Nej nej nej. Jeg gider fandeme ikke, at falde i hullet igen. Sikke en vej det gik sidst. Alle de kedelige farver der fyldte mit hoveds værelse. Jeg gider ikke, at blive sådan igen. Mig og min bedre halvdel skændes aldeles altid ved bordet inde under skaldepanden. Skaldepanden er det eneste der fylder min tilstedeværelse. Min tilstedeværelse i andres, er langt fra til at forstå. Min opfattelse fylder så meget at jeg ikke kan se andres længere. Jeg skal hjælpe mig ud af hullet så jeg undgår at falde længere ned igen. Alle de uovervejede, med kraft kastede, sætninger hen over klasseværelset, har jeg for længst bandlyst. Ikke én strejfer tanken om at det kunne såre en eller anden. Dette fylder den humoristiske, ligegyldige omgang til randen. Men man skal jo heller ikke leve et liv hvor man ikke tør at gribe chancen når den endelig er der. Hvad med andre? Er der andre? Indtil videre har jeg udelukkende levet efter andres vegne og det er nok. Jeg vil ikke kaste livet bort, blot ikke finde mig midt i krydsilden af forvirrede og for alvor selvbevidste oralfascister. 

Hun gør det igen. Endnu engang fører hun fordelen på sin side ved at stille et funderende uskyldigt spørgsmål. Så vidt jeg ved, er naiviteten bag det der ligner en ondsindet handling, lige så uskyldig som et spædbarn. Den sande ondskab kommer frem når der spekuleres langt ud på natten over velformulerede sætninger, hvis formål er at fremme sig selv og nedsætte andre. Det er slet ikke klogskab, nærmere psykopati. At et socialt spil, som matador, er nødvendigt for at lære, gør at jeg føler mig snydt som en naiv elev. Jeg føler mig i live nu. Jeg siger fra. Ingen skal tro at Bo som gerne ville bo bedre, er en ond skabning. De der har skabt ham, har muligvis vist omsorgsgrader der går under nulpunktet og han har derfor en ondere farve end de andre geder i søen. 

Er at skabe ondt, ondskab? Når man skaber ondt er man ondt skabende. Ja ja ja, ord som var det træstammer, kløvende. Én ting skal kløves og det er kun en ting fordi det er sand ondskab. Ondskaben er for mig at se, netop i ting. Lotto er et godt udgangspunkt. Folk håber, hvilket er godt. Men er det godt at millionerne bliver ved med at stige i antal for på et tidspunkt, at lande, på et på ingen måde par bæredygtige skuldre? Jeg glæder mig til at få fri og ikke længere være tvunget til at lege med kort og lort for at blive mere grammatisk korrekt, for senere at blive stemplet som mindre værdig inde for kort og lort. Endnu en gang er det bevist. Sådan en gang røvslikkere der bakker en person op, hvis eneste formål er at hakke på folk, der står lig med vedkommende selv. Det er majoren! Majoren gør som majoren vil og selv skønner, er rigtigt. Når man lukker øjnene, er det ondskab på lyd. Når man holder dem åbne, er det skuespil for syge mostre. Og røvslikkere. Jeg føler mig selv som en røvslikker når jeg bliver nødt til at smile, blot for at beholde min integritet. Hvis man skulle tale for sig selv, ville det være nødvendigt med en integritetsbeholder med tap. På denne måde ville man være i stand til at regulere sin eksport af personlighed og overflade og med sikkerhed beholde sin integritet.  

Far sagde ikke et ord. Lige pludselig var det bare hvidt over alt. Jeg vågnede på skadestuen med det der var en skræmmende kliché af bip-maskiner. Far sad og græd ved siden af mig imens jeg vågnede op og følte det som om jeg havde sovet i et år. Han undskyldte gentagne gange men jeg vidste ikke hvorfor. I hjørnet af rummet sad en politimand og en læge med meget bebrejdende øjne, rettet mod min far. Jeg turde ikke tænke på hvad der var sket efter mit blackout. Havde jeg begået indbrud i en bevidsthedsløs rus? Intet var at huske, men jeg blev ved med at sige til min far at han ikke skulle være ked af det mere. Jeg var jo trods hvad der nu var sket, vågen. Lægerne bad mig om at fortælle nogle faste og nemme fakta om mit liv som jeg sagtens kunne svare på. Jeg svarede at mit navn var Fredegod som jeg blev døbt i Thorshavn. Min far ændrede efter jeg havde besvaret lægernes spørgsmål sin angrende gråd til et udtryk der mindede om skrigende rædsel. Jeg blev nu endnu mere forvirret end før, for hvad skulle der være galt i at jeg svarede rigtigt på lægernes spørgsmål? Dette var indtil da min overbevisning. Lægerne kom ind på min stue et kvarter efter at jeg havde svaret på spørgsmålene og til min trods konstaterede mig som lidende af hukommelsestab. Dette var en konstatering der på ingen måde stemte overens med min overbevisning af min personlighed. Derfor var jeg imod alt hvad de sagde og skred med det samme fra hospitalet. Hvem var skyld i denne situation? Jeg sigtede og blev ved med at sætte ansigter på hvem der kunne have forsaget en ulykke eller lignende, men ansigterne i mit hoved blev slørede og jeg havde udelukkende ét ansigt til skue. 

