I 1984 var jeg 12 år. Jeg husker at min 10 år ældre bror lånte en computer med hjem fra sit arbejde. Den blev flittigt brugt - til spil. Leisure suit Larry og Kings Quest var de store hits. Ak ja, det var dengang adventurespil var det fedeste. Og det gjorde ikke noget at Larry bare var en farvet tændstiksmand.
Det var dengang spil ikke behøvede indeholde blod. Det var dengang det voldeligste spil man kunne få, var noget med en lille laser-tingest i bunden af skærmen som skulle ramme små, sprællende amøber der kom ned imod den. Det var spænding nok.
Der blev brugt timer foran den computer. Hvilket i øvrigt undrede mine veninder. Dengang var computere ikke rigtig noget for piger. Selv 3-4 år senere på EFG Handel og Kontor var jeg underlig fordi jeg syntes Datalære var et fedt fag, og jeg fik 10 til eksamen. Min bror havde i øvrigt 10 år tidligere fået 5 i samme fag. I dag har han egen it-virksomhed. "Isn't that ironic?", som Alanis Morisette synger.
I dag arbejder jeg som it-supporter. "It" hedder det nu. "EDB" hed det dengang. Elektronisk databehandling. Elektronisk er det stadig, men nu handler det om meget mere end databehandling. Det handler om dataudveksling. Det handler om kommunikation. Det handler om information. Og der findes næsten ingen i Danmark som ikke har mulighed for at kommunikerere, informere og udveksle data elektronisk. Selv min mor på 62 har pc med ADSL-forbindelse. Og har man det ikke selv, kan man gå på biblioteket. Gratis e-mail-adresser er tilgængelige for alle. Og gratis hjemmesidetjenester sørger for at alle der har noget på hjerte, kan få det ud til hele verden. Endda på få minutter.
Internettet er vidunderligt. Det kender ingen grænser. Selv kærligheden gror på nettet. Havde det ikke været for de mange e-mails hvor jeg åbnede mit hjerte for en relativt fremmed mand som gav mig sit visitkort da vi hjalp nogle fælles bekendte med at flytte, havde jeg ikke boet sammen med selv samme mand i dag.
Har man ingen computer, så har man da i hvert fald en mobiltelefon. Også her bliver der kommunikeret flittigt. Små tekstbeskeder flyver gennem luften - til overpris. Telefoni er big business. Og igen en uundværlig ting for mit kærlighedsforhold til føromtalte mand. Han var nemlig 3 uger på ferie uden internetforbindelse. Det havde været et helvede uden muligheden for at sende små kærlighedserklæringer på 160 tegn. Jeg tør slet ikke tænke på hvor meget teleselskaberne tjener på kærlighed! Men lur mig om ikke det er en pengetank som snart vil briste. Internet-telefoni er på vej frem. Gratis internet-telefoni!
"Gratis" synes i øvrigt at være vejen frem. Vi er på vej fra en monopol-mentalitet til en dele-mentalitet. Folk der opfinder gode produkter, synes ikke længere at være besat af at tjene penge på det, men nærmere at forhindre andre i at tjene penge på lignende produkter. Kan man lave et stykke gratis software som udkonkurrerer et der koster penge, har man vundet kampen mod de store kapitalister, og det er meget mere værd end penge. "If you can't join them, beat them" synes at være sloganet. Og gudskelov for det. For os fattigrøve, mener jeg. Man behøver ikke længere bruge piratsoftware fordi man ikke har råd til andet, men stadig gerne vil være med på det nyeste når det gælder ens pc. Der er rigeligt af det gratis som glimrende hamler op med det kommercielle. Desværre er der så ikke de store midler til reklamekampagner, og derfor tager det tid for disse produkter at nå samme status som de andre. De velkendte. Folk tror stadig at det de kender, er bedst. Pris og kvalitet hænger sammen. Noget gratis kan ikke være godt. Der må være en hage ved det. Der er noget der ikke hænger sammen. Man forærer da ikke gode ting væk. De folk må have en bagtanke...
Er det virkelig så utænkeligt at nogle bare synes at alle skal have lige muligheder for at nyde den fagre nye it-verdens fordele?
