Under en længere rejse skulle vi mellemlande i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris.
Det skulle vise sig at blive vældig mindeværdigt.
Afgang fra Kastrup. 2 timer senere landede vi i Paris.
Koblingen til næste fly gav ikke megen tid at spilde, så adrenalinen begyndte at pumpe. Næste fly! Hurtig! Hurtig! Tempo! Tempo!
Neden for landgangstrappen blev vi mødt af en lille franskmand, der hektisk blafrede med et skilt, hvorpå der stod navnene på 6 personer, der skulle hastetransporteres til afgangsterminalen. De fire af os skulle til samme destination, og vi skyndte os i samlet trop ind i transportbussen sammen med et amerikansk ægtepar, som skulle videre til JF Kennedy lufthavnen i New York. De var utrygge til det neurotiske ved tanken om, at de nu blev sat på et fly til den modsatte del af kloden. De ville hjem til Conneticut og var afgjort ikke "modne" til at foretage nogen som helst afstikker omkring et andet kontinent!
I terminalen fik vi ingen informationer men forstod dog, at vi blot skulle følge trop efter den lille mandsperson, der spænede af sted gennem betonhallerne med et neonskilt hævet i strakt arm over hovedet, mens hans 6 proselytter småløb efter ham. Anseelige mængder håndbagage skiftede hænder og skuldre med jævne mellemrum under akkompagnement af "fru Conniticuts" klagende: "I don't want to go to Mauritius!"
Strømmen af passagerer, der skulle den modsatte vej var overvældende, og det vrimlede med turbanklædte indere, voluminøse afrikanske kvinder iklædt gevandter i et orange farvebombardement, små hektiske japanere, prustende tyskere, skoldede englændere og svedende amerikanere i Hawaii-skjorter. Alle arketyper var repræsenteret, og samtlige bevægede sig i modsatte retning.
Manden med neonskiltet crawlede sig gesvindt gennem mængden. I skæbnesvangre sekunder tabte vi ham af syne, mens vi måtte hoppe sidelæns gennem kødranden og forsøge at gebærde håndbagagen igennem virvaret af arme og ben i forskellige størrelser. Fru Conniticut var sakket agterud, men hægtede sig dog på "toget" igen, da jeg blafrede med armene, og samtidig fik øje vi på skilte-manden, der pilede af sted længere fremme.
Under mit maratonløb fik jeg den kætterske tanke, at arkitekten som har frembragt terminal C og D i Charles de Gaulle lufthavnen, burde fratages enhver mulighed for nogensinde at slå to sammenhængende streger på et stykke papir!!
Koblingen foregik hen ad gange, rundt om hjørner, ned ad rulletrapper, ud ad smalle korridorer, op ad rulletrapper igen, hvorved man atter befandt sig i sammen niveau som før! Bagagevogne kunne dog ikke medtages på rulletrapperne, så man havde valget mellem enten at efterlade dem og stige på trappen. Håbe på at finde en ny bagagevogn, når man steg af. Rulle bagagevognen 300 meter. Sætte den fra sig igen. Op ad en ny rulletrappe. Eller - bevares - man kunne naturligvis også beholde bagagevognen og tage elevatoren, såfremt man brændte efter at stille sig op i den 40 meter lange kø, der bevægede sig i samme hast som en læderskildpadde på en motorcross bane.
Manden med neonskiltet kiggede på uret og ændrede nu taktik. Han bøjede overkroppen ned i vinkel og med hovedet først stangede han sig vej gennem mængden. Det viste sig at være effektivt, og man fik kortvarigt oplevelsen af Moses der skilte vandene og krydsede Det røde Hav!
Nu blev farten sat op til kapgang, mens vi snappede efter luft og pulsen hamrede som en vred kobbersmed i tindingerne.
Fru Conneticut jamrede og prustede, mens hun mistænksomt stadig spurgte: "Is this the right way to the JF-gate?" Vores lille fører-han ulejligede sig ikke med at løfte hende ud af uvidenhedens tåger, men røg videre med sit lille skilt hævet over hans stangende hoved.
Gasblå i hovederne ankom alle 6 til paskontrollen, mens vi i et varierende tema over skiftende oktaver hev efter vejret.
