I det beløbet slog ind, slog tanken ind. Jeg var som tryllebundet af fascination, over alle de forskellige mennesker, deres vaner og deres udseende. Det ramte mig som et lyn fra en klar himmel så at sige. Året 2003 virkede ikke længere som en fremtid, men som et stadie i udvikling, hvor vi som mennersker stadig er langt bag ud. Økologimenneskerne, dem der kun køber økologisk mad ligner jo alverdens største bumser. De fremståler svage signaler, de står helt stille og virker nærmest ligeglade med alt og alle, det virker som om de undertrykker sig selv og lader andre komme før dem. De bærer briller og er tynd i bygning, og bag de lettere tilduggede briller stråler det ud af dem, at nu er det vist nok snart tid til at de skal betale. De fremstår klart som freuds yndling, som han kunne sidde og analyser i timevis. Båndet kører videre, et nyt beløb fremkommer på skærmen: 748,75 tak. Her har vi bankmanden som lige har fået fri, direktøren i egen høje person. Ih, hvor skal jeg dog vise ham respekt når jeg sidder bag disken, i mit fine Netto sæt som består af en blå nystrøget skjorte, sorte bukser, slips og et fint navneskilt. Mit hår er nyredt, liggende og fint. Mit smil er hvidt og jeg skal tiltale ham De. Frem af lommen kommer pungen, ikke bare en stor en, nej nej. Det er den nyeste pung, med 40 ekstra funktioner, med plads til 30 kort, bon'er, visitkort i massevis og biller af hans familie. Der når han skal betale står han i et dilemma, skal han bruge pengesedler, mønter eller kort. Det er svært valg for ham idag. Normalt afhænger hans valg udelukkende af hvilket humør han er i. Altså hvis han er glad, så skal det bare gå hurtigt, frem med sedlerne og det er det. Hvis han er sur, så er det kortet, som han bruger mens han gemmer sin kode nøje. Hvis han er lettere træt og følelsesløs, så er det mønterne. Han smækker hele samlingen op, ikke noget med at han bare lige tager tyverne, nej nej. Han skal have alle de små med. Idag tager han sin pung, og kører kortet igennem.
   "Tak hr, vil De have bon'en med?" Skænker mig ikke et blik og går.
   Fint narrøv, det må du fandme os selv om lyder det i mine tanker. Det egentligt sjovt hvor lidt kunderne kan høre mig der sidder i kassen. De kan helt seriøst kun høre beløbet og så sige farvel, til nøds velogmærket. Stiller jeg dem følegende spørgsmål: "Skal jeg smide Deres bon ud?", svarer de nej og går. Hvor i ligger logikken i det, selvfølgelig kan de huske at jeg har spurgt dem om, om de ville have bon'en med, hvor efter de så har svaret nej! Det at gå derfra til så at forvente det nøjagtige samme spørgsmål vil falde igen er jo naivt. Men hey lad dem om det.
   Det er tid til at holde pause, mit hoved er tungt og fuld af beløb. Min røv er helt svedig og varm. Sætter et skilt på båndet hvorpå der står lukket. De nytilkomne kunder sender mig et blik, der burde appelere til min samvittighed. Alligevel lukker jeg, og gentagne gange må jeg gentage:
   "Desværre hr./fru der er lukket." Smækker lågen i og tager min nøgle ud af kasetten, nu skal det være tid! Går ned og tager en kold Coca Cola, en flute der skal bages, ost og skinke. Idet jeg skal op for at betale med hænderne fyldt, kommer kunderne gentagende gange med spørgsmål, om hvor vidt vi har nogget eller vi ikke har det. Efter en lang kamp op gennem butikken når jeg op til kassen, lægger mine varer op på disken og kører kortet igennem. PÅ BELØBET TAK! Kæmper mig så tilbage igennem butikken og ud i frokostrummet. Hvor på chefen spørg, husket at stryge skjorten. DU ER FYRET!