Langt herfra, både i tid og sted, sad en mand ved sin lille datters sygeleje. Barnet var seks år og hendes gyldne lokker klæbede svedigt mod hendes pande og kinder. Hendes ellers så livsglade og strålende øjne var matte og det larmede i hendes strube. Det var som om noget - eller nogen? - havde sat en tornet forhindringsbane op for åndedraget, så det smertede at trække vejret.
   Manden stirrede på de luvslidte tæpper, der gjorde det ud for vægge. De blafrede hver gang naboen hostede. Manden og hans datter var fanger, og dagen lang havde han passet sit arbejde i stenbruddet. Nu var mørket faldet på og kun et par tællepråse oplyste det aflukke, der måtte gøre det ud for et hjem.
   På det lave træbord lå et lille, blankt kors. Den slags havde stedets hersker og hans troldmand forbudt, men manden havde snydt sig til at lave det.
   En præst, der også var i fangenskab, havde set det, og havde lovet at kigge forbi, så han kunne gøre sin indflydelse gældende over for Vorherre, for nu kunne vist kun Han redde den lille.
   Og reddes skulle hun, men ikke for enhver pris.
   Stedets troldmand havde set til den lille, havde man fortalt manden. Det fyldte ham med raseri, for måske kunne han kurere den lille, men så ville hun for altid være fortabt og hendes rene barnesjæl ville tilhøre Den Onde.
   Den arme mand havde foldet sine hænder, og sad opslugt af sine dystre tanker.
   Da bankede det på en stolpe mellem tæpperne.
   Det var vel præsten, der endelig havde vovet sig herhen, og med fornyet håb, hviskede han: "Kom ind!"
   Frem mellem tæpperne trådte en ung mand, vel 17 eller 18 år. Han var klædt i nusset bondesærk og vadmels-knæbukser.
   "God aften," hilste han og virkede en smule sky. Han blev stående mellem tæpperne og knugede en bylt i sin ene hånd, mens han så ned på sine bare fødder.
   "Hvad vil du?" forhørte manden.
   "Din lille pige er meget syg," sagde gæsten, "jeg kan høre hende ralle."
   ""Nu kan kun Gud hjælpe hende," brast det ud af den ulykkelige fader.
   "Det lyder ellers som den byld min Bedstemor havde i sin hals," snakkede den unge mand og smilede blidt, før han hastigt fortsatte: "da hendes søster trykkede på den, brast den, og Bedste levede længe efter. Vil du lade mig prøve?"
   Håb og mistro sloges i mandens fromme sind; kunne dette være en af troldmandens lærlinge?
   Netop da gled barnets vejrtrækning over i en tynd hiven og selv i det sparsomme lys, kunne han se en blågrå farve glide frem om hendes læber.
   "Godt, du får prøve," besluttede han, og som ramt af et visdomsglimt føjede han til: "Men du må tage dette kors og hænge det mod dit bryst, og så beder vi sammen til Gud."
   Den unge mand nikkede, og mens skyggen af et sært smil, gled over hans læber, greb han den grove snor, manden havde sat i stenkorset, trak det over hovedet og gik hen til den smalle bænk, hvor den syge pige lå.
   "Kære Gud og Jesus, hjælp mig at hjælpe dette barn..." messede den unge knøs, mens han anbragte sine slanke fingre mod barnets hals.
   I et nu klemte han til og en rædsom gurglen brød frem af hendes strube. Hun spjættede med armene, og manden skreg, for det lignede dødskramper. Men straks efter stod en kaskade af materie ud over sengetøjet, og for resten også gæstens bondesærk.
   Derefter trak hun vejret friere.
   "Vask hende," rådede gæsten og talte lidt sært, som om han havde ondt et sted. Han stod med korset og nærmest kylede det ned på bordet, før han hastigt gik mod tæpperne. Så hastigt, at han nær var stødt ind i præsten.
   "Bi lidt," skræppede præsten, "Kom lige med ind."
   Den lille pige trak vejret meget roligere og den blå farve tonede bort. Hun skulle ikke dø i denne nat.
   "Jeg fornemmer ....jeg mærker herrens kraft," henåndede præsten, der stod med sin ene hånd klemt fast om den første gæsts arm.
   Der var brændt hul i særken. Formet som et kors, og på huden boblede der allerede brandvabler.
   "Han hørte mig," udbrød den unge mand med forpint og forundret stemme.