Verden er fuld af blomster og højt græs. Så højt at han kan blive væk i det. Og det bliver han så. Det er sjovt. Der sidder en sød sommerfugl på en gul blomst, og han sidder helt stille. Nu er de helt væk sammen. Ham og sommerfuglen. Det kilder i maven. Om lidt kalder mor og siger,de skal spise. Og så kan hun ikke finde ham, men når han så hopper frem, ler hun som tusinde små klokker. Højere og kønnere end de små blåklokker, der nynner lige derhenne.
   Verden er varm, og himlen er blå. De små skyer er hvide som lam,og Solen skinner trygt.
   Greg ser op.Han smiler til en af de hvide lammeskyer.

Sommerfuglen flakser op, får øje på den mindste og sødeste af skyerne og bliver til en stor, fæl drage. Det store dyr puster. Der kommer ikke ild ud af gabet, men den puster til alle skyerne, så de farer frem mod Solen. Og så revner de. Først de mindste. Med små, skrækkelige smæld. Og til sidst alle de andre i et eneste gigantisk brag.

Verden er sort.
   Greg ryster. Han fryser, han er bange, og han har tisset i bukserne.
   "Moar!" hvisker han prøvende ud i mørket.
   Men mor er væk. Den onde mand slog hende, ruskede hende. Han gjorde mere end det, men Greg vil ikke huske det, slet ikke vide det.
   "Din mor er her ikke."
   Stemmen, der siger det, er varm og blid. Den er ikke fremmed, men hvem er det nu, den tilhører?
   "Er det dig, Tom?"
   Ja, det må det være. For det er en mandestemme, og Tom er den eneste rare mand, han kender. Tom fortæller hamhistorier. Nogen gange er de lidt farlige. Men det ender altid godt, så han kan sove.
   Men Tom forsvandt, da Solen brændte alle skyerne.
   "Ja, det er mig," lyder stemmen. En stemme næsten som tusinde klokker. En glad latter begynder at boble i Greg. Tom sidder jo lige der, og der er lys omkring ham. Han har selvfølgelig tændt det, så de kan se hinanden.
   "Fortæl en historie," beder Greg, "den med den slemme trold, der så gerne ville være god igen, hvis bare den kunne finde sin mor."
   "Din mor venter på dig, lille kammerat. Hun er blandt blomsterne på engen. Hun har sådan ledt efter dig."
   Hvor er det pænt af Tom at sige sådan. Men det passer jo slet ikke.
   Forresten ligner Tom heller ikke sig selv. Han plejer da at have brune øjne og en bred næse. Stort fuldskæg og ikke så meget hår. Ikke sådan der nogle blå øjne og en masse sorte krøller, vel?
   Greg bliver lillebitte. Han hænger i en kurv, der blæser i vinden. Han er svøbt ind, så han næsten ikke kan sprælle. Og han vræler i vilden sky.
   "Rolig, Greg, rolig nu - mor skal nok komme. Der er noget, hun vil fortælle dig. Du er jo hendes dreng."
   En arm lægger sig om ham. "Du er kommet til at tisse, men det ordner vi hurtigt."
   Greg er alligevel ikke et spædbarn. Han må have drømt det, for han kan jo forstå ordene og huske det med skyerne. Og mor.
   "Mor sagde til den onde mand, at han skulle tage mig og lade hende gå. Det sagde hun, Tom, hun gjorde! Og manden siger, det er, fordi jeg er ond. Mor skal sige, at det ikke passer. Tror du, mor siger det? Jeg vil slet ikke være ond, men manden siger, at jeg er dygtig, når jeg piner en hund. Og får de store børn til at hyle. Alle mennesker er også bare onde, for de gør ikke noget for andre, vel?"
   "Der er mange, som ikke gør. " siger Tom, "men din mor er rigtig  ked af det, Greg. Hvor gammel er det, du er nu, lille kammerat?"
   Ved Tom ikke engang det? Så er det måske sommer igen? For så må det være længe siden, alt det med skyerne og dragen og Solen. Og mor.
   "Jeg er da seks år."
   "Ja, seks år. Drenge på seks kan ikke være rigtigt onde. Din mor elsker dig."

Greg smiler og trykker sig ind mod Tom.
   Det kan vente med de tørre bukser. Mor kan ordne det.
   "Jeg vil hjem nu," smiler Greg.
   Han lukker øjnene. 
   Først er der mørkt. Men tusinde klokker ringer og kalder.
   Verden af fuld af blomster og højt græs. Så højt at han kan blive væk i det.

"Vi vil have ham. Han skal stå til ansvar for sine ugerninger!"brøler folk uden for døren. De er nået frem til den, og de vil ind.
   Den unge mand med de blå øjne lemper sin arm fri. Gregs krop er rolig nu.
   Et dybt suk kommer over Gregs læber, der er ganske svagt blå. 
   "Giv os den forbryder. Han har voldtaget og dræbt. Han skal undgælde. Det er ingen undskyldning, at han er næsten 80."
   "Han er seks år, og han løber hjem til sin mor nu," siger manden, der sad hos Greg.
   Han tøver, før han går mod døren for at skyde klinken til side.
   Greg skal først nå helt hjem.