Da jeg kommer, er her tomt. En kvinde kommer smilende hen til mig med en notesblok og en kuglepen. "Jeg skal lige bede om dine oplysninger", smiler hun til mig, "vi kan sætte os herovre og snakke?". Vi går hen til et par stole, og jeg kan se på hende, at hun har gjort det her tusindvis af gange. Efter jeg har givet hende mit navn og CPR-nr kan jeg ikke dy mig for at spørge, om det er almindeligt at venteværelset er tomt. "Nej", svarer hun og ryster på hovedet. "Så du må nok forberede dig på at der måske kommer flere. - Jeg ved heller ikke hvor længe du kommer til at vente", skynder hun sig at indrømme, inden jeg når at sige noget. Jeg nikker langsomt og prøver at lade være med at græde foran hende. "Såså", siger hun moderligt, "lægen er yderst kompetent". Idet jeg kigger væk, ser jeg at døren bliver åbnet. En midalderende kvinde og mand træder ind, og sekretæren undskylder over for mig, mens hun skynder sig over til dem. Jeg har voldsomt lyst til en cigaret, men kan alligevel ikke lade være med at studere de nyankomne. Jeg kan se, at begge bærer en vielsesring, så jeg tager det som at de er et ægtepar. Kvinden virker meget målrettet og fattet; det er manden, der skal ind, har jeg på fornemmelsen. Hans øjne er røde og han ryster let på hænderne, der holder om en pose med tøj. Han har en begyndende måne i håret, og den stribede skjorte er godt krøllet. Udover det, så holder han sig godt; det er tydeligt, at han styrketræner jævnligt og normalt går op i sit udseende. Jeg tænker, at han må have det virkelig skidt, nu, når han går rundt i krøllet tøj. Et par år yngre, så ville jeg nok have sprunget på ham, tænker jeg og kan ikke lade være med at smågrine lidt ved tanken.
   Hans kone er smuk. Langt, lyst hår og skinnende blå øjne, og en yderst veltrimmet krop, der idag er iklædt en halvlang mørkeblå kjole. Jeg kan genkende den fra WOMAN; det er en Dolce & Gabbana, som koster en formue og jeg aner ikke hvorfor hun dog skulle have den på i denne anledning. Desværre bruger hun lidt for meget make up, så hele ansigtet forsvinder nærmest i foundation og lip gloss. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun sikkert er en af de kvinder, der er fan af botox og zumba-undervisning, og jeg kommer automatisk til at dømme hende for det. Da de nærmer sig nogle siddepladser tæt på mig, kan jeg dufte hendes parfume.
   Stemningen føles pludselig trang. Jeg har frygtelig lyst til at nærstudere ægteparret, men jeg tør ikke, af skræk for at de skulle opdage det. Og i virkeligheden burde jeg på nuværende tidspunkt sidde og forberede mig på den tale, jeg skal fyre af foran lægen. Hvordan jeg skal overbevise ham om at jeg faktisk ér syg og virkelig har brug for hjælp. Tænk, hvis han sender mig hjem. Ville det måske være en idé at græde foran lægen? Så burde jeg nok høre et eller andet melankolsk musik på min iPhone lige nu, så jeg rigtig kunne komme i stødet. Eller læse Tilværelsens Ulidelige Lethed, det er altid godt for humøret. Jeg...
   " - Mette Larsen?"