Om få dage er det 1 år siden min far døde. Det er mærkværdigt, for i den tid der er gået, har jeg fået mere at vide om ham, end jeg vidste i forvejen. Og vi nåede da trods alt at kende hinanden i 38 år. Det er især fra min mor jeg har fået nyt at vide. Det er ligesom min mor er blomstret op siden hun fik solgt det store, upraktiske hus og flyttede i en ældrebolig. Som hun selv ejer. Det betyder meget for hende.
Her til morgen ringede jeg til hende for at sludre med hende som jeg plejer en gang imellem. Hun fortalte veloplagt, at hun havde været ved at sortere nogle af alle de papirer, der havde ligget i det gamle hus. Nogle af dem var fra min fars tid, nogle gik helt tilbage til 1922, hvor min bedstefar købte gården. En sand guldgrube for en slægtsforsker som mig. Hun fortalte, at der også lå nogle avisudklip om modstandsbevægelsen i Vardeområdet fra dengang.
Nysgerrigt spurgte jeg, om min bedstefar var modstandsmand, for jeg vidste, at han havde været med til at skjule sabotører osv. under krigen.
- Nej, sagde min mor, det var vist mere din far, der var det.
- Min far? Jamen, jeg har da læst i "Vestjyder Fortæller", at gården blev brugt som skjulested for sabotører. Og det var bedstefar de refererede til.
- Ja, sagde min mor, men det var fordi din far havde kontakten til modstandsmiljøet. Han blev brugt til at fragte materialerne derhen, hvor de skulle bruges. Så havde de aftalt et sted, hvor det skulle gemmes. Det foregik jo med heste og vogn dengang.
I mit stille sind tænkte jeg bagefter, at min far vel også var perfekt til det. Han var dengang kun en meget ung mand - ca. 18-20 år. Kvik og uskyldigt udseende, for set fra besættelsesmagtens side levede folkene derude på Vestermarken roligt og stille. Passede deres eget (tilsyneladende) og var aldrig i klammeri med besættelsesmagten. På et tidspunkt havde de endda tyske soldater indkvarterede - samtidig med, at de stadig hjalp modstandsbevægelsen, hvor de kunne. Min far har fortalt, at det var en sand fornøjelse at snyde tyskerne på denne måde. Nærmest som at trække et stykke spegepølse forbi næsen af en hund, uden at den opdager, hvem der gør det.
Selvfølgelig var det også ved at gå galt engang. Men det var ikke mens der var tyskere indkvarterede. Det var fordi min fars søster forelskede sig i en tysk soldat, der ville desertere. Det vil jeg dog vente med at fortælle om til en anden dag. Der er lige nogle oplysninger, jeg skal have verificerede hos min mor og faster.
Men min far fortalte en historie fra tiden, hvor de havde tyskere indkvarterede. Han fortalte, at der stod vagter ved alle hushjørner. Dengang var der milevidt marker til alle sider. Markerne var indhegnede med ståltråd og små hvide porcelænsholdere på hegnspælene. Ca. 1½ x 1 cm store. Min far mente nok, at det var meget kedeligt for soldaterne at stå på vagt på en gård, hvor der intet skete ud over, hvad man foretager sig på en gård. En dag blev han i hvert fald antastet af en af soldaterne, der viste ham sit gevær, og spurgte ham, om han kunne bruge sådan et. Jo, det mente min far godt, han kunne. Om de ikke skulle prøve at skyde om kap, foreslog soldaten. Den var min far med på. Soldaten udpegede en af de hvide porcelænsholdere lang ude som mål, sigtede, og skød den i smadder. Så rakte han sit gevær til min far, der sigtede, skød - og kappede hegnstråden over. Min far fortalte, at han var så rystet, at han bare drejede om på fødderne, rakte soldaten geværet med et svedent grin, og forsvandt ud til sit arbejde på gården. Han har fortalt, at det var det rene held, at han havde ramt tråden, og at han ikke skulle risikere, at soldaten ville bede ham om at gøre det igen. Det var han nemlig sikker på, at han ikke kunne. Men han elskede at tage gas på tyskerne - og da tyskerne var ude af landet, blev det i stedet myndighederne eller hans nærmeste. Drilles skulle der.

Jeg er kommet til at forstå mange ting meget bedre efter, at jeg har fået kendskab til alle disse "nye" ting om min familie. Også hvorfor jeg selv er som jeg er. Slægtsforskning er en hobby, der kan få lige så meget tag i én som stoffer. Når man først har fået fat i en ende, så helmer man ikke før man har trevlet det meste af garnnøglet - helst det hele - op.