Mine ben spiddes af tusinde syle. For hvert eneste skridt bliver smerten større, og inden længe kan jeg ikke mærke mine fødder. Få meter fra mig, kan jeg se Thomas' ansigt forvredet i en vanvittig grimasse jeg sværger jeg aldrig har set på ham før. Vi skriger, hyler, hopper, danser, og med adrenalin-rusens overmod giver jeg mig fri. Læner mig tilbage og lader bølgerne opsluge mig. Helt og fuldt. Vandet i Det Sydfynske Ø-hav er iskoldt, og glidende forbi os sejler to smukke svaner. Jeg bilder mig ind at jeg kan skimte et betuttet udtryk over de orangebrune næb. De er ikke vant til at få deres daglige svømmetur afbrudt af fem højtråbende unge mennesker, der i kåd leg kaster sig rundt i bølgerne.

Uden at kunne mærke fødderne, men stadig bevidst om det forårsbløde februar-græs under dem, styrter vi hujende mod sommerhuset. Fire knægte og en pige. Venner siden vi gik til skolefester og drak os syge i Pisang Ambon, og vokset op side om side i samme provinsforstad på Fyn. Vi kender hinandens temperamenter, humor, holdninger og ståsteder, og det på trods af at vi sjældent skyr en chance for at påvirke og diskutere med hinanden i den bedste menings sag. Som fem forfrosne fugleunger, vælter vi ind af yderdøren, og vakler - på hvad der føles som tonstunge klumper af is - ind i den ventende sauna, der præcis kan rumme os i sin varme bug, og omfavner os med sin døsige hede ånde. Vi griner, pjatter og skåler i køleskabskolde vodkashots, og mens pulsen langsomt falder stiger humøret sammen med en eventyrlig følelse af universel samhørighed. Os fem. Lige nu og her. Vi har noget.

Senere, mens jeg ihærdigt gnubber en skummende grydesvamp mod de fastbrændte rester af coq au vin i bunden af en kasserolle, bemærker jeg hvordan mine venners latter og snak i baggrunden smyger sig om min sjæl og gør mig glad. De er mit bagland og vi deler en fælles historie. De er den familie jeg selv har valgt, og blandt os er der intet der er tabu. Der findes kun reelle følelser og tanker. Hos dem møder jeg den største mulighed i min hverdag for at være den jeg er - uden filter, uden hæmninger og uden at behøve at iklæde mig en samfundstvungen facade af optimisme, handlekraft og selvstændighed. Legende på deres latter hører jeg den usagte, men allestedsnærværende accept af friheden til at jeg kan være det menneske jeg er, har været og med tiden vælger at blive.