Her var køen så lang som en vinternat ved polarcirklen! Vores fører udgød en strøm af nasallyde, og disse må åbenbart være blevet forstået af folket, fordi de flyttede sig, således at vi sprang 200 forbløffede mennesker over! Da alle 6 var sluppet igennem bippemaskinerne, hvor både tasker, jakker, tegnebøger, redekamme, kamera, livrem, briller og sko måtte afleveres i små bakker til gennemsyn, så var der nu 8 min. til afgang!
Hr. og fru Conneticut blev distribueret ud ad en lang gang og forsvandt.
Foran os stod en ny kø af mennesker. Den virkede endeløs, idet jumbojetten havde plads til 400 passagerer. Vi kunne imidlertid konstatere, at flyet var 1 time forsinket. Så dér stod vi ret op og ned og fordrev tiden med at få vejret og studere betonloftet, mens vi inderligt håbede, at det ikke også begyndte at få sammenstyrtningsnykker, som i den anden terminal nogle år tidligere. Rygtet vil vide, at lofterne "ikke har det for godt"!
Endelig begyndte boarding, og med et udmattende suk sænkede vi os ned i sæderne, hvor de næste 11 timer skulle fordrives.
Under det skønne ferieophold havde vi fortrængt det faktum, at samme lufthavn skulle frekventeres på hjemvejen.
Flyet afgik planmæssigt fra Mauritius og alt forløb fint - lige indtil vi ankom til Paris.
Knæene var godt stive, og behovet for at komme "ud af røret" var påtrængende! Men det var åbenbart kommet bag på franskmændene, at der ankom et fly med 400 passagerer, fordi ingen trappe var koblet til flyet, og ingen busser holdt parat for at køre os ind til terminalen. Vi ventede, og ventede i flyet. Men tålmodighed belønnes, og efter en stiv klokketime i stolesæderne, blev der blev sat stige til og efterfølgende ankom der et passende antal busser, der hurtigt blev fyldt op. Som sild i en tønde, der kun mangler lagen, stod vi og ventede i yderligere 20 min. før de startede og kørte os mod den så velkendte terminal C!
Herfra gik så vandringen mod terminal D, dog i et lidt mere normalt tempo end sidst.
Det var rimelig diffust, hvorhenne man skulle sluses ind til næste gate, men det lykkedes at løse den gordiske knude. Herefter kom det obligatoriske sikkerhedstjek, hvor alt pippede og bippede. Lige meget hvem der gik igennem!
I transithallen kunne vi ved opbyggelig læsning på tavlen se, at vores rutenummer mod København var "Retard"!! Altså forsinket. Vi satte os og ventede, mens sikkerhedstjekket fortsatte sine tinitus-agtige bippelyde. Telefoner ringede uden at blive taget. Højttalerne kørte i det uendelige, uden at man dog kunne høre, hvad der blev sagt. Vi ventede... og ventede.... Og ventede!
Der kom ingen oplysninger fra informationsskranken. Ingen vidste noget men slog blot ud med armene, som en flok ålekrager, der tørrer de udslåede vinger!
En lille café eksisterede ikke i transit, men der kunne trækkes læskedrikke og kaffe fra en automat, såfremt man havde euro og vel at mærke mønter! Fordi vekselautomater eksisterede ikke i transithallen, kun ude i afgangshallen, som var et land vi havde forladt.
Toiletterne havde tydeligvis haft en del besøg af turister med solide maveproblemer, og det var måske årsagen til at al toiletpapiret var opbrugt her i Byernes By? Parfumens højborg var under alle omstændigheder svær at få øje på herinde.
Tiden gik - og ved at rådføre sig med uret, havde vi efterhånden været "retarderet" i 3 timer.
Jeg frekventerede skranken, knaldede "koteletten" i disken, ledte i mine dybe gemmer og fandt en bred Ohio-dialekt frem, hvorefter jeg spurgte: "Will you please tell me RIGHT NOW what's going on! I need information - and I need it NOW!" Sidstnævnte blev understreget med 5 bankende knoer i skranken, mens venstre arm hvilede på hoften, og mit blik gennemborede Mon-søren.
Det gav en fantastisk effekt. Pludselig kunne jeg på engelsk både få at vide, at der var punktstrejke hos dem, der stod for tankning af fuel, og at man snarligt forventede, at påbegynde check-in. Med en rodeo-gestus gjorde jeg honnør og svarede: "Now we are talking!" og så daskede jeg skødesløst tilbage til sædet igen.
Hjem kom vi, men når vi siden hen er blevet spurgt om vi ønsker at flyve via Paris, så får vi sådan en påfaldende lighed med Edvard Munchs "Skriget".