Jeg har ofte tænkt over ordene:
Forelskelse, kærlighed, bøsser og lesbiske.
En sær sammenblanding af ord, der absolut ikke hører etisk sammen, vil du sikkert mene, kære læser.
Men...
Er kærligheden mellem samme køn ikke lige så intens som mellem heteroseksuelle? Er bøsser og lesbiske en mutation mellem mennesker? På grund af udvikling? Fremskridt? Oplysning? Eller har det i alle dage været tilfældet mellem Homo Sapiens?
Et godt spørgsmål, mener jeg selv.
Tolerance, medmenneskelighed, har ofte været nævnt i den forbindelse. Men er det nok? Vil det anerkende de minoriteter der er seksuelt anderledes? Eller er det bare et moderne islæt, af vores hastigt fremadskridende kulturs undergang, som nogen mener?
Jeg ved det ikke, men fristes til at fortælle en lille historie, hvor jeg vil, fordomsfrit, prøve at belyse et af sikkert mange forskellige forhold mellem mennesker.
Men døm selv kære læser.
Måske er det mig, der tager aldeles fejl. Måske har jeg ret i hvad jeg opfatter som menneskelighed, tolerance, hvem ved.


Ulige venner?
Næh, min ven... Forelskelse er en tilstand af sindssyge, hvis man skal tro videnskaben. Kærlighed derimod, er varme følelser for et andet menneske. Noget der kommer med tiden. Følelser der bevidst ser på modparten, og som langsomt bliver til forståelse af, at med den partner, vil tilværelsen være tryg og nærværende. Kærligheden er den indre glød for et andet menneske, der får en til at ville noget, bevidst, og med glæde.
Forelskelsen derimod, er et pludseligt indfald, en betagelse af et andet menneske, hvor synet, duften, bevægelserne, har sat hjertet i så store svingninger, at fornuften ikke længere kan følge med. Så handler man impulsivt, ud fra betragtninger, der under normale omstændigheder ikke ville være realistiske. Man er besat af den anden, og hjernen er ikke med.

Min gode ven og kammerat, Ratco; holdt ivrigt et af sine mange foredrag for mig, mens vi bevægede os igennem det mellemste Sveriges store og mørke skove. En forlænget Weekend, havde vi givet os selv, til at fordybe os i litterære spørgsmål.

H.C. Andersens eventyr, var det vi havde aftalt at samtale om, at diskutere, og prøve på at få en forståelse for. Ikke mindst hvad der lå bag de gribende fortællinger. Hans romaner, eventyrerne og de digte han havde skrevet. Spørgsmålet om han, H.C. Andersen, havde været bøsse, havde jeg forsigtigt fremført.
Ikke for at provokere, men fordi... Ja, Ratco var erklæret bøsse.

Min ven Ratco, var digter og skribent. En litterær begavelse, som jeg satte stor pris på. Både som ven og kammerat, samt ikke mindst som menneske.
Ratco fortalte om den første gang, han selv havde mistet enhver evne af sund fornuft, af dømmekraft.
Som sekstenårig, havde han mødt en kammerat, og hele verden stod pludselig stille. Som ramt af lynet, havde han set den smukkeste krop, de varmeste øjne, de smukkeste smil, de skønneste bevægelse med hænder, der havde lange, fine og følsomme fingre, og det første brændende ønske om, at røre ved kroppen, kæle for den, og blive kælet for, af de smukke og følsomme lange fingre, som den lidt ældre dreng havde på sine kvindelignende hænder.
Det var her han havde afsløret sit indre jeg, sin betagelse af det samme køn. Stum af uforklarlig forbavselse, uforklarlige følelser, havde han stirret på den fremmede dreng, med en sådan intensitet, at det måtte vække opmærksomhed.
Det var ikke gået stille af, og snart var Ratco en ensom ung mand. Men det er en anden historie.

I dag, lever han i et registreret parforhold, sammen med sin tre år yngre ven, Josef.

Hvorfor det lige netop blev forelskelse og kærlighed, vi her på denne lidt tunge og grå hverdagsformiddag talte om, det ved jeg egentlig ikke. Det faldt bare naturligt, i vores lidt ukoncentrerede samtale om det egentlige emne: H.C. Andersens liv og levned. Måske var det mit spørgsmål om, den store digter havde været bøsse i det skjulte.

Ret hurtigt blev vi enige. Forelskelse var noget pludseligt, noget der opstod som lyn fra en klar himmel. Også at tilstanden var mere eller mindre uden kontrol af fornuftens viljestyrke. Momentan sindssyge? I hvert fald noget der lignede. Noget personen ikke havde den fulde kontrol over, og en situation hvor mennesket ikke handlede rationelt, men ud fra øjeblikkets betagelse.

Men så kærligheden da. Hvad med den? Kom den hen ad vejen? Var den en spontan afløser af forelskelsen?

Vi var begge enige om, at kærligheden var noget blivende. Noget der med tiden udviklede sig spontant. En følelse af tryghed, varme og forståelse for det andet menneske, for partneren.
Ratco havde leende set på mig, i saunaen i går aftes og sagt, at jeg var en flot fyr, på trods af min alder. Lækker og dejlig at se på. Hans bemærkning om, at han ved at se på mig, kunne blive "sulten", men at han "spiste" hjemme, havde både gjort mig genert, lidt flov, men også glad. Jeg kendte min kammerat gennem mange år, og vidste at en sådan erklæring, skulle jeg tage som en kompliment. Min søde kone Riveca, havde venskabeligt dasket ham bag i, og smilende sagt til ham, at jeg var hendes, og at han ikke skulle få gode ideer med eller om mig.
Hun holdt meget af Ratco, ja af dem begge to.

Mit venskab med Ratco og Josef, havde lært mig at menneskelighed, forståelse af de forskelle mellem mennesker, der var på den jord vi levede på, ikke altid var logiske, set med en heteroseksuel mands øjne. Ikke mindst religionen havde været en alvorlig trussel mod venskaber, partnerskaber som Ratcos og Josefs forhold.
Men skulle vi deraf slutte og forstå, at to mennesker af samme køn, havde samme ret til kærlighed som os? Skulle vi acceptere at de havde ret til at "få børn sammen"?
Og kunne vi acceptere dem som ligeværdige mennesker?
Ratco og jeg, blev aldrig færdige med vores samtale, om forelskelse og kærlighed mellem mennesker, den formiddag i de store og mørke Svenske skove.

Tiden var ikke med os. Begge havde vi lovet at være hjemme, senest tre timer efter vi havde forladt vores ødegård. Nu gik vi raskt til, smågrinede af, vi begge lå under for respekten for den bedre halvdel. Vidste begge, at der ville blive skærmydsler, hvis vi ikke overholdt tiden.
Var det respekten fra en forelsket mand? Eller var det den kærlighed vi begge nærede for vores partnere? Forståelsen, ømheden og trygheden?
Småsnakkende, drillende hinanden, fortsatte vi hastigt hjemad.