vi siger ingenting.

På vej ud ad døren griber han et par håndklæder.Vikler det om kroppen. Folk er sarte med nøgenhed.


Duften af regnen rammer mig før døren går op.
   Tunge, tykke dråber sendt fra himmelen rammer mit hår, hårdt og befriende.
   Han har håndklædet viklet rundt om livet. Hans krop er spændt og muskuløs som altid.
   Lægger hovedet bagover og lader regnen skylle vanviddet væk. Jeg tror, han gør det samme.


Det pisker hårdere nu.
   Højdepunktet, som en hver sommerregn indebærer. Det tidspunkt hvor dråberne ikke kan blive større, tidspunktet hvor himmelen skriger og giver alt, hvad den har. Udrensningen.

Og så... Torden.


Kigger på ham. Vi smiler begge gennem forløst smerte.
   "Kom". Han tager fat i mig, lader håndklædet falde og trækker mig ind. Ind hvor det gør ondt, hvor vi er een, hvor vi ikke længere kan kæmpe.
   Den faste grund under fødderne er mudret.
   Smider håndklædet fra mig og begraver ansigtet i hans bryst.

I regn er tårer alt og intet.