Det var en dejlig drøm Mira havde haft den nat, hun kunne stadig mærke forelskelsens sommerfugle i maven da hun åbnede butikken. Når hun lukkede sine øjne kunne hun næsten se ham. Flygtigt, men dejligt.
   Det bedste ved at åbne butikken hver morgen var duftene. Fugtig ler, jord, blomster. Mira tog en dyb indånding, iklædte sig forklædet og gik i gang med at stille blomster ud på hylderne ved fortovet.

"Hej, jeg vil gerne have en buket med mange farver." En ung alvorlig pige kiggede rundt på varerne i butikken.
   "Skal den være afstemt eller meget forskellig?"
   "Årh... Jeg ved det ikke... det er til min mor," hun så ned, "hun er på hospitalet... den skal udtrykke liv."
   "Vel ikke noget alvorligt?"
   "Jo, desværre... hun skal opereres i morgen, og hun risikerer ikke at klare det." Pigen tog en gispende indånding, det var svært at holde tårerne tilbage.
   Bag disken lå månekalenderen, Mira gik diskret om og kastede et blik på den, tre dage fra fuldmåne. Hun lukkede øjnene et øjeblik, og begyndte derpå rutineret at samle buketten. Tre røde, en rose med duft, fire forskellige blå, to orange to gule. Blade omkring, alle blomster enkeltfarvede, ingen hvide... hvad manglede?
   "Jeg er ligeglad med prisen, den skal bare være stor. Der må gerne være flere i."
   Mira tog en lang lyserød, højere end de andre, sådan. Perfekt.
   "Der skal ikke mere i," hun fandt pigens øjne og smilede "tro mig, den er som den skal være."
   En ung mand kom ind i butikken, netop som pigen gik. Miras hjerte slog et slag over. Det var ham! Manden fra drømmen, sommerfuglene vendte tilbage, hun kunne mærke farven stige i kinderne. Han gik og betragtede roserne, skulle hun sige noget? Normalt ville hun sige noget...
   "Jeg skal bare have den her." En lang rød rose, den flotteste i spanden, Miras hjerte sank. Lidt vand i plastikduppen for enden, 20 sekunders indpakning, betaling. Og borte var han. Var det virkeligt alt?

De næste uger gik som normalt. Pigen kom tilbage med moderen som ventet.
   "Jeg MÅ simpelthen bare have en buket magen til den min datter bragte mig på hospitalet. Den var så vidunderlig. Sig mig, hvad hedder de forskellige blomster der indgår i den?"
   Hver dag spejdede Mira ud mod vejen for at se om manden fra drømmen skulle gå forbi. Hun havde helt mistet håbet, da han trådte ind i butikken, med en blond pige i hånden. Pigen følte på bladene og vendte og drejede potterne.
   "Jeg synes vi skal tage den her Rasmus," hun løftede en lille Aloe Vera op "i den røde potte der." Han trak på skuldrene, men hun virkede nu heller ikke som om hans svar betød noget. Miras blik mødte Rasmuses, han smilede. Så trist. Så dejlig.
   "Vil du pakke den ind, tak." Pigen stod med dankortet i den ene hånd, og pillede ved en ring med den anden. Som ville hun skrige Mira lige i hovedet "SE DEN NU." En lille, meget smuk, forlovelsesring.

Den næste måned lykkedes det næsten Mira helt at glemme Rasmus fra drømmen. Det var jo alligevel tåbeligt at blive forelsket i en forlovet mand som hun kun havde talt med i drømme. Hun sørgede for at drukne sig i arbejdet og blande de bedste buketter nogensinde. Alle fik et lille stykke glæde med hjem, drømme blev opfyldt, håb fik nye skud. Altid give, aldrig tage.
   "Hej," der stod han, hun havde end ikke hørt klokken ringe ved døren, så travlt havde hun haft med de store krukker. Mira kom tumlende ind fra bagbutikken, en palme i hver hånd, "skal jeg hjælpe dig?" spurgte han.
   "Eh, det er ok," et ægte smil mødte ham da palmerne var bugseret på plads, "og det var vist min sætning - hvad kan jeg hjælpe med?"
   "Er der for sent at bestille en brudebuket til på lørdag? Min forlovede sagde jeg skulle have været meget tidligere ude..."
   "Nej da." Brudebuket, Mira sukkede. "Hvad tid vil du hente den?" Lad ham ikke komme med specifikationer til dens udseende, lad ham ikke komme med spe....
   "Kan man hente den om fredagen? Vi skal giftes kl. 10 om formiddagen."
   Perfekt. Tidspunkt og det hele.
   "Skal vi sige Fredag klokken seks?"

Ikke megen tvivl mødte Mira resten af den uge. Hvis skæbnen havde sendt hende drømmen, ville guderne tilgive hende. Månen ville være ny den lørdag. Præcis klokken 10 om formiddagen ville den være over Danmark men næsten usynlig, så smal i dagslyset. Pigen var blond, det hele passede næsten for perfekt!
   Masser af gule, tvivl, kun blomster, ingen blade, skjule alt grønt med flor, ingen håb i sigte. Lidt rød, men kun indrammet i lilla, vredens røde. Mira arbejdede som i trance, hun tog blomsterne med lukkede øjne, lod det indre blik lede hende. Aldrig havde hun blandet en negativ buket før, aldrig havde hun brugt blomsternes skønhed til at skabe noget grimt. Buketten blev smuk, men den føltes ikke smuk.
   Der manglede bare én ting. Noget til ham.
   Fredag aften nærmede sig, heldigvis havde der ikke været mange kunder den dag. Han lignede drømmen da han trådte ind i butikken.
   "Hej, nu skal jeg hente din buket."
   Han nikkede, "tak."
   "Jeg har en lille ekstra ting med til dig, uden beregning." Mira fandt en smuk knaphuls blomst frem. En anden rød end den i buketten, bare han ikke opdagede det. Ved nålen sad to små blå blomster. Bare en fin detalje, man ville ikke kunne se dem.
   "Det må jeg sige, den er flot. Tusind tak." Hans smil varmede, deres blikke mødtes. Der var noget! Han måtte da også kunne mærke det...
   Han så ned, betalte, "nå, men... tak for denne gang."
   "Jeg håber du får en fin dag i morgen." Mira så ham nikke, smile, forlade butikken. Gad vide hvor langt bruden ville nå ind i kirken, før hun ville forlade den med hastige skridt? Han ville ikke føle sorg med den knaphulsblomst. Måske ville det blive en meget, meget fin dag.