Jeg blev født på en helt almindelig mandag kl. 14.05 min mor var den eneste der så tidspunktet, min far var ikk tilstede - han vidste det ikke.

Vi blev udskrevet om fredagen, for som altid skal man tjekke at barnet er rask - Det var det..! Men om mandagen blev jeg indlagt igen.. Jeg ville ikk spise.. og det jeg ville, kastede jeg op igen. Min mor ringede da til min far for at fortælle ham at han var blevet far, men han blev ikk glad. - Jeg var en fejl. hun søgte den trøst hos ham som hun ikk fik. Jeg lå der nogen tid før man fandt ud af at modermælkserstatningen var for tynd. Vi tog hjem igen nogle dage efter... Sådan forsatte vi en tid ind og ud af sygehuset.. Pga. forskellige årsager. Bla. jeg var afkræftet, Jeg havde haft et lignende epilepsianfald, jeg drak terpentin, de troede jeg havde bilyd på hjertet, de troede jeg havde mavemundsforsnævring osv. Men heldigvis havde jeg ingenting, jeg havde bare opgivet livet, men det var der ingen der så. For udvendig smilede jeg, men indvendig græd jeg! Men ingen så det INGEN. Jeg var vægtebarn. I 86 kom min lillebror så til troede jeg at nu blev vi en stor lykkelig familie. Nej han fik alt opmærksomheden, fordi hans farmor elskede ham så højt og han gjorde aldrig noget galt. Min mor og stedfar begyndte at slå mig.. Mest når min bror gjorde noget - jeg fik skylden. Jeg begyndte at tro på at livet bare var sådan at jeg skulle være ude i kulden, det var mit hjem. Jeg forsatte ind og ud af sygehuset. Og man skulle tro at man så fik opmærksomhed, men ikke i denne familie. Jeg lå endda indlagt en gang, hvor jeg var overladt til sygehuset. I 88 startede jeg i Børnehave, rent paradis der var ingen der slog mig, fordi jeg gjorde noget forkert. Ligesom når min moster kom, det var som om jeg kunne høre på skridtene at det var hende. Jeg fór ud for at åbne - det var hende. Hun var kommet for at redde mig, eller i hvert fald for at tage mig væk fra det helvede. Når hun altså havde tid og måtte for min mor. I '89 kom min Lillesøster til, så håbede jeg igen. Kulden blev endnu koldere og nu var min bror også med. Vi holdte sammen, jeg dækkede over ham. Så jeg fik slagene, men jeg havde jo lært at sådan var livet. Svigt, had og tæsk. Uanset hvor meget du end råbte om hjælp, var der ingen der så mig... Som om jeg var usynlig... Måske var jeg det - måske var det derfor der ikke var nogen der så mig - måske!

