Lige så meget som jeg virkelig ønsker det, lige så meget vil mine venner kunne forklare, at jeg aldrig bliver en stor rockstjerne! Jeg er simpelthen ikke rock n' roll nok af natur...
Hvis jeg en dag blev rockstjerne, ville jeg lynhurtigt falde igennem på at være for sød, rar og betænksom og alt for lidt stiv pik og håret tilbage. For eksempel ville jeg:
- Sige nejtak hver gang nogen tilbød mig en cigaret da jeg ikke kan lide smagen
- Sørge for altid at køre hjemmefra i god tid til stadionkoncerterne ("...Der bør altid være tid til en punktering undervejs")
- Insistere på at sende blomster til samtlige mine groupies på vores månedsdage
...og så kommer min røv bare aldrig til at se top nice ud i et par læderbukser!
Nej vel? Det holder bare overhovedet ikke.
Derfor er det jo også særdeles kanon at en af mine gode venner med sit band er godt på vej mod stjernerne med pladeudgivelse, radioairplay og sågar musikvideo i rotation i Statsmonopolets musikprogrammer. Så kan jeg nyde de bagerste stråler af rampelyset og optræde som den evigt støttende hangaround, og på den facon forsøge at skaffe mig adgang til festen når de engang åbner Parken for Guns N' Roses (! -red.).
Onsdag tikkede så en sms ind. Bandet skulle spille på Rust, der allerhøjest ligger et pistolskud fra hvor jeg bor, og som det er sket før bad min bassist-ven om husly - og som sædvanlig ville han med glæde kvittere med at skrive mig i døren samt en øl og en snak backstage. Aftalen blev indgået, men da jeg efterfølgende fandt ud af at bandet først gik på kl. 24.00, måtte jeg kapituelere pga. et vækkeur der, i ond symbiose med min arbejdsplads, ville tvinge mig op kl. umenneskeligt tidligt. Men han kunne da bare ringe når han skulle lukkes ind...
Ikke desto mindre fandt jeg mig selv vandrende hjem ad Nørrebrogade efter et cafébesøg kl. 23.15 torsdag aften, og efter en hurtig telefonsamtale satte jeg kurs mod Rust. Nu skulle jeg fame backstage.
På listen over mest overvurderede ting i hele verden, side om side med pakkeleg og sushi, finder man backstagelokaler! Hvor man i sin naive teenagetro forestiller sig boblende spabade, silkebetrukne king-size sofaer, femlitersflasker med Dom Perignon og minimum 12-15 landes repræsentanter fra Miss World konkurrencerne i fri æggende nøgen-dans (og/eller -Twister), finder man ofte triste udpinte rum, med indventar der kun overgås i sørgelighed af de folk der hænger ud der.
Mit sædvanlige held gjorde selvfølgelig at bassist-ven ikke var til stede da jeg dukkede op. Der sad så cremen af dansk undergrund og gloede på mig, som om jeg var Richard Ragnvald der var gået forkert. Casual fik jeg mig slænget op af en dørkarm, fandt mobilen frem og begyndte at sms'e til mig selv. Imens blev der drukket, røget og namedroppet i en tone der var så selvfed, at jeg begyndte at frygte for hjertekarsygdomme.
Vennen, der havde været ude for at skifte til sit stage-outfit, dukkede op og der blev skålet og hyggesnakket til de skulle på. Jeg smuttede ud med et "spil godt!". Hurtigt kom jeg hjem, fik lagt et håndklæde og en seddel frem til vennen, stillede vækkeuret til 5.45 og gik omkuld i dynerne.
4.40 står der på telefondisplayet da bassist-ven ringer for at fortælle mig at nummer otteogtyve, hvori jeg har resideret i knapt et år, ikke eksisterer! Det er tydeligt at høre at argumentet er voldsomt understøttet af en flok store fadøl samt rå mængde billig whiskey. Søvndrukkent får jeg ham dog guidet frem til den rette indgangsdør og lukket ind. Det viser sig så at han har inviteret trommeslageren med, og fair fair - hjerterum/husrum, tomato/tomato - inden længe står de begge i mit soveværelse, mens jeg selv ligner noget der burde være blevet gemt væk og glemt.
Nu er det så at jeg tror at den står på "godnat godnat" og så puttesove, og det er så HER jeg tager fejl igen. Nu går de ikke-kommercielle rock-hoveder nemlig igang med højlydt at debatere bandets videre marketingsstrategi. Her høres blandt andet velformulerede sætninger som "jhaamææænjæschynzosshhhhhh...." og "Sshhåååkahaaanlææææææærhhhhdæt". Jeg forsøger mig med et værtsligt gnavent grynt, og bassist-ven beslutter sig for at slukke lyset. Det foregår i Edutland ved et tryk på en remote, hvilket tilsyneladende kan imponere fulde rockmusikere ret længe. Så går der så 10 minutter med det også.
Lyset slukket, musikerne lagt ned (og dermed uskadeliggjort for en stund), og på min nethinde er der dømt hækkeløb for bæhlam. Jeg er lige ved at være i mål, da først den ene - dernæst den anden musiker bryder ud i en infernalsk disharmoni af et snorkekor. Puden over hovedet og øjnene hårdt klemt i. Jeg præsterer endelig at falde i søvn.
Vågner efter hvad der føles som et par minutter, ved at en arm bliver lagt uden om mig. Det er bassist-ven, der pga. pladsmangel deler dobbeltsengen med mig, og det er i-og-for-sig også ganske hyggeligt indtil han kort efter, i søvne, målrettet begynder at rode mig i skridtet.
-"Skrid!" Får jeg råbt, hvilket prompte får trommeslageren på gulvet til at råbe endnu højere: "Det er koooooooldt!". Jeg kyler et tæppe efter ham. Han ænser det ikke, grynter, prutter og vender sig og sover videre.
Nu er klokken blevet 5.50 og jeg opgiver at sove videre. Går i bad, og da jeg kommer tilbage slår en tung em af fulde musikere og lummerprut mig nærmest i gulvet. Jeg finder mit tøj og min taske, og sender stille en irritabel tanke til den af Dupont & Dupont, der har valgt at dumpe deres marinerede Chicken Stick fra 7-11 ovenpå mine briller.
Jeg sender en stille bøn til at de, når de vågner, er blevet så ædru at de de ikke smadrer værelset fordi de tror at de er på et hotel og ifører mig med et suk min overfrakke. På vej ud af døren nakker jeg posen med kanelsnegle de også har indkøbt på hjemturen
- så kan de sq se, at jeg fame også er rock n' roll!