Siddende i en tronfølgers arv,
skærer jeg mit fødestadie op og gen-analyserer det ned til til rygraden,
ud til tænderne,
mens jeg med mine øjne betragter de blå vægge omkring mig.

Virkligheden lukker sig omkring mig og alt hvad der er tilbage,
drømme og håb eksisterer ikke længere som noget jeg ville kunne nå,
drømme og håb eksisterer kun i kontra til virklighedens vilkår,
drømme og håb er ikke længere opnåeligt.

Mens jeg lader mine øjne glide ned gennem bogen,
fanger jeg mig selv i kedsomhed,
en hel almindelig kedsomhed,
som tager udgangspunkt i en endnu mere kedsommelig monoton levestil,
jeg skænker den ikke en tanke,
løber ikke men går vandrende mod det,
i et koldt stadie.

Det er mandag,
trist og solen skinnede tidligere idag,
nu er det nat og mere præcist er klokken 2.03 på mit digitale ur.

I morgen eller idag er det igen tid til tid og arbejde,
tid til at have for meget tid,
tid til at slæntre iblandt folk i normens hverdag,
uden at tale og føle.

Trættende lader jeg de elektroniske bølger i mit vindue afspejle byens ansigt,
mættet med træthed lader jeg min telefon ringe – Det er jo bare min mor.

Synkroniserer mit syn med tiden og danner et sløret blik,
med uret som stamme og sengen som min hule.

Her siddende i min egen trone er jeg samfundets evige tredeling,
jeg dømmer alle,
jeg lovgiver selv og udøver mine egne ord og tanker.

Jeg er det rene samfund med idealisme,
jeg er diktatoren i mit eget demokrati,
hvor hver stemme i mit hoved får deres egen stemmeseddel.

Når jeg løfter mit hånd fra et papir,
er det endnu en side i grundloven som er fastlagt,
hvilket også er derfor at stjernerne kalder mig Michalus Cæsar.

Intet eksisterer,
intet er,
jeg findes men er ikke,
da livet er lig med er,
og jeg blot et spejlbillede af det fortidshåb der hiver i mig,
tortur siger jeg mens mine ølflasker som rådgivere fortæller mig at jeg er samfundets tjener.

Stemmerne i mit hoved påråber mig konstant gennem deres revolution,
i søgen efter deres frihed,
de indskrænker mig til min trone hvor mine smøger som soldater kæmper imod dem.

Ingen skal kunne få mig,
indhente mig eller skue mig,
for thi der findes noget større er jeg magten i modsætning til menneskets demokrati,
FACISTER, FACISTER, FACISTER!!!

Forfølgelsesvanviddet vågner som var det mine sidste timer,
telefonen bliver ved med at kime og presset i mit hoved stiger,
som var det en simpel konstans.

Tronen blev væltet,
tilbage sidder jeg med min mobil i hånden mod øret,
det er min mor og skrigende lyder orderne: ”KAN DU SÅ ÅBNE ET VINDUE!”

Accepterer og lægger på,
tilbage liggende i min seng med 3 puder som en stor hovedpude,
lægger jeg mig til rette for min tid er ovre,
og nu er det tid til at sove,
ligesom Fogh.