Nå, tilbage til 1984. Jeg husker hvordan år 2000-og-noget altid blev skildret i fremtidsfilm som noget mørkt og koldt hvor alt blev styret af computere. Ja, faktisk havde computerne overtaget magten, og vi mennesker kunne intet stille op. Jeg troede ikke på det dengang - at det ville gå så galt. Og det gjorde det heller ikke. Computere er blevet en stor lettelse i mange brancher - nok de fleste. Det er ikke computerne der styrer alt, men vi styrer alt med dem. Det er ikke blevet en koldere verden af det. Tværtimod synes det at have bragt folk tættere sammen. Man spiller, skriver, komponerer, debatterer og "er sammen" på tværs af landegrænser. På tværs af aldersgrænser. På tværs af snart sagt alle fysiske grænser. Ja, jeg er tilbage på internettet - dette vidunderlige spind af muligheder.
For 20 år siden var man lidt til grin hvis man benyttede sig af avisernes kontaktannoncer. Man måtte være ret kikset hvis man ikke havde andre muligheder end det. I dag er det hipt at være på dating.dk og lignende sites. Det er man da hvis man er single. Hvorfor ikke?
Og venskaber blomstrer på diverse debatsider. Man kommer hurtigt tæt på folk ved at læse deres meninger om dette og hint. Og man finder meningsfæller - eller det modsatte, hvilket kan være mindst lige så givende. Folk søger gode råd, og får det af både 15-årige og 60-årige. Man er nødt til at være åben på nettet. For alle er der. Man kan ikke ekskludere nogen. Og det tvinger en til at lytte til nogen som man ellers aldrig vil have lyttet til. For man ved ikke at man aldrig ville have lyttet til dem, når man ikke kan se dem. Man kan ikke dømme dem på forhånd. Er det ikke vidunderligt?
Nåh ja, det er selvfølgelig ikke rosenrødt alt sammen. Internettet ligner den virkelige verden til forveksling. Mobning og intriger findes også her. Janteloven trives i bedste velgående. Endda selvom det er blevet mere acceptabelt at vise sig selv frem. Jeg fristes til at skrive at det er blevet helt almindeligt. Og det gør jeg så. Det er blevet helt almindeligt at vise sig selv frem. Enhver nørd og nørdinde har en eller anden form for reklame for sig selv liggende på nettet. Enten i skriftlig eller billedlig form. Almindeligvis begge dele. Her kan alle komme til orde. Alle kan blive set.
Sådan er det efterhånden også på tv. Det ene reality-show efter det andet vælter ind i vores stuer. Hvis vi altså tænder for det. Jeg gør ikke. Internettet har for længst udkonkurreret fjernsynet for mit vedkommende. Tv er passivt. Tv er bedøvende. Tv er en tidsrøver. Hvad tv angår, kunne jeg godt ønske mig tilbage til 1984. Tilbage til dengang der ikke var noget der hed tv-reklamer. Det var faktisk forbudt at reklamere på dansk tv. Oh, hvilken fryd. Hvorfor holdt vi dog ikke fast ved det...? Konstant skal nogen forsøge at prakke os noget på. Pletfjernere og lugtfjernere, farvede cremer og deodoranter, vaskemidler til tøj og tallerkener. Der må ikke være pletter eller underlige lugte hverken på os selv eller de ting vi omgiver os med. Hvor er det paradoksalt i en tv-verden hvor udsendelserne ikke kan blive blodige og svedige nok. Ligesom computerspillene. Den lille laser-tingest mod de angribende amøber, er erstattet af meget virkelighedstro krigsspil hvor det gælder om at slagte så mange mennesker som muligt. Og det kalder vi underholdning.
Og jeg ønsker mig endnu engang tilbage... Tilbage til den lille tændstiks-Larry som kun kunne dø ved at stille sig ud på vejen og blive ramt af en taxi, eller ved at glemme at bruge gummi med damerne. Det var jo logik! Men det er ikke nok i dag. Larry Laffer er død. Lara Croft lever. Glemte jeg at nævne at det ikke er nok at kunne dræbe? Man skal helst se godt ud mens man gør det.
Jeg stopper lige mig selv inden jeg ryger for langt ud ad den tangent. Verden var ikke bedre i 1984 end den er nu 20 år senere. Vi har udviklet os. På nogle områder til det bedre. På andre områder til det værre. På filmområdet har intet ændret sig - fremtiden er grum, mørk og kold. Og jeg tror stadig ikke på det.