Jeg har taget en beslutning. Et skridt på vejen i mit arbejde med min sjæl. Først og fremmeste har jeg ikke skrevet det her for at gøre nogen ked af det, det er mest for at hjælpe mig selv til at komme videre. Det hjælper altid at bearbejde ens problemer. Nu må jeg komme ud af busken og fortælle andre om hvad mit liv handler og har handlet om siden jeg satte mine ben i denne verden og forventningsfuld håbede på at jeg måtte få et godt liv. Min rejse i verden har været både god og dårlig, for intet er jo som bekendt kun sort eller hvidt. Og det skal det heller ikke være. Dog kunne jeg nok ønske mig at jeg kunne have fået bare en smule mere af det gode, for det har aldrig været særlig nemt at være mig. Måske er det jeg vil fortælle ikke sådan som min mor og far har opfattet det, men det er sådan som jeg har tænkt og følt det som barn og senere som stor pige.

Jeg har fået at vide at i det tidsrum fra man bliver født og til man er tre år gammel, der bygges man op som menneske og man formes til at have den personlighed som man har resten af livet. Man kan sammenligne det med når man bygger et hus. Så starter man jo fra bunden med et godt fundament og det skal så sørge for at huset ikke går i stykker. Men hvis der i det fundament kommer en revne, så følger den huset hele vejen op til taget. Er der for mange af de revner, krakelerer hele huset. Sådan er det også med mennesker. Hvis der er for mange revner i din barndom, så følger det dig resten af livet.

De mennesker der har påvirket mig mest i barndommen er min mor, far og oldemor. Min mor har jeg altid opfattet som værende vred på mig i en eller anden grad. Det var ikke nemt for mig at gøre hende tilfreds med noget og hun virkede altid irriteret på mig. Man skulle egentlig helst bare rette sig efter hende, så gik det nok alt sammen. Bad hun mig hente noget og jeg ikke kunne finde det, så gik hun selv efter det og mumlede irriteret at "man skal da også altid selv gøre tingene".
   Min far var slet ikke sådan. Han har måske nok handlet i den bedste mening, men særlig nærværende var han altså ikke. Aldrig har jeg mødt en mand med færre ord end min far. Jeg husker engang jeg havde været alene en dag med min far, så kom hans kone hjem og jeg udbryder til hende:
   "Godt du kommer."
   Han havde ikke sagt ti ord til mig den dag.
   Min oldemor er jeg jo så vokset op hos. Måske var det i grund det bedste sted jeg kunne være når alt kommer til alt, men man kan jo ikke vide det. Jeg holder virkelig meget af hende, hun har så godt hun kunne givet mig noget af den tryghed og varme som jeg har manglet hos min mor og far. Hvis det ikke var for hende, så var det måske gået mig endnu dårligere.

Jeg husker ikke forfærdelig meget fra den mindste barndom. Det forekommer mig at jeg en dag gik og græd lidt fordi jeg savnede min far, jeg så ham ikke så tit, så fik jeg at vide af min mor at jeg godt kunne spare mig de krokodilletårer, for han var der jo alligevel ikke. Jeg har været ca. 4 år gammel. Min mor mente af en eller anden årsag altid at jeg græd krokodilletårer. Det ved jeg ikke om jeg gjorde, måske nogen gange i et forsøg på at få lidt omsorg fra hendes side, men bestemt ikke altid. For det meste var tårerne ægte og bitre nok.

Min mor fik arbejde på en bodega, derfor mente min oldemor at jeg kunne blive passet hos hende mens min mor var af sted.
   "Børn skal ikke gå blandt fulde folk og høre på deres snak," sagde hun og det passede vist min mor fint.
   Som sagt så gjort, jeg blev passet hos hende, med tiden blev det til at jeg boede hos hende, men det blev aldrig officielt, hun fik i starten 200 kr. om måneden af min mor for at have mig, da jeg blev ældre steg det til 250 kr. Det var så hvad der skulle dække mit behov for mad. Og resten betalte min oldemor så af sin pension.

Jeg har altid måttet lægge ører til at min mor syntes at min far var urimelig, klodset og for dårlig at komme og hente mig på weekend. Vi havde ingen faste aftaler om hvornår han skulle have mig, det var bare når hans kone mente at nu var det på tide at han hentede mig. Jeg elskede min far og jeg var glad for at komme hos ham. Jeg talte meget med hans nye kone om min situation, det var mit pusterum fra hverdagen. Hun er nok en af de første der opfattede at jeg havde det svært derhjemme. Jeg har altid været overvægtig, så hun snakkede en del om at jeg da kunne komme på julemærke-hjem. Så ville jeg jo også komme hjemmefra og få noget luft. Men der var så vidt jeg ved ikke rigtig nogen der bakkede hende op. Jeg tror ikke at min mor kunne lide hende, for hun blandede sig jo i hendes sager ved at prøve at hjælpe mig. Og det skal man åbenbart ikke gøre.

Det at måtte høre på min mors klager over min far er i sig selv meget sårende for et barn, som jo forsøger at være loyal overfor begge sine forældre. Det var virkelig svært, for jeg elskede jo dem begge.

Hele min opvækst hos min oldemor har været meget præget af savn. Jeg savnede både min mor og far. Der gik ikke en dag uden at jeg savnede dem, selv når jeg var hos dem, savnede jeg dem stadig, jeg følte ikke rigtig at de var der for mig. Jeg følte ikke at jeg var god nok til dem og jeg havde det tit som om jeg var blevet kasseret af dem og jeg blot var dem en klods om benet. Som barn kunne jeg ikke få sat de ord på hvordan jeg havde det, jeg var bare ked af det.

Jeg prøvede tit at snakke med min oldemor om hvad jeg var ked af, men hver gang jeg prøvede, så drejede hun samtalen over på noget andet. Så jeg brændte altid inde med det jeg var ked af og kom aldrig af med det. Ofte har jeg grædt når jeg lå i min seng om aftenen og faldt i søvn med våde kinder.

Al den sorg og skuffelse jeg har gået med som barn og som jeg ikke har vidst hvor jeg skulle gøre af, det har sat sig i mig og for seks år siden gik det virkelig nedad for mig og jeg endte til sidst med at blive dybt deprimeret. Min tristhed vendte jeg indad mod mig selv og gav mig selv skylden for det. Depression og skyldfølelse blev en del af min hverdag, dog uden at det nogensinde er noget jeg har vænnet mig til. Jeg har haft mange selvmordstanker og skåret mig i armen med en kniv, vist nok mest fordi den fysiske smerte er nemmere at styre end den psykiske. Kigger jeg forbi på afdeling P1 på Svendborg Sygehus så ved de hvem jeg er, jeg har været indlagt hos dem 5 gange. Jeg vil gerne understrege at jeg ikke har været der fordi jeg er tosset i hovedet, men fordi jeg har været dybt deprimeret flere gange og depression er en sindssygdom, men ikke på den måde som mange opfatter det. Det er fordi ordet sindssyg har fået sådan en grim klang.

Jeg har fået piller mod depression og de har hjulpet mig op helt nede fra kulkælderen. De piller er ikke nogle jeg får i øjeblikket. Depression er en sygdom i hjernen, normale mennesker producerer i hjernen et stof der hedder serotonin, det gør man ikke når man er deprimeret. Og de piller sætter så gang i produktionen igen. I nogen tilfælde så er det nødvendigt at behandle med piller resten af livet for at man kan fungere. Det håber jeg selvfølgelig at jeg kan slippe for.

Tak fordi du gav dig tid til at læse og forhåbentlig forstå mig.