Han sænker farten, mens han hjemmevandt drejer den sølvfarvede Toyota ned ad grusvejen til gården. Kobler ud og sætter den i andet gear.
Han ved at hun venter på ham derinde. Med blanke og tomme øjne, der ikke har set kærligt på ham siden børnene flyttede hjemmefra. Sygdommen har efterhånden gjort hende til en skygge af sig selv, og selv simple ting som at koge suppe og redde seng er blevet dagsprojekter for hende.
- "Jeg skulle hilse," vil han sige, for derefter at gå forbi hende gennem køkkenet og ind i stuen, hvor tv'et atter snart vil sørge for, at en samtale mellem dem vil være umulig.
Han havde troet, at han ville have det bedre. At han ville føle sig bekræftet og stor. Som et rovdyr, der efter al for lang tids sulten, endelig havde nedlagt et bytte. Han havde håbet, at samlejet med en fremmed kvinde igen ville få ham til at føle sig som en mand.

Hun havde taget mod ham i entreen. Federe end han havde regnet med. Selvom hun tydeligvis havde forsøgt at klæde sig ungdommeligt, kunne den sorte top og de mørkeblå jeans ikke skjule, at hun var gammel. Gammel og slidt. Uden livsmod og glæde. På datingsiden havde der stået, at hun var fræk og eksperimenterende. Dér i en entré, badet i ubehageligt skarpt lys fra en enlig Herstal-pendel, lignede hun en undskyldning mere end femme fatale. Som om hun godt vidste, hvad han tænkte. Selvfølgelig gjorde hun det. Og hun tænkte jo selv det samme.
Udtrådte Ecco-sko, et par lærredsbukser han havde forsøgt at stryge uden særligt held og en jakke af fake læder, der kun med nød og næppe indfangede den vom, der med årene havde vokset sig længere ud over bæltekanten. Det grå skæg var nystudset og håret redt tilbage. Her stod han. En gift mand i en fremmed kvindes entré.
- "Kaffe?"
Han nikkede, og hun vendte mod køkkenet. Selv hendes røv så slidt ud.

- "Er der noget galt?" Spørger hun spagt hans ryg.
Han ligger på siden med ryggen, bred som en mur, mod hende. Hun skal ikke se de tårer, der forræderisk glider fra hans øjenkrog og samler sig i hans skæg.
Han svarer ikke, men et dybt suk hvisler fra ham og ud i rummet. Fra køkkenet spiller transistoren en sang, han kender, men ikke kan huske navnet på.
- "Vi kan godt prøve igen, hvis du vil?" Forsøger hun.
Han ryster på hovedet ned i puden.

Han kan høre gruset knase under hjulene, da bilen kører ind på gårdspladsen. I portåbningen til den gamle grisestald kan han skimte den nypudsede Norton motorcykel, som han har gået og rodet med henover sommeren. Han husker følelsen af glæde, når han om morgenen gik den i møde. Skilt i stumper og stykker lå den og lovede ham bedring. Når blot den var ordnet og klar, ville livet igen være udholdeligt. Vinden i ansigtet, når han skulle ud at køre.
Tre gange kom han afsted. Første gang sammen med en klub - bare for sjov. For at lære nye mennesker at kende. Ingen havde talt til ham. Han følte sig som en paria. Igen. De to næste gange havde været alene. Han fik så ondt i lænden af at sidde foroverbøjet på den hårde saddel. Rebet lå vist stadigvæk i den mørnede saddeltaske. Han var nået næsten helt ud til skoven, før han vendte om og kørte hjem igen. Nu stod maskinen blot der og mindede ham om håb og opgiven.
Efter at motoren er slukket, sidder han der bare. Øjnene er lukkede og i hans ører bruser blodet og han kan høre sit hjerte slå. Han forbander sig selv, og han forbander hende. Hendes sygdom. At de er blevet ældre. Han forbandet sit liv.