Drengeårenes fuldkommen skamløshed marcherer truende gennem døren til drømmenes tinde,
til sekunderne hvor virklighed og fantasi mødes i en kæmpe ruterende togafgang,
hvor vi som individer står på en lang linie,
afventede i en kø til vores egen begravelse under uret.

(Anskuer spillet)

Vi er ikke ved bevidsthed,
vi er ikke drømmende,
vi er monotone når vi iklædt modernismens dragt,
går ned af strøget og paserer hinanden,
som om vi alle var en følelsesverden for sig selv.

Skænker ingen ord,
bærer poser fyldt med håb og ego,
bærer et hår fuld af udstråling og lader menneskerne passere hurtigere end vores eget tempo,
langsomt stiger tempoet,
langsomt vinder vi tid,
uden det er bevidst,
og det kan ske at to pludselig møder samme tempo og snakker,
blot for igen at kunne føle farten.

Det er ikke en virklighedsflugt på vej ud i universet,
det er selvcentrering inde i en sten uden øjne og ører,
bevidstløst og krævende!

(Konfronterer spillet)

Intet går igennem maskens facade,
Intet sårer eller noteres,
Drengeårenes fuldkommen skamløshed marscherer truende mod dette samfund,
Nuet er nu et krav.