Han ser op. Mærker øjenæblerne dreje sig langsomt. Opad. Ser op fra det lange glatte cylindere. Hans blik har været fastlåst langs de endeløse forkromede baner, der udgør geværets to løb. Han kan mærke det i sin mund. Det presser mod hans gane. I starten koldt, men efterhånden låner det af hans kropsvarme, og løbet føles ikke så fremmed i hans mund. Det passer ind. Hans tunge strejfer undersiden af løbet, og hans smagsløg, bedøvede og udtjente, opfatter smagen af stål.
   Et tryk og alt er sort. Et tryk og hans bekymringer stopper her. Hånden på skæftet giver et gib, og han mærker chokket forplante sig i ham. Det kunne gå galt det her. Han kunne risikere at gøre det - gøre en ende på sig selv. På alt.
   Langsomt trækker han geværet ud af sin mund. Hans tænder føles skrøbelige mod stålet, og følelsen sender isninger ned langs hans rygsøjle. Den rygsøjle, der i løbet af et sekund ville kollapse og falde sammen, som en marionet, der fik klippet sine strenge.
   Hvis bare han trykkede. Hvis bare han kunne gøre det forbi.
   Han hader sig selv for ikke at have modet til at eksekvere sin egen hårdeste dom over sig selv. Han frygter jo. Han er en tåbe. Et dresseret dyr, låst fast i en offentlig mening om, at det er forkert at være herre over liv og død. Om end det er ens eget.

Hun kigger op på ham. Hvad laver han? De havde en aftale. Først ham, så hende. Hun skulle fjerne geværet fra hans afdøde krop, og herefter stikke det i sin egen mund og trykke af. Bonnie og Clyde. De to. Altid. Det var det de havde aftalt.
   - Je-je-jeg kan ikke, nærmest raller han, da geværløbet forlader hans mund.
   - Skal jeg gøre det, spørger hun imødekommende og rækker ud efter våbenet.
   Han fjerner det. Strammer sit greb om det og stirrer på hende;
   Hendes kærlighed til ham er overvældende. Hun er faktisk parat til at dræbe ham, hvis han ønsker det. Et ord nu, og hun ville ikke helme før han lå livløs på gulvet. Han hører lyden komme nede fra sin hals. Det bekræftende "ja" ruller hele vejen fra struben og opad halsen, og er nærmest ved egen kraft på vej ud af hans mund, da han bider sammen om det. Kvaser ordet. Æder det i sig og i stedet stirrer på hende med udspilede forskrækkede øjne.
   Han opdager ikke hvor hurtigt det går. Pludselig har hun fat i geværet, trækker det i een glidende bevægelse ud af hans hånd, og vender det - som var hun en actionhelt i en film - mod sig selv. Han når lige at se hendes ansigt blusse op i et roligt og veltilfreds smil, inden hun presser aftrækkeren i bund, og hendes ansigt forsvinder i en rød plamage af blod og materie. Hun vælter stiv bagover, og geværet rammer gulvet med et knald. Han kan ikke trække vejret. Bliver slap. Mærker ikke smerten da hans knæ smadrer mod det kolde stengulv, og han vælter forover, mens et lydløst skrig krænger sig kvælende fast i halsen på ham.