Vi havde en nabo da vi boede i Hune som hed Jens Otto som fortalte mig hvordan det hele hang sammen. Det viste sig at jeg havde været i et slagsmål på et værtshus ugen før og havde ligget i koma lige siden. Manden der havde siddet ved siden af mig var ikke min far, men min slagbrors far. Jens Otto var som en ven for mig, da jeg var lille, og en person jeg kunne komme til med mine problemer når jeg ikke kunne komme til mine forældre. Som en 25-årig fyr, havde jeg igen brug for at kunne lukke noget ud, uden at være bange for hvor vidt mine forældres nerver kunne holde til mine problemer. Jeg var selvfølgelig overbevist om at de ville støtte mig i alle mine kriser og problemer, men min samvittighed ville slå mig ihjel hvis jeg gjorde mine småproblemer til en samtale derhjemme. Jeg elskede at komme ud til hans sommerhus i skoven om sommeren. Det var placeret på toppen af en skrænt til en skovet, ældgammel grusgrav. Jeg har så mange gode minder fra det sted som holdte min fokus væk fra mobningen dengang jeg gik i folkeskolen og i stedet på min fantasis grænsers overskridelser.  Disse grænser ville jeg rigtig gerne overskride for dér var jeg i centrum uden forbehold. Ingen kunne forestille sig hvilke stemninger jeg kunne skabe ved hjælp af bare at gøre det selv. Det nød jeg, ubevidst holdt jeg denne evne hemmelig for at forsvare mig fra omverdenen. Den kunne de ikke tage fra mig og jeg var med den uovervindelig. Tankens kraft var underdrevet i star wars-filmene. At tro kan flytte bjerge er en næsten lige så stor underdrivelse fordi bjerge på så få punkter er livgivende til andet flertallets sofistikerede sjælero. Mægtige og majestætiske er bjerge, men ikke noget nær det vi som mennesker rummer. At sætte ord på de ting vi har at huse, synes jeg næsten er en forbrydelse set med de øjne der alvidende kigger på DNA-strenge og på den måde gør os individuelle og unikke.  De øjne burde også sande at de med den viden højst nødvendigt måtte kigge efter en større mening med andet end fysik og ædle metaller. 

Lang tid brugte jeg med at finde mig selv, tilbage i min lejlighed i Kaas. Verden uden for døren var nem at forholde sig til, jeg skulle bare slås med mine tanker og glemte hændelser. Jeg begyndte derfor at skrive sedler. Situationer som jeg kunne hæfte til mine møbler. På min stol ved spisebordet, havde jeg sedler hvor der stod tekst om folk jeg ofte havde siddet med. På spisebordet var der overalt, på nær hvor jeg kunne have min tallerken, bestik og glas. Disse sedler var kategoriseret ved at være de situationer jeg havde sammen med personerne på stolen. Efterhånden som jeg havde læst igennem kom der en forskrækkende tankestrøm.

Endnu engang sker det. Jeg bliver lukket ude og en af mine venner bliver revet ud af armene på mig fordi jeg ikke makker ret. Deres sociopati skal atter poleres for at holde styr på grønsagerne i den gryde, de mener, er deres kogeblus' egen. At en holdning til at være sammen, kan være så forstyrret, får mig til at tvivle. Jeg tvivlede på min egen overbevisning, men er nu kommet til det punkt hvor jeg selv kan se hvad der er rigtigt og forkert. Efter 4 år med manipulation og psykisk terror på højt intellektuelt plan, kan jeg godt skelne mellem rigtigt og forkert. Min bedste ven i klassen blev netop revet ud af armene på mig fordi jeg endnu engang stod imod deres planer med udnyttelse af min godhed til kompensation for deres mangler. Det er i hvert fald min paranoia. Men jeg vil ikke lade dem overskride flere af mine grænser for at de kan opretholde kølig socialkontrol.

