Her i paradis med et kighul til helvede.
Hvor missilernes stille hvisle ender med en eksplosion.
En mislykket mission.
Skrig, lidelse, kvæstelser, brænd og adrelin.
En soldat kniber sine øjne i lyset fra gud og ånder stille ud.
Kun freden kunne lindre, som gav de andre soldater mentale splintre.
Ventetidens vanvid herhjemme, med en vemodig forhåbningsfuld tanke, gør sindet til fange.
Den evige længsel er ventetidens fængsel.
De ensomme nætter og en morgensol der ind af vinduet skinner.
Jeg trækker lagenet op for min øjne og gennemlever vores minder.
De breve jeg skrev og sendte.
Er de med dig, da du for krigen hjemvendte.
Kom hjem!
Trommerne slås an, og af ærefrygt jeg ser dig.
I dag er vi samlet for at mindes de faldne soldater, der blev krigens synder.
Nu skal i hjemvendte soldater ikke mere se døden i øjnene, men livet.
I skal ud og gå på disse gader igen!
Tøver du? Tænker jeg. Tænker du hvad jeg tænker?
Du står med sammenbidte læber og et hjerte der tynger.
Her står jeg uset i folkemængden og mit kampråb kvæles i mit svælg.
Tavsheden slog gnisten ihjel.
Rådhusklokkerne ringer og duerne letter i flok fra tage.
Jeg ser duerne flyve op til den klare himmel, hvor solen blender og jeg mindes vores dage.
Iført din ørkenuniform, kamufleres du i de andres soldaters.
Som en brik i et puslespil, en løber i skak.
Jeg savner dig, men du har gemt dig bag krigens kontrakt.
Det er sidste gang jeg ser dig, før vores veje skilles.
Derfor står jeg og betragter dig stille.
Du fortjener stadig nåde.
Derfor et elskværdigt farvel på min egen måde.