Men lige pludselig var det som om nogen så mig.. I min børnehave ville jeg heller ikk spise som jeg aldrig havde villet, fordi jeg altid kun havde fået mad når det passet min mor. Jeg var skind og ben, jeg gemte mig meget bag den jeg egentlig var.. Jeg var engang faldet og havde slået hovedet for 2gang og de havde ringet hjem og sagt det og hvad min mor gerne ville ha de skulle gøre - men hendes svar var så koldt:
   "I havde da ikke tænkt jer at jeg kom og kørte hende til læge nu."
   Så de kørte mig til læge og jeg fik syet mit hul... Jeg ønskede mig så inderligt en mor. Men de tog affære - og også pga. dem er jeg der hvor jeg er nu. Tak. Selvom jeg ikke forstod hvad der skete. Jeg forstod heller ikke de altid blev så glade for at se mig, da jeg var holdt op. Men jeg forstår nu - jeg forstår det nu.. Jeg ved i er derude et sted. Jeg nåede bare aldrig at sige tak. I 1990 flyttede jeg så i plejefamilie. Min mor havde fået en prøveperiode på 3 mdr., hvor pædagoger og andre mennesker, skulle hjælpe hende med at få dagen til at fungere. Hvis det ikke fungerede derefter ville jeg blive tvangsfjernet. Men hvad stiller man op med et barn der har psykiske problemer og spiseværgring - et sygt barn? Et vægtebarn? Hun valgte at få mig fjernet med det samme - frivilligt! Der var ikke plads nok til mig. Alligevel så jeg hende græde - men hvad græd hun mon for? Af glæde? Det finder jeg nok aldrig ud af. Men hvor vigtigt ville det også være for en 6-årig pige, der hverken kan finde hoved eller hale i noget af det der sker? Vi havde besøgt min kommende familie et par gange. De har selv to børn og et plejebarn. Jeg husker ikke noget fra den dag jeg flytter, før om aftenen, da min legekammerat fra børnehaven, sov hos mig min første nat, vi var blevet naboer og hun var også plejebarn. Hendes og min plejemor var også veninder. Vi fik risengrød som jeg havde valgt fordi det var min ynglings ret.
   Vi gik i seng og faldt i søvn.
   Da jeg vågner dagen efter er min veninde væk, jeg bliver bange... og går nedenunder - Der er hun... Puhaa.


Livet hos en anden familie..
   Dagene gik, men langsomt… Jeg troede jeg kun var på ferie så jeg skulle jo hjem til min mor igen en dag. Den dag kom bare aldrig…
   Jeg gik stadig i børnehave, jeg var vidst den ældste - 7år..
   Jeg forstod egentlig ikk så meget af hvad der foregik - tænkte kun på at jeg nok skulle komme hjem en dag - det var jeg sikker på.. Jeg var den mindste i min nye "familie" af søskende flokken.. Så jeg var jo meget spændene i starten, men "ferie" blev til hverdag og mine problemer vidste sig tydeligere og tydeligere... Jeg ville ikke spise, og andre gange åd jeg, fordi jeg ikk kunne mærke når jeg var mæt... Min plejemor prøvede flere gange forgæves at få mig til at spise.. Stod det til mig kunne jeg gå hele dagen uden mad, jeg kunne ikk mærke min sult... Selvom det var sommer kunne jeg finde på at tage vintertøj på... Jeg anede ikk op og ned på noget. Det var som om alt hvad jeg gjorde var forkert. Måske var det, måske var det ikk…
   Jeg følte mig ikk tilpas, det er underligt at komme et sted også skal "lade" som om de er min "familie"... Som om det hele var godt, men det var det jo langt fra.. Jeg bekymrede mig meget for min lillesøster, hun har altid været mit et og alt (min bror har også, men min søster var kun 1 år da jeg flyttede, og min bror 3 år).
   Jeg havde altid taget mig kærligt at hende, og jeg troede jo jeg kom tilbage... Jeg dækkede altid over min søskende, det var jeg blevet vant til... Louisa Ditte - Satans unge... Det er mig! Sådan var det bare. Det var underligt at i den nye "familie" var vi alle lige, jeg følte godt nok altid at jeg ikk var ligeså meget værd som Deres to egne børn. Jeg tror det er naturligt.
   Min veninde fra børnehaven boede nu 200 m fra mig, og vi havde det sjovt sammen..

Sommeren 1991 begynder jeg så i Børnehaveklasse, min veninde kommer i samme klasse som jeg.. Hvilket betyder at vi møder tidligt og havde tidligt fri, vi mødte altid hendes søster på vejen hjem, hun var på vej i skole.
   Min veninde var også plejebarn, så vi forstod hinanden godt og uden ord... Jeg spurgte hende tit om vi skulle lege og det ville hun gerne - men jeg turde ikk sige at det var mig der havde spurgt hende, så jeg sagde næsten altid at hun havde spurgt.. Jeg ville ikke havde flere tæsk.
   Min nye "familie" tog nu godt imod mig.