Men hele min underkastelse startede jo et sted da jeg for fire år siden sagde ja, i desperation om at være med i et kernefælleskab. Jeg underkastede mig for noget jeg langt fra kunne stå inde for. Mine personlige grænser blev trådt på og overskredet som da tyskerne overskred danskernes, i 2. verdenskrig. Der var ikke længere tale om at overskride min fantasis grænser som jeg jo nød så vældigt som lille. Nej nej nej, det var mine grænser som social sammenspiller der blev udvaskede og alt andet end sat i mente. De fik ikke ram på mig denne gang. Jeg havde som sagt lært af mine fejl og de skulle komme meget mere end krybende for på nogen måde, hvis overhovedet nogensinde, at genvinde min tillid.

Jens Otto redede mig fra at miste min integritet. Den jeg byggede min personlighed på. Byggestenene til resten af mit liv blev vasket rene ved hjælp af ham. Trods den lange tid vi ikke havde set hinanden, var jeg alligevel tryg ved at spørge ham om hjælp. Uden ham var jeg skindød.

Nu har jeg endelig fundet ud af hvad der skal til for at lære. Min rejse i gennem sindet har gjort plads til endnu mere. Jeg kan ikke få nok, jeg må som Steso fra Nordkraft junke læring og blive bekræftet i det jeg nu med sikkerhed ved. Det tog sin tid. Jeg kan føle min indre stræbersnegl men jeg vil holde mig tilbage for ikke at glemme hvor frustrerende det var at have potentialet uden at have mulighed for at udnytte det. Og de kællinger som jeg nu synes lyder dumme og ligeglade, skal ikke glemmes, for de har nok haft det på samme måde som jeg selv havde det indtil nu. Nu er det nu, hvilket heller ikke skal glemmes. Den skydeskive jeg sigter efter, er ikke noget værd hvis luftfugtigheden er så høj at pilen bliver opløst på vejen. Jeg er som sagt flyttet til et klima hvor min skydning er ideel. Polerne har vendt sig! Der er positivt på indersiden og negativt på ydersiden. Jeg er glad. Undervisning i biologi sætter for alvor billedsproget i gang når man er på toppen. Højt at flyve, langt at falde. Jeg skal huske at værdsætte, lad mig for alt i verden ikke glemme det, men lad det heller ikke blive min grav.

Én dags fravær og så er man ude af spillet. Jeg kan nemt mærke hvordan jeg er på glat is fordi man skal være i nogens klike for at overleve sit karaktergennemsnit i denne indsnævrede mini-verden. Denne indsnævrede mini-verden er et ingenmandsland hvor folk overlever ved at æde af ådsler som bliver skabt af hysteriske klikeledere. Psykopater og ondskab findes i disse kliker, især i deres ledelser. Folk bukker under for ledernes retningslinjer og sætter sig i flæng om lederen for at denne ikke skal fremstå sårbar. Det gøres ofte for selv at være tryg. Medlemmerne ofrer deres image af frygten for undertrykkelse hvilket er ironisk når de selv fremstår sårbare. Fordi lederen har en overbevisende, afgørende og besluttende rolle, behøver man ikke selv vove skindet for at stå frem blandt andre mennesker. Således har lederen en hæmmende effekt på sine undersåtter. De søger ikke ud blandt andre fordi denne tryghed gør livet lige så nemt som heroin gør det for en stofmisbruger. Den dag havde jeg det som en udfordrer og fjende af lederen af kliken. Mit rygte er på spil men det er skide lige meget når det er det lange løb der tæller. Folk forstår nok engang hvem der var et spil for galleriet og hvem der ikke var. Det værste ved det hele er, at der i denne indskrænkede mini-verden med så mange omstrejfende eksperter ikke opdages hvad der sker. Der er jo ingen risiko for at miste sit job, så hvorfor gøre andet end at holde jubelfester over sin viden fra universitetet og den løn man hver måned får? - Der bliver i stride strømme lært om effektivisering og ekspertsystemer i samfundsfag men der er tilsyneladende kun noget om snakken.