I noget, der føles som en svunden tidsalder, havde Københavns Hovedbanegård sin egen lille biograf, hvor der nu er et supermarked for dem, der lige er kommet hjem med toget og mangler mad i deres køleskab. Den kørte nonstop. Alle kunne gå ind når de ville og gå når de ville for at fordrive tiden indtil deres tog gik. Eller også bare for at fordrive tiden, for mange kom uden at skulle med et tog.
Via denne biograf nåede jeg at opleve et glimt af en biografkultur, der viste sine sidste krampetrækninger, inden fjernsynet helt tog livet af den. Reklamerne var gammeldags, campede som en monsterfilm fra halvtredserne. Ingen kom her så meget for at se en bestemt film, men for at gå i biografen slet og ret.
Ugerevyen levede i bedste velgående her, selvom mange danske hjem nu fik nyhederne via Aktuelt, der senere blev Tv-avisen. Når der skete noget i kongehuset sad alle de royalt sindede med store hatte og skyggede for udsynet.
Jeg var kun et barn, så jeg fattede ikke meget af disse ugerevyer, men min far forklarede mig en dag, at dette var John F. Kennedy, ham der blev skudt ovre i Amerika. Her så jeg før første gang nyhedsklippet fra Dallas, da han kom kørende i bil og skuddet faldt.
Men først og fremmest frydede jeg mig over Gøg og Gokke for første gang, før de blev hyppige gæster på TV. Gentagne gange fik Gøg sin tykke partner rodet ind i "another nice mess" og tudede og pev så det var en lyst med sit velkendte uhyrligt fortrukne ansigt.
Tom og Jerry forfærdede mine voksne ledsagere med deres voldelighed, som jeg ikke forstod som voldelighed, men bare grinede af.
Drengesindet blev for alvor vakt af Hopalong Cassidy, den snarrådige sherif, der i små film på under en time ordnede de grumme skurke og kæmpede for lov og orden i Det Vilde Vesten.
Alle de gode gamle forfilm, der kørte som uendelige serier, med cliffhangere til sidst for at lokke folk i biografen igen næste uge, fik jeg at se her, selv om jeg egentlig er for sent født til at have oplevet disse overdådigt campede film, der bare er så hæslige, at man ikke kan andet end at holde af dem på en egen skæv måde. Stakkels de mennesker, der skulle med toget og ikke kunne komme og få spændingen udløst næste uge.
Så lukkede denne lille museumsbiograf, for fjernsynet sørgede nu for nyhederne og den folkelige underholdning, som havde været denne døende biografkulturs kendemærke.
Måske er jeg et sentimentalt fjols, men sommetider kan jeg godt længes efter en søndag eftermiddag i denne mærkelige biograf fra før underholdningen blev hverdagskost på flimmeren.